Mæhle hyldes for vild VM-præstation
WhoScored har udvalgt Joakim Mæhle til VM-kvalifikationens hold fra Europa, og det er, ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker, fuld fortjent.
Robert Lewandowski, Harry Kane, Virgil van Dijk og Joakim Mæhle.
De første tre navne anses af mange som værende blandt de allerbedste spillere i verden. Det gør Joakim Mæhle trods alt ikke.
Alligevel har de fire noget tilfælles, for de er alle blandt de 11 udvalgte spillere, som det anerkendte analyse-bureau WhoScored har sammensat til VM-kvalifikationens bedste hold.
Landsholdsmæssigt har han nok været den bedste venstreback i 2021
Mads Junker om Joakim Mæhle
Præmissen for at kunne indgå på holdet er, at man som minimum har deltaget i 6 ud af de 8 eller 10 kvalifikationskampe. Herfra har WhoScored, via statistikker fra samtlige kampe, analyseret sig frem til de 11 spillere, der har præsteret bedst på deres position.
Og her er Mæhle, der spillede samtlige kampe for Danmark under kvalifikationen, altså udvalgt.
- Joackim Mæhle har scoret 5 ud af Danmarks 30 mål i kvalifikationen, og Atalanta-spilleren har fulgt op på sit imponerende EM med en række flotte indsatser. Den 24-årige har været en evig trussel i dybden og har i gennemsnit haft 1,1 nøgleafleveringer og 1,1 driblinger per kamp. Det har sikret Mæhle en score på 7.34, skriver WhoScored om Mæhles plads på holdet.
VM-kvalifikationens hold (WhoScored)
Målmand
- Benjamin Buchel 7.31 (Liechtenstein)
Forsvar
- Joao Cancelo 7.56 (Portugal)
- Harry Magure 7.67 (England)
- Virgil van Dijk 7.46 (Holland
- Joakim Mæhle 7.34 (Danmark)
Midtbane
- Steven Berghuis 7.90 (Holland)
- Dusan Tadic 7.86 (Serbien)
- Enis Bardhi 7.82 (Nordmakedonien)
- Memphis Depay 8.67 (Holland)
Angreb
- Harry Kane 8.18 (England)
- Robert Lewandowski 8.09 (Polen)
Ekspert berettiger Mæhles plads
TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker finder det helt berettiget, at Mæhle er en del af det imponerende hold. Faktisk har eksperten svært ved at finde nogle konkurrenter til danskerens plads.
- Når man kigger på hele VM-kvalifikationen og med tanke på hans position, kan jeg ikke komme på nogle, der har gjort det bedre. Han har spillet alle kampe, så det er ikke fordi, han bare har haft tre gode kampe.
- Han har været en fast del af et landshold, der har været rigtig godt spillende. Så jeg synes, Mæhles plads er berettiget ud fra kvalifikationen.
Faktisk har Mads Junker svært ved at finde venstrebacker, der nærmer sig det landsholdsniveau, Mæhle har haft i 2021.
- Det er svært at finde den der oplagte kandidat. Så skulle det være en af det spanske venstrebacker. Derfor er udtagelsen nok også ud fra, at der ikke er ret mange andre backer, der har spillet fast under kvalifikationen. Men det har også været en af Mæhles kvaliteter. At han har været fit og tilgængelig i perioden, siger Junker.
Mangler niveau på klubplan
Selvom Junker har svært ved at finde nogle venstrebacker, der præsterer bedre i landsholdsregi, er der fortsat lang vej for Mæhle, hvis han vil stryge helt til tops. Til det har niveauet i Atalanta været for lavt.
- Landsholdsmæssigt har han nok været den bedste venstreback i 2021, men på klubplan har han absolut ikke præsteret ret voldsomt.
- Det er sjældent at se spillere, der er så markante på deres landshold, men har sat så lille et aftryk på sit klubhold, siger Junker.
Joakim Mæhle, der scorer mål på samlebånd for landsholdet, har endnu ikke bidraget med hverken mål eller assist i denne Serie A-sæson. Og danskerens plads i Atalanta er ifølge Mads Junker heller ikke så sikker, som den kunne have været.
- Lige nu spiller han fast, men det er også på grund af skader, for han er blevet overhalet af blandt andet Davide Zappacosta.
- Det er blandt andet nogle taktiske forandringer, der gør, at han præsterer så meget anderledes i Atalanta end på landsholdet, siger Junker.
Mads Junker fremhæver også Danmarks modstand under kvalifikationen som en årsag til, hvorfor Mæhle har præsteret så flot i landsholdstrøjen. Niveauet i Serie A er bare væsentlig højere end hos mange af de danske modstandere i kvalifikationen.
Joakim Mæhle har siden sin debut på landsholdet i september 2020 spillet 23 kampe og scoret 8 mål.