Nye detaljer om sagen i drabet på Hanne With
Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix
Hanne With blev dræbt nytårsnat 1989/90 i sin lejlighed i Fensmarksgade.
En 53-årig mand er foreløbigt varetægtsfængslet indtil 2. april og nægter sig fortsat skyldig i den 34 år gamle sag.
Selvom sagen er mere end tre årtier gammel, dukker der stadig nye oplysninger op i sagen om Hanne With, der blev slået ihjel natten til 1. januar 1990.
For sideløbende med politiets efterforskning har der været flere borgere, som har rakt ud til politiet med mulige oplysninger i sagen.
Det fortæller Brian Belling, der er chef for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, i TV 2s krimimagasin 'Skyggesiden'.
- Vi har fået 34 henvendelser, siden vi var ude og fortælle om den her anholdelse, siger han og tilføjer, at man ikke har haft held med at skabe kontakt til et anonymt vidne, der ringede til politiet i november 1991 om selvsamme sag.
DNA-spor i fokus
Den 53-årige mand blev anholdt 6. februar i år klokken 10.15 på det slagteri i Himmerland, hvor han arbejdede.
Her blev han på baggrund af gamle dna-spor og nyere efterforskningsmetoder anholdt og siden sigtet for drabet på den dengang 23-årige Hanne With på Fensmarksgade på Nørrebro, hvor den dræbte boede.
- Noget, der bestyrker mistanken mod ham, er, at han er i København på det tidspunkt. Han har ikke noget alibi på tidspunktet, hvor Hanne With bliver slået ihjel, siger Brian Belling.
Foruden den nu 53-åriges færden er det særligt den dræbtes cowboybukser, der har været i fokus. Her har man nemlig fundet spor med dna fem steder, hvor det ifølge retsgenetiske undersøgelser er mere end en million gange mere sandsynligt, at det stammer fra den sigtede, end at det ikke gør.
Og endelig er der også en lang række andre spor, som er blevet sikret og gemt gennem årene, der ifølge Brian Belling kan bruges i efterforskningen.
- Det er klart, at selve gerningsstedet er vi jo endnu ikke færdige med. Vi efterforsker stadig på fuld tryk på de spordele, der var dengang, og vi sidder og forfiner alle sporene ud fra at skaffe flere beviser simpelthen, siger han.
Frivillig varetægtsfængsling
Den 53-årige mand har siddet bag tremmer i fire uger, og i denne uge accepterede han en frivillig varetægtsfængsling i yderligere fire uger, mens politiet fortsætter deres efterforskning.
Men det er – ifølge Mette Grith Stage, der er den sigtedes nye forsvarsadvokat – ganske almindeligt i komplekse sager som denne.
- Jeg ved, at politiet har brug for tid til at efterforske, og at der derfor ikke er nogen som helst chance for løsladelse, uanset om klienten måtte være uskyldig. Så det er på ingen måde nogen indikation på, at man erkender sig skyldig, siger forsvarsadvokaten i 'Skyggesiden'.
I forbindelse med anholdelsen blev den 53-årige afhørt af politiet og ønskede ikke at få beskikket en forsvarer.
Og det er normalt ikke en strategi, som Mette Grith Stage anbefaler sine klienter.
- Tit bliver man chokeret over at blive mødt med en sigtelse, og særligt hvis sigtelsen er uberettiget. Derfor er det min opfattelse, at det er en god idé at slå koldt vand i blodet, siger hun.
Undersøger andre kvindedrab
Siden slutningen af 1970'erne er der sket 33 drab på kvinder, som politiet ikke er lykkedes med at opklare.
Det fremgår af en optælling, som TV 2 har foretaget af drabssager omtalt i danske medier, hvoraf flere af dem har fået bred opmærksomhed – blandt andet på grund af sagernes ofte bestialske karakter.
Og ifølge Brian Belling undersøger politiet, om den sigtede kan forbindes til andre uopklarede kvindedrab.
- Hvis vi ikke kender hans dna i forvejen, lægges det ind i vores spordatabase, som bliver holdt op imod alle de spor, vi har sikret os gennem mange, mange år, men hvor vi ikke har en gerningsmand, siger han og påpeger, at det også sker i denne sag.
Så det kan give noget på sigt, men lige nu er det et spørgsmål om at forfine det dna, der er?
- Ja, det er det, svarer Brian Belling.
Den sigtede er foreløbig varetægtsfængslet indtil den 2. april. Han nægter sig skyldig.
Du kan høre 'Skyggesiden' som podcast eller se det på TV 2 Play, når du vil.