'Operation X' afslørede listeriafusk i fiskefabrik – nu kan direktør og ansat risikere fængselsstraf
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Whistleblower i fiskefabrik udleverede hemmelige dokumenter og skjult lydfil til TV 2. Nu kan det få alvorlige konsekvenser for chefen.
TV 2-programmet 'Operation X' afslørede for år tilbage, hvordan den nordjyske fiskefabrik Jelex Seafood havde manipuleret med en listeriatest, sådan at den fremstod negativ, selvom den i virkeligheden var positiv.
I kølvandet på programmet blev fiskefabrikken politianmeldt hele ni gange af Fødevarestyrelsen og politianmeldt af det laboratorium, som havde foretaget listeriatesten, som efterfølgende blev manipuleret.
Flere år efter har anklagemyndigheden nu valgt at rejse tiltale mod den tidligere direktør Jens Elsnab og en tidligere ansat i fiskefabrikken for at have kendt til, at der blev forfalsket dokumenter, som efterfølgende blev sendt videre til kunder.
Anklagerne fremgår af anklageskriftet i sagen, som TV 2 har fået aktindsigt i.
Ansat optog direktør i skjul
Hele sagen startede, da den tidligere ansatte i fiskefabrikken Karin Silva kontaktede redaktionen bag 'Operation X' og fortalte, at der var noget helt galt.
Hun havde som medarbejder i Jelex Seafood oplevet, hvordan en listeriaprøve var blevet manipuleret, sådan at testsvaret fremstod negativt, selvom prøven i virkeligheden viste, at den testede laks indeholdt listeria.
Den rigtige test og den manipulerede test udleverede Karin Silva til TV 2 og indvilgede i at tage en skjult mikrofon på og optage et møde med direktøren og ejeren af fiskefabrikken.
Under mødet kom det frem, at direktøren Jens Elsnab godt kendte til den falske listeriatest. Sagen førte til, at danske og udenlandske kunder opsagde samarbejdet med fiskefabrikken, og Jelex Seafood er i dag gået konkurs.
Tiltalt for grov dokumentfalsk
Efter 'Operation X'-programmet gik politiet ind i sagen og begyndte at undersøge forholdene, og her fire år efter har anklagemyndigheden rejst tiltale mod den tidligere direktør Jens Elsnab og en tidligere ansat i fiskefabrikken.
Af anklageskriftet fremgår, at de begge er tiltalt for dokumentfalsk af særlig grov karakter for i to tilfælde at have sendt en falsk listeriatest til udenlandske kunder, hvor det ene tilfælde er det, som fremgik af 'Operation X'-programmet.
Derudover er de også tiltalt for i flere omgange at have sendt falske dokumenter til kunder, hvor der var ændret i produktbeskrivelsen, produktionsdatoen, holdbarhedsdatoen, autorisationsnummeret og varepartinummeret.
Det fremgår af anklageskriftet, at de falske dokumenter er sendt fra den ansattes e-mail til kunder i udlandet med direktørens vidende eller stiltiende accept.
Det fremgår ikke af anklageskriftet, hvem der rent fysisk udarbejdede de falske dokumenter. Specialanklageren i sagen, Peter Møller Nielsen, fortæller til TV 2, at dokumentfalsk er en alvorlig sag, men vil ikke kommentere sagen yderligere.
Anklagerne er så alvorlige, at det kan ende med fængselsstraf.
Nægter sig skyldige
Hverken tidligere direktør Jens Elsnab eller den tidligere ansatte i Jelex Seafood har ønsket at kommentere sagen forud for retssagen, men deres forsvarsadvokater Mogens Olesen og Jan Snogdal oplyser til TV 2, at de begge nægter sig skyldige.
Selve retssagen mod de to tiltalte begynder 8. maj ved Retten i Hjørring, hvor der er afsat to retsdage til at behandle sagen.