Mangel på Antabus resten af sommeren – kontakt din læge
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Allerede i starten af april oplyste Lægemiddelstyrelsen, at der siden februar havde været forsyningsvanskeligheder med Antabus brusetabletetter i pakke af 400 milligram.
Hvis du er i behandling med Antabus, skal du kontakte din læge for en anden behandling.
Langt de fleste alkoholafhængige skal resten af sommeren finde en anden behandling end Antabus. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Årsagen er, at der er stor mangel på Antabus – eller som Sundhedsstyrelsens oplyser: Der er en beskeden mængde, der muligvis vil være tilgængelig.
Derfor opfordrer styrelsen flest mulige til at få en anden behandling, så der måske er nok til særligt sårbare patienter og dem med et særligt behov for behandling med Antabus.
- Hvis man er i behandling med Antabus, er det en god ide at kontakte sin læge og snakke om, hvad der er af alternativer, oplyser Simon Tarp fra Sundhedsstyrelsen.
Sidste år fik flere end 12.000 danskere Antabus.
Antabus og alkohol giver opkastning og svimmelhed
Antabus er det lægemiddel, der bliver hyppigst brugt til behandling og efterbehandling af afhængighed af alkohol.
Lægemidlet virker meget anderledes end andre tilgængelige lægemidler.
Det skyldes, at Antabus indeholder et stof, der forhindrer, at alkohol bliver nedbrudt i leveren. Det betyder, at man – hvis man sammen med Antabus drikker alkohol – bliver syg med blandt andet kvalme, opkastninger, svimmelhed og hovedpine.
- Derfor skal patienter være opmærksomme på, at en omlægning til andre lægemidler betyder, at de får en anden effekt af medicinen, oplyser styrelsen.
Siden februar har der været forsyningsvanskeligheder
Ifølge styrelsen er der tale om ”længerevarende forsyningsvanskeligheder”, der vil vare til starten af september.
Lægemiddelstyrelsen meddelte allerede i starten af april, at der siden februar havde været forsyningsvanskeligheder med Antabus-brusetabletetter i pakke af 400 milligram.
I slutningen af maj oplyste Lægemiddelstyrelsen desuden, at der fra juni til september også ville være problemer med at få leveret pakker med 200 milligram.
Årsagen i begge tilfælde er forsinkelser hos producenten Teva Denmark A/S.
- Der er en forsinkelse, som vi er kede af, og som vi arbejder på at få løst. Vi har en løbende dialog med Lægemiddelstyrelsen omkring situationen, oplyser Morten Nielsen, der er general manager for Teva i Danmark, til TV 2.
Han vil ikke oplyse, hvad forsinkelsen konkret skyldes.
I maj oplyste Lægemiddelstyrelsen desuden, at også producenten 2care4 ApS fra juni har forsyningsvanskeligheder med deres Antabus.
Styrelse: Andre lægemidler er bedre
Ifølge Sundhedsstyrelsen er der andre lægemidler tilgængelige – lægemidler, der ifølge styrelsen også er bedre til behandling af personer, der ønsker at stoppe helt med at drikke.
Det gælder blandt andet Acamprosat, der påvirker to signalstoffer i hjernen og mindsker trangen til at indtage alkohol – men til forskel for Antabus bliver man ikke syg af at drikke alkohol.
- Den nuværende situation med Antabus giver anledning til at overveje, om andre lægemidler er mere hensigtsmæssige, oplyser Simon Tarp.