Perfekt søndagsvejr - solrigt og næsten vindstille
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Afslutningen på weekenden kan næsten ikke blive bedre med en søndag, hvor vi flere steder kan ramme 20 grader.
Et højtryk sørger søndag for, at stort set alle i Danmark kan nyde godt af solskin, blå himmel og stille vejr. Og det ser ud til at fortsætte ind i næste uge.
Morgentimerne var flere steder præget og tåge og dis, men ud på formiddagen vil solen pryde himlen over hele landet fra en stort set skyfri himmel.
Søndag eftermiddag op til 20 grader
I løbet af søndag eftermiddag kan temperaturen ramme 20 grader eller lidt over, de steder hvor det bliver varmest.
De højeste temperaturer vil formentlig komme i den nordvestlige del af Danmark, men mange steder vil den generelt ligge omkring 20 grader.
Hele landet vil opleve blå himmel og solskin samt rolige vindforhold.
Det gode vejr fortsætter
Den kommende uge vil fortsat være præget af højtryk, som vil bidrage til at give Danmark tørt vejr og solskin.
Lavtryk presser på fra vest, og det vil efterhånden få vinden til at tiltage, så hele landet får frisk vind fra sydøst.
Det ser dog ud til, at lavtryk, fronter og regn holder sig over De Britiske Øer, mens Danmark får det gode vejr.