Så stor er chancen for hvid jul
Hvor stor er chancen for en landsdækkende hvid jul? Vi giver dig svaret hele december, hvor vi hver dag stiller hvidjulsbarometeret.
Hver dag frem til 24. december tager TV 2 Vejret temperaturen på julesneen – og holder øjnene stift rettet mod chancen for den hvide jul.
Til det formål bruger vi hvidjulsbarometeret, som viser, hvor mange procents sandsynlighed vi vurderer, der er for en landsdækkende hvid jul.
For at få landsdækkende hvid jul skal der om eftermiddagen juleaftensdag ligge mindst 0,5 centimeter sne i 90 procent af landet.
1. december er hvidjulsbarometeret sat til hele 25 procent chance for en landsdækkende hvid jul. Så der er alt mulig grund til at drømme om den ultimative julestemning.
Derfor står hvidjulsbarometeret, som det gør
Normalt sættes hvidjulsbarometer på syv procent 1. december, hvilket er den statistiske sandsynlighed for en landsdækkende hvid jul.
Men i år har et markant kuldefrembrud lagt Danmark i dybfryseren. Samtidig har spredte snebyger givet et snedække i en stor del af landet.
Sidst, vi så et lignende kuldefrembrud i november, var i 2010. Dengang fortsatte det iskolde vejr gennem hele december, hvilket resulterede i en hvid jul.
Selvom der er prognoser, som indikerer, at mildere vejr kan presse sig på om en uges tid, er der alligevel alt mulig grund til at være optimistiske i år med hensyn til sne juleaften.
Derfor begynder hvidjulsbarometeret på hele 25 procent – netop, fordi vi ofte med disse kuldefrembrud ser, at det kan vare meget længere, end prognoserne viser.
Mere om hvidjulsbarometeret
Hvidjulsbarometeret er efterhånden blevet indbegrebet af jul på TV 2 Vejret, hvor vi sædvanen tro allerede begynder ved julemånedens start som ved enhver anden julekalender.
De første dage af december er det svært at sige noget konkret om julevejret, og barometeret bliver derfor justeret med baggrund i statistisk materiale, langtidsprognoser, tendenser og måske et enkelt vejrvarsel.
Hvid jul - siden 1874
År med landsdækkende hvid jul i Danmark – siden år 1874:
2010
2009
1995
1981
1969
1956
1938
1923
1915
1887
1886
1876
Når vi kommer ind i den anden decemberuge, begynder de første "rigtige" vejrmodeller, som vi anvender på TV 2 Vejret, at vise os deres spæde bud på julevejret.
Dem vil vi anvende i forbindelse med justeringen af hvidjulsbarometeret, og de giver os allerede fra 8. december de første "rigtige" bud på, hvilken retning julevejret kan tage.
Frem til 15.til 16. december er usikkerheden fortsat meget stor i vores prognosemodeller, men fra cirka 10 dage før juleaften vil prognosen normalt blive mere og mere sikker – og flere prognosemodeller begynder samtidig at vise deres bud.
Fra fem til syv dage før jul bliver prognoserne dag for dag mere og mere sikre.
Siden 2013 har vi haft to lokale hvide jule. I 2022 var vi meget tæt på en landsdækkende hvid jul, da et større snevejr lillejuleaften gav et snedække i omkring 80 procent af landet juleaften. Derudover var der også lokal hvid jul i 2018.
I både 2009 og 2010 havde vi landsdækkende hvid jul. Begge år stod hvidjulsbarometeret på 100 procent juleaften.
Om det sker igen i år, kan du følge med i her på vejr.tv2.dk og i TV 2 Vejrets tv-vejrudsigter på TV 2 og TV 2 NEWS.