Møllgaard bekymret for dansk stjerne
Foto: TV 2 SPORT
Arkivfoto.
Mathias Gidsel har selv ønsket at spille meget ved VM efter en skadesperiode, men det huer ikke Aalborg-profil.
Med 2 timer, 8 minutter og 34 sekunder på banen er Mathias Gidsel efter Niklas Landin den danske spiller, der har spillet mest i Danmarks første tre VM-kampe.
Füchse Berlin-backen er også Danmarks topscorer med 26 mål.
23-årige Gidsel er af de grunde vigtig for det danske landshold, men det er også vigtigt at passe på ham, for at håndboldherrerne igen kan blive verdensmestre, lyder det fra Aalborg Håndbolds Henrik Møllgaard. Og det er i sidste ende landstræner Nikolaj Jacobsens opgave.
Jeg mangler stadig noget skarphed, og det leder jeg stadig meget efter
Mathias Gidsel, landsholdsspiller
- Jeg håber da, at Gidsel står der til sidst. Han behøver ikke at vinde med 12 mål hver gang. Men det er jo Nikolajs opgave, og det er også dét, han kommer til at skulle stå på mål for til sidst.
- Hvis han brænder nogen ud, var det måske forkert. Og vinder vi ikke kampene i gruppen, var det også forkert. Det er dét, han skal bruge sin måned på. Det hele skal spille, når det skal afgøres, siger Møllgaard, der sad over mod Tunesien på grund af en skade i foden.
Gidsel har selv bedt om de mange minutter
Der er dog ingen grund til at være bekymret for Mathias Gidsel, lyder det fra Gidsel selv. For han har selv ønsket at komme på hårdt arbejde ved slutrunden efter flere uger uden håndbold grundet en fingerskade.
- Jeg har talt med Nikolaj om, at jeg har brug for at spille en masse. Både til træning og i kamp for at komme tilbage i rytmen.
- Jeg har sagt til ham, at jeg er frisk, og at jeg er i god form. Jeg har brug for at udnytte de her kampe, selvom vi er foran. For jeg mangler stadig noget skarphed, og det leder jeg stadig meget efter, siger Gidsel til TV 2 SPORT.
Faktisk bliver Gidsel sur, hver gang Nikolaj Jacobsen hiver ham ud på bænken.
- Jeg ved godt, at det er hans opgave at passe på mig, men jeg er en af de spillere, der har spillet mindst i 2022, siger Gidsel til Ritzau.
- I behøver ikke at være bange for Mathias
Umiddelbart har Nikolaj Jacobsen da heller ikke planer om, at Mathias Gidsel skal spille mindre.
- Han har spillet de sidste tre turneringer, hvor han har spillet igennem. I behøver ikke at være bange for Mathias. Han skal nok holde til det. Han skal nok holde til alle kampene, selvom han spiller igennem, siger landstræneren til TV 2 SPORT.
Nordjyske Magnus Saugstrup er den danske spiller med tredjeflest minutter på banen. Han har spillet 2 timer, 3 minutter og 26 sekunder.
Den kommende Aalborg-målmand Niklas Landin er tæt på 2 timer og 26 minutter.