Tæt på stor sejr - Dét siger Vingegaard få sekunder efter etapen
Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard ærgrer sig over, at han ikke formåede at holde Tadej Pogacar bag sig i en særdeles dramatisk afslutning.
Syv kilometer lige op i himlen. En længe ventet prøve for Jonas Vingegaard og de øvrige Tour-favoritter.
La Super Planche des Belles Filles dannede fredag rammen om det første bjergslag, og her bekræftede den 25-årige dansker i dén grad, at han er, hvor han skal være.
Jumbo-Visma-rytteren satte med få hundrede meter tilbage af 7. etape et angreb ind, og i et øjeblik så det ud som om, han havde fået skovlen under løbets førende rytter, Tadej Pogacar. På de sidste meter blev han dog overhalet af den stærke slovener.
- Det var en brutal afslutning, men jeg tror, jeg kan være glad. Jeg prøvede til sidst, men han kom med 20 meter tilbage, og jeg havde ikke et svar.
- Jeg prøvede bare at vinde etapen. Jeg åbnede måske lidt tidligt, men jeg har ikke noget at fortryde. Det var tæt på, og benene var gode, siger Jonas Vingegaad til TV 2 SPORT.
Fra bunden af den eksplosive og voldsomt stejle stigning satte Tadej Pogacars hold, UAE Emirates, sig frem og satte et hårdt tempo. På den sidste kilometer var det sloveneren selv, der satte sig frem for at lægge pres på sine rivaler, men det var hele tiden med Vingegaard klistret til hjulet.
Bekræftede god form
250 meter fra mål accelerede den danske Jumbo-Visma-kaptajn og formåede at distancere Pogacar, men den forsvarende mester leverede på de sidste meter et stærkt comeback.
- Selvfølgelig ville jeg gerne have vundet. Det var så tæt på. Det var til sidst, han overhalede mig, men det var en konfirmation af, at jeg er godt kørende, siger Vingegaard.
Tadej Pogacar henviste Jonas Vingegaard til andenpladsen. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix
Fredagens etape var det første rigtige bjergslag i dette års Tour. Allerede fra starten i næste uge får Jonas Vingegaard igen muligheden for at udfordre Tadej Pogacar.
- Jeg er bedre på de længere stigninger, eller det håber jeg i hvert fald. Benene føltes gode, siger Vingegaard.
Danskeren er nu nummer to i klassementet - 35 sekunder efter Pogacar.