Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu strammes reglerne for fodboldklubejere i Danmark

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Gennem de seneste år har nogle pengestærke udlændinges opkøb af danske fodboldklubber trukket et spor af møgsager efter sig - blandt andet i Jammerbugt FC.

I Jammerbugt FC, der sidste år blev opkøbt af den tyske investor Klaus-Dieter Müller, er en række historier om blandt andet manglende udbetalinger af løn væltet frem.

Vil man købe sig til ”væsentlig indflydelse” i en dansk fodboldklub i de fire øverste rækker, skal man fremover leve op til en række nye krav.

Det oplyser Divisionsforeningen mandag i en pressemeddelelse.

Blandt andet må man ikke være straffet for hvidvask eller skatteunddragelse, have stor indflydelse i et bettingselskab, være fodboldagent eller have for mange konkurser bag sig.

Overholdes kravene ikke ikke, risikerer klubben at miste sin tilladelse til at indgå kontrakter med spillere.

Ifølge direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen er de nye krav blandt andet en reaktion på stadigt hurtigere ejerskifter med mere indviklede pengestrømme.

Det er en tilladelse, vi giver, og derfor er det også en tilladelse, vi kan fjerne igen

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen

Og samtidig opkøbes et stigende antal danske fodboldklubber af udenlandske investorer.

- Der er flere internationale investeringer. Det er der ikke noget galt med, men det gør, at hele billedet bliver kompliceret, og det giver mere grund til at sikre grundlaget for at turneringernes integritet bliver bevaret, siger Claus Thomsen til TV 2.

Han understreger dog samtidig, at dansk fodbold skylder sine ejere og investorer ”en kæmpe tak”, og at de nye regler ikke er sat i verden for at skræmme nye investorer væk.

Her er kravene til nye ejere

Fremover kan danske fodboldklubber miste sine kontrakttilladelser, hvis en ejer med mindst en tredjedel af stemmerettighederne i klubben:

  • Er straffet for økonomisk kriminalitet som hvidvask eller skatteunddragelse
  • Er i konkurskarantæne eller har "væsentlig og omfattende" konkurshistorik
  • Har "væsentlig indflydelse" i et bettingselskab
  • Er registreret som fodboldagent eller ejer en fodboldagentvirksomhed
  • Er underlagt ultimativ kontrol af en nationalstat
  • Har aktiviteter i lande placeret højt på diverse indekser for korruption, hvidvask eller terrorfinansiering

Derudover må en person eller gruppe af personer med "væsentlig indflydelse" over én klub i Herre-DM ikke eje mere end 20 procent af en anden klub i Herre-DM.

Hvis de to klubber spiller i samme række, er grænsen 10 procent.

Kilde: Spillerforeningen

Udenlandske ejere omgivet af skandaler

Gennem de seneste år har nogle pengestærke udlændinges opkøb af danske fodboldklubber trukket et spor af møgsager efter sig.

Blandt andet var førstedivisionsklubben Fremad Amager så sent som i marts tæt på konkurs under amerikaneren Josh Wallaces ejerskab.

Men allerede da han købte sig ind i klubben i december, kunne Tipsbladet på baggrund af amerikanske retsdokumenter fortælle, at Wallace har flere domme for bedrageri i millionklassen bag sig.

I Jammerbugt FC, der sidste år blev opkøbt af den tyske investor Klaus-Dieter Müller, er en række historier om blandt andet manglende udbetalinger af løn væltet frem. Jammerbugt FC spillede i den forgangne sæson i den næstbedste række, men rykkede ned.

I starten af juni fortalte den 23-årige, nigerianske back Solomon Ogberahwe til Nordjyske, hvordan han efter sin fars død ikke havde råd til at besøge sin familie, fordi han ikke havde fået løn.

- En flybillet koster 800 euro (cirka 5950 kroner). De penge har jeg ikke, så lige nu har jeg ikke mulighed for at komme hjem til min familie, sagde han til avisen.

Ifølge Spillerforeningen blev seks af Jammerbugt FCs spillere i april sat på gaden, fordi Klaus-Dieter Müller ikke havde betalt sin gæld til Jetsmark Idrætscenter, hvor spillerne boede.

Samtidig har ”de fleste spillere” i klubben ifølge Spillerforeningen været ansat på deltidskontrakter, selvom de trænede flere gange om dagen og dermed arbejde som fuldtidsansatte.

Det slog den tyske ejer dog over for DR hen som ”småfejl”:

- Vi har misforstået regler og begået fejl. Det må man indrømme. Men at Spillerforeningen nu bruger disse småfejl til at ødelægge klubben, taler for sig selv, lød det fra Klaus-Dieter Müller i et skriftligt svar til DR.

De tænker, at de skal tjene nogle hurtige penge

Spørger man TV 2 Sports fodboldredaktør, Carsten Werge, har de udenlandske investorers opkøb af danske klubber været "en blandet landhandel".

Mens nogle er lykkedes med at drive deres nyerhvervede klubber med stor succes, er det de færreste, der er sluppet godt fra investeringen.

- Det hele bunder jo i, at der sidde nogle folk ude i verden og tænker, at de skal tjene nogle hurtige penge. Så køber de nogle danske fodboldklubber og håber på nogle hurtige salg af spillere, siger Carsten Werge.

Allerede i marts indførte Divisionsforeningen en række krav til ejere af danske fodboldklubber.

Dermed skal de nu blandt andet gennemgå en test af hæderlighed og deltage i et kursus omkring løn, arbejdsvilkår og regler i dansk fodbold.

Men ifølge Carsten Werge har der længe været brug for mere kontrol med, hvem der køber sig ind klubbernes bestyrelser.

- Selvfølgelig vil de nok altid kunne placere en stråmand. Men i sidste ende er det er meget fornuftigt, at man laver nogle regler for at beskytte klubberne og dansk fodbolds renommé, siger han.

- Det er en tilladelse, vi kan fjerne igen

Det er Divisionsforeningen selv, der fremover vil vurdere, om en potentiel ejer overtræder de nye krav.

Men ifølge Claus Thomsen vil det ske med hjælp fra advokater og revisorer, og afgørelsen kan ankes til blandt andet fodboldens disciplinærinstans.

- Vi må ikke regulere skift i ejerskabet, men vi må regulere adgangen til at have spillerkontrakter. Det er en tilladelse, vi giver, og derfor er det også en tilladelse, vi kan fjerne igen, siger han.

Ifølge direktøren må tiden dog vise, om de nye krav er nok.

Og derfor vil Divisionsforeningen også løbende evaluere reglerne, siger Claus Thomsen:

- Vi tror på, at det øger kvaliteten i transaktionerne. Og vi tror på, at det er med til at sikre turneringernes integritet yderligere. Og så følger vi, om det skal justeres, opgraderes eller ændres.


Hus stod i flammer: Natten til søndag mistede 64-årig kvinde alt

Den 64-årig kvinde er blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

Klokken 3.17 natten til lørdag blev både politi og brandvæsen tilkaldt til en adresse i Østervrå, hvor et hus stod i flammer.

- Det var en frivillig brandmand, der ringede, og huset var helt overtændt, da vi ankommer, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Huset tilhørte en 64-årige kvinde, der kom ud af huset ved egen hjælp, hun måtte dog ifølge vagtchefen til tjek på sygehuset for røgforgiftning.

Kvindens hund kunne man dog ikke finde, og derfor formoder politiet, at den er død.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kvinden sigtet

Årsagen til branden var ifølge vagtchefen, at et stearinlys i vindueskammen havde taget fat i nogle planer, hvilket endte med at sprede sig.

- Man endte med at lave en kontrolleret nedbrænding, så der er kun brandtomt tilbage forklarer vagtchefen.

Den 64-årig kvinde er derfor blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

- Det er standard, påpeger vagtchefen og tilføjer.

- Når man vil bruge ild, er man nødt til at sørge for, at det ikke spreder sig.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.