Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Stiger din husleje på grund af inflationen? Sådan tjekker du selv

Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2

Flere lejerforeninger efterlyser handling fra regeringen for at holde hånden under de tusindvis af danskere, der bliver ramt.

Lejer du en bolig hos en privat udlejer, risikerer du store huslejestigninger på grund af inflation. Her kan du se, om du er ramt.

Lejerne af mindst 180.000 boliger risikerer, at deres husleje stiger markant.

Det skyldes, at private udlejere med den nye lejelov fra 2015 har kunnet regulere huslejen, så den følger nettoprisindekset.

Med andre ord: Jo højere inflation, jo mere kan huslejen sættes op.

Der kan dog være stor forskel på, hvor store huslejestigninger lejerne oplever.

Stigningerne kan nemlig tage udgangspunkt i inflationens niveau på forskellige tidspunkter.

Hvem bliver ramt?

Huslejeregulering, der følger nettoprisindekset, er typisk for lejere, som bor i enten nyere ejendomme opført efter 1991 eller ældre gennemrenoverede ejendomme, hvortil de er indflyttet efter 2015.

Siden der kom ny lejelov 1.juli 2015 har private udlejere kunne lade huslejen stige, så den følger den generelle inflation i samfundet.

Lejernes Landsorganisation vurderer, at omkring 95 procent af alle nye lejekontrakter, der indgås, har en bestemmelse om, at huslejen vil blive reguleret efter nettoprisindekset.

Indenrigs- og boligministeriet har ikke tal for, hvor mange boliger, hvis husleje reguleres med inflationen.

Fagfolk vurderer, at det drejer sig om mindst 180.000 lejeboliger.

Det kan være svært at gennemskue, om man er underlagt de nye regler eller ej, og hvor meget ekstra man kan risikere at skulle betale i husleje.

Derfor guider TV 2 dig her til at undersøge om – og i så fald hvor meget – din husleje stiger på grund af inflationen.

1. Tjek din kontrakt

Hvis du bor til leje hos en privat udlejer, skal du først og fremmest finde din lejekontrakt frem. For hvis din husleje reguleres efter nettoprisindekset, skal det fremgå tydeligt af kontrakten.

Du kan se, om huslejen er reguleret efter nettoprisindekset i lejekontraktens paragraf 11 ”særlige vilkår”. I mange tilfælde vil paragraf 11 være skrevet ind i et bilag til kontrakten.

Et eksempel på en formulering fra en lejekontrakt:

"Én gang årligt, med virkning den 1. januar, forhøjes den årlige leje, ekskl. vand og varme, i overensstemmelse med stigningen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks, efter reglerne i LL § 53, stk. 6."

Udlejeren bestemmer selv, hvornår reguleringen finder sted, men det skal fremgå af kontrakten. Og så behøver udlejeren ikke sende yderligere varsel forud for en huslejeregulering.

I ovenstående tilfælde er lejemålet omfattet af Lejeloven. Men er lejemålet derimod omfattet af Boligreguleringsloven, gælder der nogle særlige regler.

Her kan udlejeren nemlig vælge, at det kun er de dele af huslejen, der går til udgifter til ejendommen, der reguleres efter nettoprisindekset.

Har man en husleje på 5000 kroner, kan det for eksempel være de 1000 kroner, der går til udgifter, som så vil blive reguleret. Her slipper man altså billigere som lejer.

2. Tjek reguleringsmåneden

Når udlejeren har skrevet i kontrakten, at huslejen reguleres efter nettoprisindekset, skal det også fremgå, hvilken måned udlejer tager udgangspunkt i, når stigningen skal beregnes.

Et eksempel på en formulering fra en lejekontrakt:

"Forhøjelsen sker på baggrund af stigningen fra april måned 2 år før reguleringsåret til april måned året før reguleringsåret."

Her har udlejer valgt at lade udviklingen i nettoprisindekset for april måned være styrende for, hvor stor huslejestigningen skal være.

Hvad er nettoprisindekset?

Nettoprisindekset viser den gennemsnitlige udvikling i nettopriserne for varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug i Danmark. Det kan for eksempel være dagligvarer, brændstof og energipriser.

Nettoprisindekset opgøres på baggrund af cirka 25.000 priser, der indsamles fra omkring 1800 butikker, virksomheder og institutioner over hele landet.

Dermed har nettoprisindekset samme dækning af varer og tjenester som forbrugerprisindekset, men priserne fratrækkes så vidt muligt indirekte skatter, det vil sige moms og varetilknyttede afgifter.

Indekset anvendes især af private og offentlige virksomheder til regulering af kontrakter og huslejekontrakter.

Kilde: Danmarks Statistik

Reguleres lejen efter udviklingen i nettoprisindekset for april, sammenlignes forbrugerpriserne fra april sidste år til april i år.

Her er der sket en stigning i priserne på 6,5 procent, og derfor kan huslejen sættes op med samme procentsats.

Udlejeren fastsætter selv, hvilken måned man måler udviklingen i nettoprisindekset ud fra. Derfor er der forskel på, hvor stor huslejestigning man kan opleve.

3. Sådan udregnes stigningen

Når du har styr på, hvornår din husleje stiger, og hvilken måned stigningen skal udregnes efter, kan du finde den præcise huslejestigning.

Her skal du bruge yderlige to ting: Din nuværende husleje og Danmarks Statistiks Nettoprisindeks, som til enhver tid kan findes på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Herunder kan du se de procentvise stigninger i nettoindekset for det første halve år af 2022. De resterende måneders nettoprisindeks vil løbende blive opdateret på Danmarks Statistik hjemmeside, efterhånden som de beregnes.

I grafikken kan du altså aflæse den procentsats, som din husleje skal stige med. Det kunne eksempelvis være april måned med en procentvis stigning på 6,5 procent – men det afhænger altså af, hvad der står i din kontrakt.

Dernæst udregner du, hvad de 6,5 procent af din nuværende husleje er. Det tal lægger du til din nuværende husleje, og så har du din fremtidige husleje.

Eksempel på huslejestigning

En familie bor i en lejlighed i København, der koster 15.000 kroner om måneden i husleje.

I deres lejekontrakt står der, at huslejen reguleres én gang årligt per 1. januar, og at den reguleres efter stigningen i Danmarks Statistiks nettoprisindeks på baggrund af stigningen fra oktober måned to år før reguleringsåret til oktober måned året før reguleringsåret.

Hvis nettoprisindekset er steget med 10 procent i den periode, skal familien betale 10 procent mere i husleje. Det svarer til 1500 kroner om måneden, hvilket løber op i 18.000 kroner på et år.

I kontrakten står der yderligere, at når lejen reguleres, reguleres depositum og forudbetalt leje tilsvarende. Familien, der har betalt et depositum svarende til tre måneders husleje og tre måneders forudbetalt leje, skal altså af med yderligere 9000 kr.

Dermed får familien en samlet huslejestigning på 27.000 kr på et år.

Kilde: Danske Lejere

Vær opmærksom på, at din udlejer kan have specificeret i din kontrakt, at dit depositum og eventuel forudbetalt husleje også skal reguleres efter nettoprisindekset.

Der kan eksempelvis stå:

"Når lejen reguleres, reguleres depositum og forudbetalt leje tilsvarende, så disse til enhver tid svarer til det anførte antal måneders gældende leje, som er skrevet i lejekontraktens § 4. Opkrævning af regulering sker sammen med huslejeopkrævningen, og fordeler sig maksimalt over 3 måneder."

I så fald vil du udover din forhøjede husleje skulle have flere penge op af lommen, så dit depositum svarer til din nye husleje.

Normalt offentliggør Danmarks Statistik nye tal for inflation omkring den 10. i hver måned. Reguleres din husleje efter nettoprisindekset i en af de kommende måneder, kan du derfor holde øje med udviklingen her.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.