Særligt vejrfænomen er årsag til det vilde sensommervejr
Atmosfærisk blokering giver varmt og solrigt sensommervejr den næste uges tid.
Mens både juli og august havde svært ved at mønstre stabilt sommervejr, så viser september sig omvendt fra sin smukkeste side.
For netop da årets første efterårsmåned begyndte, slog vejret for første gang siden juni om til mere stabilt vejr, hvilket i disse dage sikrer både solrigt og varmt sensommervejr over Danmark.
Faktisk er der udsigt til en periode med historisk mange sommerdage, hvor temperaturen dag for dag stiger. Meget tyder på, at september ender med at få flere meteorologiske sommerdage end henholdsvis juli og august.
Men hvad er årsagen til det forrygende sensommervejr? Svaret skal findes højt oppe i atmosfæren.
Vejrfænomen formet som et græsk bogstav
At efteråret er begyndt med så usædvanligt varmt og stabilt vejr, kan tilskrives en atmosfærisk blokering.
En atmosfærisk blokering er ret beset et kraftigt højtryk, der sørger for at holde fronter og lavtryk på afstand. I dette tilfælde er højtrykket placeret over Nordeuropa.
Det særlige ved denne blokering er, at luftbevægelserne højt oppe i atmosfæren snor sig omkring et lavtryk vest for Den Iberiske Halvø, videre rundt om højtrykket og ned omkring et lavtryk over Sydøsteuropa, hvilket danner det græske bogstav omega, der har lagt navn til blokeringen.
Når atmosfæren indretter sig i et strømningsmønster som et omega, bliver det ofte en meget stabil fordeling af vejrsystemer.
I dette tilfælde er det med højtryksvejr og sommervarme over særligt Nordvesteuropa, hvor temperaturen i halvanden kilometers højde nogle steder ligger op omkring 15 grader over det normale.
Omvendt er der køligt og ustadigt vejr i flere Middelhavslande. Mandag resulterede det blandt andet i et voldsomt uvejr ved den spanske hovedstad, Madrid.
Kulminerer i weekenden
Ifølge de seneste prognoser fortsætter det varme og solrige sensommervejr en uge endnu.
De højeste temperaturer forventes at blive målt i weekenden med næsten 30 grader, mens et varmepust i starten af næste uge ligeledes kan sende temperaturen op på det niveau.
Samlet set kan perioden ende med at give mindst ni meteorologiske sommerdage med 25 grader eller derover. Til sammenligning var der henholdsvis fem i juli og syv i august.
Efter tirsdag i næste uge er der dog udsigt til, at markant køligere vejr vil strømme ned over Danmark. Endnu er der en uge til, så der kan stadig nå at ske ændringer i prognoserne.