Tidligere Vendsyssel-spiller afviser brug af doping efter OL-afbud
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mathias Christiansen og makkeren Alexandra Bøje ligger nummer 11 på verdensranglisten.
Principielt kunne den danske mixeddouble stadigvæk stille op ved OL, men det har de ikke ønsket. De vil ikke skabe unødig støj for andre atleter.
Mathias Christiansen repræsenterede Vendsyssel Elite Badminton i tre sæsoner fra 2020 og frem. Det blev til to danske mesterskaber for hold.
Nu har Danmarks bedste mixeddouble-herre valgt at trække sig fra OL i Paris, fordi han tre gange har lavet en fejl i forbindelse med indtastninger af sine whereabouts.
Det er et brud på antidopingreglerne, hvorfor han, sammen med sin makker Alexandra Bøje, har meldt afbud til legene i Paris.
TV 2 Sport har efterspurgt et interview med Mathias Christiansen, der har afvist at stille op.
I stedet har hovedpersonen, via Badminton Danmark, sendt en række skriftlige svar på nogle af de spørgsmål, som TV 2 Sport har sendt. Svarene er bragt i fulde længde nedenfor.
Du kalder det ”manglende omhyggelighed og sjusk” – kan du blankt afvise, at du har indtaget ulovlige midler, og det dermed har været et forsøg på at skjule brug af doping?
- Jeg kan pure og 100 procent afvise, at jeg har taget nogen form for ulovlige midler. Advarslerne i forbindelse med mine ’whereabouts’ skyldes udelukkende fejl i mine indberetninger.
Kan du uddybe, ”hvilke fejl der er blevet begået?”, som det nævnes i pressemeddelelsen – har du glemt at opgive, hvor du befinder dig, har du været et andet sted, eller hvad der er op og ned?
- Topatleter skal indberette, hvor vi opholder os tre måneder frem i tiden. En af fejlene er, at jeg ikke fik indberettet i tide. De to andre forseelser skyldes, at der er sket ændringer i de steder, jeg har været, og det har jeg desværre ikke har fået meldt korrekt ind til Anti Doping Danmark. Den tredje forseelse var i lørdags, hvor jeg var på familiebesøg i Jylland og ikke hjemme i København, som jeg oprindelig havde indtastet.
Hvornår fik du præcis din tredje og ”sidste” advarsel, og hvad gik der igennem dig, da du modtog den?
- Efter de to første advarsler har jeg virkelig gjort mig ekstra umage med mine indberetninger. Jeg har f.eks. haft en daglig alarm og en daglig påmindelse på min telefon, og jeg har haft et ”whereabout”-skilt hængende over min seng. Jeg kommer til at ærgre mig resten af livet over fejlen, og jeg er virkelig skuffet og vred på mig selv over det.
Du er 30 år, og Anti Doping Danmark siger, at strafferammen oftest er 1-2 år. Vil det være enden på din karriere, hvis du får +1 års karantæne?
- Jeg har kun haft få dage til at overveje situationen, så lige nu ønsker jeg egentlig bare fred og ro til at komme mig og finde ud af, hvordan jeg skaber det bedst mulige afsæt til min videre badmintonkarriere efter en karantæne. Men min plan er helt klart at vende tilbage.