Nordjyde vil ro 800 kilometer fra Kina til Japan i jagten på eliksiren til evigt liv

En 23 år ældre krop, geopolitiske spændinger og vanskelige sejlforhold i et tæt befærdet farvand kan dog potentielt spænde ben for det hele.

Tilbage i 2001 roede nu 54-årige Christian Havrehed – som den første dansker nogensinde – over Atlanterhavet med sin kinesiske ven, Sun Haibin.

Nu, over 20 år senere, skal de ud på et nyt eventyr, hvor de bogstaveligt talt følger i kølvandet på Kinas første kejsers hoftroldmand, Xu Fu.

quote Vi vil være den eneste robåd, så vi skal være meget påpasselige med ikke at blive sejlet ned. Ingen forventer en robåd i det farvand

Christian Havrered

Han blev for over 2000 år siden i år 210 f.Kr. på kejserens ordre sendt afsted på nogenlunde samme rute, hvor han skulle forsøge at finde formlen på eliksiren, der kunne give evigt liv.

Sagnet siger, at Xu Fu til sidst endte i landet Fusang, som nogle mener, kunne være det nuværende Japan, eller måske sågar Amerika.

Han vendte i hvert fald aldrig tilbage til Kina igen.

Christian Havrehed vil nu se, om det er muligt at gøre Xu Fu kunsten efter i en robåd.

Christian Havrehed.
Christian Havrehed.
Foto: Sebastian Muth

Blåbog - Christian Havrehed

Christian Havrehed er født i 1970 i Nibe og vokset op i Sønderholm.

Fik i 1986 et stipendium til at tage 2. og 3.g på United World College of the Atlantic i Wales. Her begyndte han ved et tilfælde at læse kinesisk oldtidshistorie og fik flere kinesiske venner på skolen.

i 1989 begyndte han at læse kinesiske sprog og mangement studier ved Durham Universitet i England. Han læste også et år på Remin Universitetet i Kinas hovedstad, Beijing.

Efter sin Bachelor i 1993 arbejdede Christian Havrehed for ØK i Beijing. Han drog senere til Hong Kong for at arbejde som management konsulent for KMPG. Her hjalp han blandt andet med at børsnotere kinesiske statsejede virksomheder.

Christian Havrehed er selvlært roer og kan ikke ro noget, der kan kæntre. På trods af dette blev han alligevel den første dansker, der roede over Atlanten i 2001. Han blev samtidig også den første dansker til at ro Danmark rundt med Lars Gabe i 2022.

Han var med som tolk og vagtleder på første del af togtet, da Troels Kløvedal og Nordkaperen sejlede op gennem Yangtze-floden i Kina.

Vanskeligt farvand

Turen vil ikke blot være ekstremt fysisk krævende, især da de to herrer er blevet det ældre, men farvandet er slet ikke egnet til et lystfartøj. Christian Havrehed påpeger, at det bestemt ikke er uden risiko at ro turen.

- Det Østkinesiske Hav er et af verdens mest trafikkerede farvande. Propfuldt af fragt- og krigsskibe og en kæmpe fiskerflåde. Vi vil være den eneste robåd, så vi skal være meget påpasselige med ikke at blive sejlet ned. Ingen forventer en robåd i det farvand.

Turen fra Kina til Japan i robåd.
Turen fra Kina til Japan i robåd.
Foto: Christian Havrered / Privatfoto

Man kan fristes til at spørge, hvorvidt det hele bare er udtryk for en midtvejskrise, men dette afviser Christian Havrehed med et glimt i øjet.

- Vi vil her i 2024, hvor Kina og Vesten rykker sig længere fra hinanden, vise, at de to parter sagtens kan samarbejde og udføre "umulige" ting sammen. Så længe der er en fælles målsætning, og man tør stole på hinanden, kan man udrette store ting, siger han.

Ocean-robåden, Yantu 2, der har krydset Atlanten fem gange og nu skal fra Kina til Japan.
Ocean-robåden, Yantu 2, der har krydset Atlanten fem gange og nu skal fra Kina til Japan.
Foto: Christian Havrered / Privatfoto

Yantu 2

Yantu 2 er navnet på den robåd, som Christian Havrehed og Sun Haibin skal sejle til Japan i. Den er bygget i England i 2003 og har følgende mål:

  • 7,2 meter lang

  • 1,8 meter bred

  • 1,5 meter høj

Yantu 2 har krydset Atlanten fem gange og skal nu snart tage turen fra Kina til Japan for allerførste gang.

Potentielt politisk minefelt

Men det er ikke kun den fysiske form hos de to mænd og de sejltekniske forhold, der er en udfordring for ekspeditionen. Det anspændte forhold mellem Kina og Japan, kan potentielt også gøre, at begge lande kan sætte en stopper for projektet, inden det overhovedet kommer i søen.

quote Hvis vores projekt var et rent kinesisk projekt, ville det hverken være velkommen i Kina eller Japan. Det ville være for politisk ladet

Christian Havrered

Forholdet mellem Kina og Japan har i nyere tid været præget af den 2. kinesiske-japanske krig, der fandt sted før og under 2. Verdens krig.

Særligt Nanjing-massakren, hvor op til 300.000 civile kinesere og krigsfangre blev slået ihjel af japanske soldater, sidder dybt i den kinesiske bevidsthed.

For nyligt er de geopolitiske spændinger mellem Kina og Japan kun strammet yderligere til efter besøget af den japanske premierminister, Fumio Kishida, i USA i april.

USA's præsident, Joe Biden, sammen med Japans premierminister og den filippinske præsident under det trilaterale topmøde i Washington 11. april.
USA's præsident, Joe Biden, sammen med Japans premierminister og den filippinske præsident under det trilaterale topmøde i Washington 11. april.
Foto: Kevin Lamarque (Ritzau / Scanpix)

Særligt det trilaterale topmøde mellem USA, Filippinerne og Japan i april er noget, som man ikke ser positivt på fra Beijings side.

De tre lande vil nemlig danne en modpol til det, som de ser som øget kinesisk aggresivitet og selvhævdelse i det Sydkinesiske Hav, men også omkring Taiwan-strædet.

Men mens resten af verden er optaget af geopolitiske stridigheder, vil Christian Havrehed lave turen som et mellemfolkeligt projekt og fejre den positive vinkel og den fælles historie, Kina og Japan deler. Det er således hverken et officielt kinesisk eller japansk projekt.

quote Derudover er vi blot to tossede, midaldrende eventyrere i en dansk båd med en dansk kaptajn. Det gør alt sammen, at vi går fri af det politiske og får en bred opbakning i begge lande

Christian Havrered

- Hvis vores projekt var et rent kinesisk projekt, ville det hverken være velkommen i Kina eller Japan. Det ville være for politisk ladet.

Men kejserens hoftroldmand, Xu Fu, der tog sejlturen fra Kina for mange år siden er netop noget, som både Kina og Japan kan være fælles om.

I kølvandet på kejserens troldmand

Det er ikke tilfældigt, at turen har et stort fokus på netop Xu Fu og hans rejse, forklarer Christian Havrehed.

- Xu Fu er en historisk person, som både japanerne og kineserne har en positiv opfattelse af på det mellemfolkelige niveau. Derudover er vi blot to tossede, midaldrende eventyrere i en dansk båd med en dansk kaptajn. Det gør alt sammen, at vi går fri af det politiske og får en bred opbakning i begge lande.

Statue af Xu Fu.
Statue af Xu Fu.
Foto: Fanghong, CC BY-SA 3.0

Xu Fu

Xu Fu var en kinesisk alkymist og opdagelsesrejsende. Han var hoftroldmand hos Kinas første kejser, Qin Shi Huang, under Qin-dynastiet (221 til 207 før Kristus).

I søgen på formlen efter evigt liv sendte kejseren Xu Fu på flere søfartsekspeditioner østpå.

Sagnet siger, at Xu Fu til sidst ankom til landet Fusang, som måske er det nuværende Japan, men som potentielt også kunne være Amerika.

Han vendte aldrig tilbage igen.

Adspurgt om projektet rent faktisk vil gøre en forskel, er Christian Havrehed ikke i tvivl

- Jeg tror helt sikkert, at roturen vil gøre en kæmpe forskel. Hvis det hele går godt, bliver det en lige så stor sensation, som da vi roede over Atlanten. Desuden får vi støvet Xu Fu af i både Japan og Kina samt introduceret ham til resten af verden.

Christian Havrehed påpeger desuden, at togtet også involverer en række ESG-initiativer (Environmental, Social and Governance, red.) omkring FN's Verdensmål nummer 14, der har fokus på livet under vandet.

FN's 17 Verdensmål.
FN's 17 Verdensmål.
Foto: UNDP

- Vi kommer til at sætte fokus på miljøproblemerne med mikrofibre fra tekstiler i havet. Det problem er lige så stort som mikroplastik, men meget mindre kendt.

Ingen økonomi i projektet

De to eventyrer skal dog ikke regne med at blive rige af togtet. Tværtimod. For som Christian Havrehed forklarer, er det et dyrt projekt.

- Der er ingen økonomi i det. Jeg har selv investeret en lille million indtil videre og tre år af mit liv på fuld tid kun dedikeret til projektet. Vi har brug for 300.000 kroner til at dække udgifterne på turen, fordi vi har brug for et sikkerhedshold i Japan.

Indtil videre er det lykkedes at rejse cirka 180.000 kroner i sponsorater, men de to herrer håber på mere, så de kan holde skindet på næsen.

Christian Havrehed og Sun Haibin arbejder nu på at få det sidste klargjort og fundet de sidste sponsorer, inden de stævner ud fra Kina 25. maj i år.

De vil efter planen ankomme til den japanske havneby Nagasaki 2. juni. Herefter vil de ro langs japanske kystområder og afslutter hele togtet 30. juni.


Seneste nyt

fra Nordjylland