- Selv hvis Vingegaard bliver på dette niveau, kan han stadig vinde Vueltaen
Foto: TVMidtVest
Se hele interviewet med Jonas Vingegaard på TV MIDTVEST Play.
Jonas Vingegaard har endnu ikke selv ramt sit topniveau i Vueltaen. Grischa Niermann mener dog, at det alligevel er nok til at vinde.
Han er på en øjeblikkelig syvendeplads i klassementet i Vuelta a España.
Jonas Vingegaard er i samme tid som sin medkaptajn Primoz Roglic og bare 11 sekunder efter Remco Evenepoel. Alligevel er den danske Tour de France-vinder ikke helt på toppen endnu.
Det har Vingegaard selv fortalt efter flere etaper, og det bliver gentaget af Jumbo-Visma-sportsdirektør Grischa Niermann på Vueltaens første hviledag.
- Det er ingen hemmelighed, at han havde den perfekte forberedelse til Tour de France. Han havde også et højere niveau der, end han har i Vueltaen, men det er også en del af vores forberedelser. Han har det godt og er det rigtige sted lige nu. Han bliver kun bedre, siger Niermann til TV 2 Sport.
- Jeg synes, at han allerede har haft niveauet, der er nok til at vinde her. Men han er ikke den eneste. Han kan være virkelig tilfreds med det niveau, han har.
Jeg mener, at der stadig er otte ryttere, der kan vinde Vueltaen
Grischa Niermann, Jumbo-Visma-sportsdirektør
Bliver det bedre i tredje uge?
- Ja, det tror jeg. Det håber jeg selvfølgelig for ham. Selv hvis han bliver på dette niveau, kan han stadig vinde Vueltaen. Alle de etaper, der passer til ham, venter stadig forude, siger Grischa Niermann.
Jumbo-Visma-sportsdirektøren understreger dog først og fremmest, at holdets overordnede mål er at vinde Vueltaen. Og så er det ikke afgørende, om det er med Jonas Vingegaard, Primoz Roglic eller Sepp Kuss, der lige nu fører løbet.
- Det er nok ikke det, I (danskere, red.) gerne vil høre, men vi vil virkelig gerne vinde Vueltaen. Og jeg er ret ligeglad med, hvem af de tre det bliver med. Mit job er at sikre, at vi kører sammen som et hold. Det er ingen hemmelighed, at Jonas og Primoz gerne vil vinde – og nu også Sepp. Så hvis de selv kunne bestemme, vil de selv vinde.
Klassement - Vuelta a España 2023
1 Sepp Kuss Jumbo - Visma 35:23:30
2 Marc Soler UAE Team Emirates +43
3 Lenny Martinez Groupama - FDJ +1:02
4 Remco Evenepoel Soudal - Quick-Step +2:22
5 Mikel Landa Bahrain Victorious +2:29
6 Primož Roglic Jumbo - Visma +2:29
7 Jonas Vingegaard Jumbo - Visma +2:33
8 Enric Mas Movistar Team +2:33
9 Juan Ayuso UAE Team Emirates +2:43
10 João Almeida UAE Team Emirates +2:55
Kan håndtere tre kaptajner
Jonas Vingegaard og Primoz Roglic startede i en delt kaptajnrolle inden løbet, men duoen er blevet til en trio, da Sepp Kuss har vist storform og har kørt sig i fronten af løbet.
Grischa Niermann ser det som en stor mulighed, at de har mange heste at spille på, men det har UAE også, understreger han.
- Vi er taktiske og smarte nok til at klare det med tre kaptajner. Det gør det kun sværere for vores konkurrenter, siger sportsdirektøren.
- Jeg kan ikke fortælle dig vores taktiske idéer for næste uge. Man kan selvfølgelig udnytte, at man har flere kaptajner, men UAE har også tre kaptajner i øjeblikket. Jeg mener, at der stadig er otte ryttere, der kan vinde Vueltaen. Tre fra os, tre fra UAE, Enric Mas og Remco Evenepoel.
De tre UAE-ryttere, som Niermann henviser til er Marc Soler, Juan Ayuso og Joao Almeida. De er henholdsvis nummer to, ni og ti i klassementet.
Tirsdag skal rytterne i aktion igen, når der venter en enkeltstart på 25,8 kilometer.