Ny prognose - nu kommer sommervejret
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord
For første gang i 18 dage viser prognoserne 25 grader over Danmark.
Junivejret har længe været ustadigt og til den kølige side, men nu tyder alt på, at vi i næste uge kan få rigtige meteorologiske sommerdage tilbage med sol og over 25 grader.
Torsdag og fredag i denne uge passerer et højtryk og giver tørvejr og sol, men temperaturerne er stadig for lave til, at det kan blive til en rigtig meteorologisk sommerdag. Dem havde vi tre af i maj og to af først i juni.
Sommervejret begynder at tage form fra sankthans, det sker efter en lavtrykspassage lørdag.
Fra søndag sætter et højtryk nemlig kurs mod Danmark og trækker helt op over landet mandag.
Det giver stabilt vejr med sol og varme flere dage i træk, og allerede ved sankthans 23. juni bliver det langsomt, men sikkert varmere.
I næste uge får vi meteorologiske sommerdage
De højeste temperaturer om eftermiddagen stiger fra dag til dag frem til torsdag. Fra mandag kan vi komme over 20 grader og fra tirsdag til torsdag har prognoserne lige nu rigtige meteorologiske sommerdage med 25 grader eller mere i Danmark.
I løbet af torsdag bliver højtrykket presset østpå af lavtryk, der søger mod landet fra vest. Det er endnu usikkert, hvornår det lykkes lavtrykkene at komme så tæt på os, så de tilhørende fronter rammer os med skyer og regn.
Når fronter fra vest rammer os kan det blive med kraftig regn og byger, der lokalt kan blive med torden, hagl og kraftige vindstød. Det skyldes de store temperaturkontraster mellem sommervarmen og den kølige nordatlantiske luft lavtrykkene sender ned mod os.
Det sommervarme vejr er kun på visit for en stund
Højtrykket, der bringer det varme sommervejr, ser ikke ud til at blive liggende stille hen over Danmark, men vil over et par dage passere os. Det betyder, at vi ikke er på vej ind i en flere uger lang højtrykssommervarme.
Prognoserne bliver mere og mere usikre, jo længere frem i tiden vi forsøger at forudsige vejret. Derfor er det endnu noget usikkert, hvor længe vi får sol, tørvejr og varme.
Det er højst sandsynligt, at varme afsluttes med et kraftigt regnvejr med torden, men om det når helt ind til Danmark torsdag eller endnu senere er meget usikkert.