Nordjysk landsholdsspiller har brækket benet
Foto: Jure Makovec/AFP/Ritzau Scanpix
Michala Møller er ikke med i den kommende landsholdssamling, da hun har fået et brud på lægbenet.
Hun blev liggende på banen og var i store smerter.
Det så ikke godt ud for bagspilleren Michala Møller, da hun blev skadet i slutningen af første halvleg i lørdagens ligakamp mod Ikast Håndbold.
Team Esbjerg-spilleren blev båret fra banen og kom ikke ind igen. Møller skulle i denne uge deltage i landsholdssamlingen, men Dansk Håndbold Forbund meddeler, at hun ikke vil være til stede, da hun har brækket benet.
- Michala Møller deltager ikke i denne uges landsholdssamling. I lørdagens kamp for Team Esbjerg fik hun et brud på lægbenet, som desværre holder hende ude i den kommende tid, skriver DHF på Twitter.
- Landstræner Jesper Jensen har valgt ikke at indkalde en erstatning. Vi ønsker Michala rigtig god bedring.
Møller har spillet 23 A-landskampe for Danmark og har været en del af de seneste slutrunder, hvor Danmark har vundet VM-bronze og EM-sølv.
Michala Møller deltager ikke i denne uges landsholdssamling. I lørdagens kamp for Team Esbjerg fik hun et brud på lægbenet, som desværre holder hende ude i den kommende tid. Landstræner Jesper Jensen har valgt ikke at indkalde en erstatning. Vi ønsker Michala rigtig god bedring. pic.twitter.com/J9KADdiKo2
— DanskHåndbold (@DanskHaandbold) February 27, 2023
Blev hurtigt tilset
Michala Møller landede uheldigt, da hun forsøgte at tackle Ikast Håndbolds Simone Petersen efter 24 minutters spil.
Spillet blev stoppet, og holdkammeraterne var hurtigt henne ved Møller sammen med Esbjergs medicinske personale.
De hjalp med at bære hende ud af banen, hvorefter hun blev tilset, og allerede dér var den første indikation ikke god. Efter kampen udtalte Jesper Jensen, der både er klubtræner i Esbjerg og landstræner, at der formentlig ventede Møller en pause.
På trods af Michala Møllers vandt Team Esbjerg med 37-24, og de er fortsat nummer to i ligaen.