Lokale tordenbyger truer mandag
Foto: Seerfoto
Temperaturen når i løbet af dagen kun lige over 20 grader.
Sidste uge i skolernes sommerferie lægger fra land med spredte byger over Danmark.
Fra morgenstunden er det særligt over en stor del af Midt- og Østjylland, at man kan blive våd af en regnbyge.
I resten af landet er det dog også en god idé at være bevæbnet med en paraply, hvis man står og skal ud af hoveddøren.
Især fordi der er udsigt til en mandag, som generelt byder på byger, der kommer og går. Stedvis kan dagens regnbyger give et lokalt tordenbrag eller to.
Sådan rammer regnbygerne
I morgen- og formiddagstimerne er regnbygerne koncentreret i den nordlige halvdel af Jylland samt de nordlige dele af Sjælland.
Lokalt kan bygerne udvikle sig til en tordenbyge. Størst risiko for det er i Østjylland og i Nordsjælland.
I den resterende del af landet holder det mest tørt med lidt eller nogen sol, men en lokal byge kan ikke udelukkes.
Ud på eftermiddagen befinder bygerne sig især over de sydlige og østlige egne af landet. Her fås det bedste sommervejr i den nordvestlige del af Jylland med tørvejr og solskin.
Når det bliver varmest i eftermiddag, er det med 18 til 21 grader på termometret. Lunest bliver det i de større danske byer såsom København eller Odense.
Vinden er meget ujævnt fordelt på tværs af landet. Mens det er mere eller mindre vindstille mod nordvest, blæser det omvendt med op til en frisk vind i den sydøslige del af Danmark.
Udbredt regn på vej
I aften bliver landet delt i to. I det nordlige Jylland er der udsigt til en decideret solrig afslutning på mandagen, mens det bliver noget mere skyet med spredte smådryp mod syd og øst.
I løbet af natten bliver bygerne afløst af et mere udbredt regnvejr, der tirsdag morgen forventes at ligge på tværs af Sydjylland, Fyn og Sjælland.