Lokal stemmesluger hænger valgplakater op for fire partier: - Vigtigst, at magten tipper
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Når slaget slår 12 hænger Kristoffer Hjort Storm valgplakater op for fire borgerlige partier.
En tidligere DF'er har allieret sig med fire partier for at overbevise vælgerne om, at de skal stemme borgerligt.
Fra når klokken slår 12 lørdag, er der en god sandsynlighed for, at du kan finde en lokal folketingskandidat i en lygtepæl nær dig.
Fire dage inde i valgkampen bliver det nemlig tilladt at hænge valgplakater op fra middag.
I stationsbyen Svenstrup ti kilometer syd for Aalborg forbereder Kristoffer Hjort Storm sig til dagens aktivitet.
Det vigtigste er, at magten tipper over
Kristoffer Hjort Storm
Han er tidligere kommunal stemmesluger for Dansk Folkeparti, men i dag løsgænger i Aalborg Kommune, hvor han er rådmand.
Til trods for at han ikke længere er tilknyttet et parti, har han alligevel meldt sig under fanerne - og han nøjes ikke med at hjælpe et parti, men hele fire.
Hjort Storm hænger plakater op for Danmarksdemokraterne, Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige.
- Det vigtigste er, at magten tipper over. Og så kender jeg alle kandidaterne, jeg hænger op for. Jeg kan stå inde for dem, siger Kristoffer Hjort Storm.
Regler for ophængning af valgplakater:
Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til otte dage efter valget.
Valgplakater må hænges op på master til vejbelysningen og til brug for elforsyningen på både offentlige og private veje. Derudover må valgplakater på offentlige veje også hænges på vejtræer, hegn samt på indretninger fæstnet i jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
Valgplakater skal ophænges forsvarligt på en sådan måde, at de ikke dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende udstyr, forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.
Valgplakater må endvidere ikke hænges op på en måde, der medfører skader på eller ændringer af vejtræer eller master til vejbelysning, hegn og indretninger til forsyningsvirksomhed. Det er derfor ikke tilladt at sømme, nagle eller skrue valgplakater op i træerne, ligesom der heller ikke må saves eller beskæres for at kunne hænge valgplakater op.
Ophængte valgplakater skal være forsynet med navn, adresse, e-mailadresse og telefonnummer på den fysiske eller juridiske person (eksempelvis partiorganisationen), der har iværksat ophængningen af valgplakaterne.
Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet
Har stadig en effekt
Det er borgerne i Guldbæk, Ellishøj, Godthåb og Ferslev, der vil møde løsgængeren i lygtepælene lørdag eftermiddag.
I en ellers digitaliseret verden tror han fortsat på, at valgplakaterne har en effekt. Også selv om han anerkender, at de ikke har stor æstetisk værdi.
- Jeg tror fortsat, valgplakaterne kan meget i forhold til det personlige stemmetal. Vi har det med at glemme det, vi ser på de sociale medier, når vi scroller igennem Facebook. Men kører du forbi en plakat hver eneste dag på vej til arbejde i tre uger, så kan det være, at det hænger fast.
Pape eller Ellemann?
I den borgerlige lejr har både Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V) meldt sig som statsministerkandidater, og Kristoffer Hjort Storm hjælper begge partier.
Han er blevet i tvivl om, hvem han helst ser som statsminister, hvis flertallet bliver blåt.
- Indtil for tre uger siden havde jeg sagt Pape, men jeg synes, der er lidt for meget rod i privaten, siger Hjort Storm.
Efter lidt betænkningstid siger han, at han håber, at statsministeren kommer fra det parti, der får flest stemmer.
- Det må være mest retfærdigt.
Et parti, Kristoffer Hjort Storm dog helt bevidst har fravalgt at føre kampagne for, er Moderaterne.
- Et parti, der ikke vil melde klart ud, hvem de peger på, er ikke et borgerligt parti. Han vil jo ikke afvise, han kan pege på Mette Frederiksen. Så er han jo ikke en del af blå blok, siger han.