Sommerligt vejr på vej - så varmt bliver der i weekenden
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Arkivfoto. Der venter solrigt og varmt vejr i weekenden.
Der er udsigt til masser af sol og 20 til 22 graders varme hen over weekenden.
Efter nogle meget blæsende forårsdage, hvor mange sikkert har gået og skuttet sig i vinden, skifter forårsvejret nu for alvor til et nyt gear.
Et højtryk øst for Danmark stabiliserer nemlig vejret hen over fredag, lørdag og søndag, hvilket er med til at sikre en weekend med solrigt og varmt forårsvejr over det ganske land.
Mange skal også stadig holde konfirmationer, og i modsætning til store bededagsferien skal teltene nok blive stående uden de store problemer, da det bliver med mindre vind.
I det hele taget bliver vejret over Danmark de næste tre dage noget af det bedste i hele Europa.
Sommerligt vejr
Fredag starter formentlig med spredte skyer over den vestlige del af landet.
Men ret hurtigt bliver det i løbet af morgen- og formiddagstimerne med solrigt vejr til hele landet.
Det får temperaturen til at stige, og ud på eftermiddagen forventes der op mellem 20 og 22 grader, når det bliver varmest.
Vind er der ikke meget af, men den, der er, kommer fra øst. Derfor bliver det varmest ned igennem Vestjylland og i Nordsjælland, hvor vinden rejser længst over land.
Lørdag er det med masser af sol allerede fra morgenstunden og helt rolige vindforhold – perfekt vejr til udendørsaktiviteter.
Igen er det Nordsjælland og den vestlige del af Jylland, der kan se frem til de højeste temperaturer med 20 til 22 graders varme.
Men generelt er det med 15 til 20 grader i stort set hele landet. Det er kun Sydhavsøerne og Bornholm, som får det køligere, da man her er mere eksponeret for østenvinden.
Vejret gentager sig selv søndag, hvor varmen endda ser ud til at blive mere udbredt.
Med det fantastiske vejr i sigte er der nok mange, der vil søge udenfor. Er man udsat for solen i længere tid ad gangen, er det en god idé at huske solcremen.
Uv-indekset kommer nemlig op omkring 5, hvilket kan resultere i solskoldninger på under en time.
Danmark får noget af det bedste vejr
Weekendens stabile og solrige vejr skyldes et højtryk over de baltiske lande.
Dette højtryk er med til at give kontinentets bedste vejr over Danmark og det nordøstlige Europa.
Kigger man mod syd, er der derimod udsigt til køligt og ustadigt vejr over den centrale og sydlige del af Europa de næste dage.
Det er stort set kun den sydvestlige del af Den Iberiske Halvø, hvor man også kan finde både varmt og solrigt forårsvejr.