Onsdag byder på efterårsvejr – torsdag vender sommervarme tilbage
Blæsende onsdag med stedvise byger, men også sol og varme.
Tirsdag var vi så tæt på at få en efterårsstorm som muligt. Ved Røsnæs i Nordvestsjælland blev der målt 24,4 meter per sekund, og storm begynder ved 24,5 meter per sekund.
Nu er vinden aftaget en del, og selvom vinden aftager yderligere i løbet af dagen, så er det alligevel en blæsevejrsdag.
Der er stedvise regnbyger fra morgenstunden, og her kan du følge dagens byger, som generelt bliver færre i løbet af dagen.
Formiddag med blæst og byger
Der er kuling ved Vestkysten, men allerede i løbet af formiddagen aftager vinden til hård vind.
De fleste byger vil optræde i Jylland, og på nedenstående grafik kan man se, at det nogle steder i øst ventes helt tørt.
Eftermiddag med sol og over 20 grader
I eftermiddagstimerne vil solen bryde mere frem, især over øerne. Temperaturen vil mange steder komme op over 20 grader, mens vinden er jævn til frisk. Det smager stadig af sommer.
Lige efter solnedgang vil termometrene stadig vise knap 20 grader.
Torsdag venter meget mere sommerligt vejr – i Østdanmark kan vi endda få 24 eller 25 grader.
En meteorologisk sommerdag er defineret ved at vi mindst et sted måler mindst 25 grader. Smagen af sommer er der stadig.