Møllgaard er ny formand i spillerforening
Henrik Møllgaard overtager posten som bestyrelsesformand fra Bo Spellerberg.
White House-potential.
Et begreb, der betyder at 95 procent af de beslutninger, man træffer, er rigtige, som Casper Christensen forklarer i komedieserien Klovn. Om han selv også har det, taler håndboldspilleren Henrik Møllgaard om i samtaleprogrammet Playmaker.
Her fortæller han om at have holdninger til mangt og meget. Og det får han også brug for i det, der venter med den seneste titel, han kan tilføje til CV'et, som tæller verdensmester, familiefar og nu også bestyrelsesformand i Håndbold Spiller Foreningen.
Se også Henrik Møllgaard gæste TV2 Nords Tredje Halvleg, hvor han kommer et spadestik dybere hos holdnings- og meningsmennesket Møllgaard. Se nederst.
- Jeg er sikker på, at vores tilstedeværelse og stemme er evigt relevant og afgørende, i en sport som er under konstant forandring.
- At kunne fortsætte med at arbejde for bedre betingelser for spillere og fællesskabet i denne fantastiske sport, gjorde det et let valg at takke ”ja” til posten som ny formand, siger Henrik Møllgaard på foreningens hjemmeside.
Den 39-årige Aalborg-spiller med 216 landskampe og ni medaljer for Danmark træder op fra meningt medlem og overtager formands posten fra en anden stor håndboldskikkelse.
Bo Spellerberg blev i vinter ny cheftræner i ligaklubben København Håndbold og er derfor trådt ud af spillerforeningens bestyrelse og derfor også som formand. Men ikke uden lovord med på vejen fra afløseren, der faktisk har fulgt sin forgængers vej flere steder.
- Bo Spellerberg slæbte mig med som ”føl” for år tilbage, og jeg er utrolig glad for at kunne fortsætte i hans spor. Først som KIF Kolding-spiller, bestyrelsesmedlem, landsholdsspiller, og nu formand i HSF.
- Jeg har meget at takke Bo for i mit håndboldliv, han vil altid være et forbillede, siger Henrik Møllgaard.
Håndbold Spiller Foreningen består af ni medlemmer samt tre suppleanter, og har repræsentantskabsmøde til sommer. Tidligere har blandt andre Torsten Laen og den nuværende direktør i spillerforeningen, Torben Vinther, været bestyrelsesformand.
Flere artikler fra tv2.dk