Sommerlig fredag i vente - men tåge kan drille meget af dagen
Foto: Aase Hansen / Privatfoto
Fredagen kan byde på en del sol, hvis morgenens tåge letter i tide.
Temperaturerne kan nå helt op til 28 grader fredag.
Fredagen er startet med tåge flere steder i landet.
Især mod nord, i øst og centralt i landet døjer man meget med tåge her til morgen, og det kan fortsætte ind i formiddagen.
Når tågen og de lavtliggende skyer engang forsvinder, åbnes der op til en flot sommerlig fredag, hvor temperaturerne igen ventes at stige til over 25 grader flere steder.
Tåget formiddag
Formiddagen tager fat, hvor morgenen slap, og byder fortsat på tåge eller lavthængende skyer flere steder i landet.
Som i de forgangne dage begynder tågen og de lave skyer at gå i opløsning, i takt med at dagen skrider frem, og solen får mere og mere magt.
Det fører til en opklaring de fleste steder i løbet af formiddagen.
Selvom der kommer plads til solen, vil det føles friskt til at starte med, da tågen og skyerne har en dæmpende effekt på temperaturen.
Ved frokosttid kan langt de fleste se frem til en del sol, dog kan man lokalt ved kysterne fortsat døje med tåge flere steder.
Endnu en sommerdag i vente - hvis tågen letter
Ud på eftermiddagen stiger temperaturerne i hele landet, og endnu en sommerdag venter.
De seneste prognoser peger på mellem 23 og 26 grader i det meste af landet og lokalt mod sydvest helt op til 28 grader.
Ved kysterne bliver temperaturerne noget lavere.
Samtidig er der risiko for, at morgenens tåge holder ved og måske endda kan vende tilbage i perioder. I såfald vil temperaturerne holde sig langt under 24 grader.
Risikoen for vedvarende tåge er størst ved Østersø- og Kattegatkysterne.
Midt på dagen trækker flere højtliggende skyer ind over landet fra nord og kan sløre for solen.
Det vil dog i høj grad stadig føles sommerligt.
Ud på aftenen falder temperaturerne igen, men holder sig over de 20 grader flere steder frem til klokken 21.