Prognoser viser sne juleaftensdag
Hvor stor er chancen for en landsdækkende hvid jul? Vi giver dig svaret hele december, hvor vi hver dag stiller hvidjulsbarometeret.
Hver dag frem til 24. december tager TV 2 Vejret temperaturen på julesneen – og holder øjnene stift rettet mod chancen for den hvide jul.
Til det formål bruger vi hvidjulsbarometeret, som viser, hvor mange procents sandsynlighed vi vurderer, der er for en landsdækkende hvid jul.
For at få landsdækkende hvid jul skal der om eftermiddagen juleaftensdag ligge mindst 0,5 centimeter sne i 90 procent af landet.
8. december er hvidjulsbarometeret skruet op til 20 procent chance for en landsdækkende hvid jul.
Derfor står hvidjulsbarometeret, som det gør
I dag er en speciel dag, da de første prognoser nu går helt frem til 24. december.
Selvom der stadig er lang tid til, hvor prognoserne kan nå at ændre sig flere gange, så kan de første indikationer på julevejret alligevel vise sig.
Og der er positive takter, hvis man går og drømmer om en hvid jul.
Ifølge den amerikanske vejrmodel, GFS, etablerer et kuldefrembrud sig i dagene op til juleaften.
I forbindelse med denne kulde kan der komme sne. Faktisk viser GFS, at der juleaftensdag kan ligge sne rundt om i landet.
Som bekendt er der endnu et stykke tid til juleaften, men også andre prognoser giver grobund for håb med køligere vejr end normalt i det meste af Europa i juleugen.
Derfor er vi på TV 2 Vejret positivt indstillet, og har dermed sat hvidjulsbarometeret op.
Mere om hvidjulsbarometeret
Hvidjulsbarometeret er efterhånden blevet indbegrebet af jul på TV 2 Vejret, hvor vi sædvanen tro allerede begynder ved julemånedens start som ved enhver anden julekalender.
De første dage af december er det svært at sige noget konkret om julevejret, og barometeret bliver derfor justeret med baggrund i statistisk materiale, langtidsprognoser, tendenser og måske et enkelt vejrvarsel.
Hvid jul - siden 1874
År med landsdækkende hvid jul i Danmark – siden år 1874:
2010
2009
1995
1981
1969
1956
1938
1923
1915
1887
1886
1876
Når vi kommer ind i den anden decemberuge, begynder de første "rigtige" vejrmodeller, som vi anvender på TV 2 Vejret, at vise os deres spæde bud på julevejret.
Dem vil vi anvende i forbindelse med justeringen af hvidjulsbarometeret, og de giver os allerede fra 8. december de første "rigtige" bud på, hvilken retning julevejret kan tage.
Frem til 15.-16. december er usikkerheden fortsat meget stor i vores prognosemodeller, men fra cirka 10 dage før juleaften vil prognosen normalt blive mere og mere sikker – og flere prognosemodeller begynder samtidig at vise deres bud.
Fra fem til syv dage før jul bliver prognoserne dag for dag mere og mere sikre.
Siden 2013 har vi haft to lokale hvide jule. I 2022 var vi meget tæt på en landsdækkende hvid jul, da et større snevejr lillejuleaften gav et snedække i omkring 80 procent af landet juleaften. Derudover var der også lokal hvid jul i 2018.
I både 2009 og 2010 havde vi landsdækkende hvid jul. Begge år stod hvidjulsbarometeret på 100 procent juleaften.
Om det sker igen i år, kan du følge med i her på vejr.tv2.dk og i TV 2 Vejrets tv-vejrudsigter på TV 2 og TV 2 News.
Flere artikler fra tv2.dk