Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Landin vendt hjem efter svær periode: - Hver dag var en kamp, og det var surt det hele

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

For Niklas Landin er det alene motivationen, der kommer til at afgøre, hvor længe karrieren fortsætter.

Det er en ny version af Niklas Landin, der er vendt hjem til Danmark efter flere år i udlandet.

Han var lige blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller.

Nu stod han overfor et valg.

Skulle fremtiden byde på et nyt udlandseventyr, eller var det tid til at vende hjem?

Niklas Landin valgte det sidste. For i virkeligheden var det slet ikke en svær beslutning. Det var en nødvendig. Ikke kun for ham selv, men også for dem omkring ham.

Længe havde det været en kamp i det tyske. Og til sidst stod det klart for ham: Egoisten måtte lægges på hylden.

I et interview med TV 2 Sport fortælller Niklas Landin om det menneske og den spiller, der vender hjem. Om at have opnået det hele og stadig bevare motivationen. Og om det rigtige tidspunkt at sætte et punktum for det hele.

Hver dag var en kamp

For halvanden sæson siden var det som om, at der var noget, der ændrede sig for Niklas Landin. Der flyttede nogle følelser ind, som han ikke kunne ignorere.

- Det var virkelig … Altså hver dag var en kamp, og det var surt det hele, og det strakte sig over en meget lang periode.

- Derfor gav jeg Kiel muligheden for at lede efter en ny keeper. Det er min drømmeklub og favoritklub i Europa, og jeg ville give dem de bedste arbejdsbetingelser for at finde en erstatning, så jeg meldte det tidligt ud.

Om vi taber eller vinder betyder næsten mere for min søn end for mig

Niklas Landin

Når du fortæller, at hverdagen var blevet sur, og at der var mange ting, der var blevet en kamp, hvad handlede det så om?

- Ej, men det holder vi i familien. Vi havde flere ting at kæmpe med både under og efter corona. Der var bare flere årsager til, at det var rigtig svært at være i en hverdag i det tyske.

- Det tog to og en halv dag at være på en udebanetur i Tyskland, og når jeg samtidig stod til rådighed for landsholdet, så var der bare nogle perioder i løbet af året, hvor børnene slet ikke så mig. Det blev bare for meget både med Bundesligaen og med landsholdet.

Mere konkret har Niklas Landin ikke lyst til at blive. Men der er en anden historie, som han gerne vil uddybe. Den handler om, hvordan han har lagt egoisten på hylden.

Egoet på hylden

Hvis Kiel havde tabt et point eller to kunne Niklas Landin blive i så dårligt humør, at han nærmest ikke kunne snakke med nogen, før næste kamp var spillet ... Og vundet vel at mærke. I dag går det væsentlig stærkere med at finde smilet frem efter et nederlag.

- Om vi taber eller vinder betyder næsten mere for min søn end for mig. Nogle gange vil han ikke tage i hallen, hvis der er en risiko for, at vi taber.

- Selv kan jeg sagtens stadig mærke, at håndbolden er vigtig for mig. Men det er ikke længere det vigtigste. Jeg lever meget igennem mine børn, hvis de har det godt, så har jeg det også godt og leverer bedre inde på banen.

Niklas Landin følte, at det var tid til at give tilbage til familien. For de har ofret og været med ham hele vejen. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Niklas Landins karriere har alle dage fungeret som pejlemærke for de beslutninger, der blev truffet. Det har menneskene tæt på ham mærket. På godt og ondt.

- Min kone har været med i det hele, hun er flyttet med hver gang og har jo også sat sin karriere på standby. Nu følte jeg, at det var tid til at give tilbage, så det var en familiebeslutning at tage til Aalborg, siger han.

Men betyder det, at du denne gang er gået på kompromis med dine sportslige ambitioner?

- Nej, jeg har opnået det, jeg ville med en udlandskarriere. Jeg har spillet for den største klub i verden, vundet titler og haft nogle fantastiske oplevelser over en periode på 11 år. Aalborg kunne præsentere et projekt, som jeg kunne se mig selv i – både som spiller og som menneske. Valget var nemt, fordi det var godt for hele familien.

Jeg mangler at opnå noget stort med et dansk hold

Niklas Landin

Kan være den sidste kontrakt

Kontrakten med Aalborg Håndbold kan være den sidste, som han har skrevet under på. Når han siger det højt, så er det som om, at det går op for ham, at årene er fløjet afsted, uden at han har lagt mærke til det.

- Det er eddermame gået stærkt, fra jeg var et ungt talent i starten af tyverne til nu, hvor jeg står som 34-årig og har oplevet så mange ting. Det føles som om, at det pludselig kommer meget tæt på, at tiden er gået så hurtigt.

Hvad kommer til at afgøre, om det rent faktisk bliver din sidste kontrakt?

- Ren og skær motivation. Det kan sagtens være den sidste kontrakt, men man skal aldrig sige aldrig. Lige nu tænker jeg ikke på, at der er en deadline om tre og et halvt år.

Men Niklas Landin har alligevel haft dage, hvor han har spekuleret over, hvornår det vil være passende at sætte et punktum for sin karriere på landsholdet, som han har været en del af, siden han blev udtaget tilbage i 2008 i en alder af 21 år.

Allerede for fem år siden under VM tænkte Niklas Landin på, hvornår tiden på landsholdet var forbi. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

- Jeg har tænkt over, hvornår Nikolaj ikke har lyst til at ringe til mig mere, og hvornår jeg ikke har lyst til at stå til rådighed for landsholdet mere. Men lige nu er jeg til rådighed, for jeg har stadig lysten til at spille slutrunder.

Sulten efter mere er der, selvom han har vundet alt. For Niklas Landin kan sagtens selv komme på noget, som han mangler, før et punktum for det hele kan komme på tale.

- Jeg mangler at opnå noget stort med et dansk hold


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

AaB’s Kasper Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at han hader at spille kamp på kunstgræsbaner.

Især på Silkeborgs kunstgræsbane, som går for at være den 'hurtigste' i Danmark.

Og efter AaB’s 1-1 kamp på selvsamme bane tilbage i oktober måned sagde samme Kasper Jørgensen lige efter kampen, at 'det er noget lort at spille på'.

Men Kasper Jørgensen må dog finde sig i lige nu at træne på AaBs nyanlagte kunstgræsbane på anlægget i Øster Uttrup, da græsbanerne er lukket ned for i år - men det er han helt indforstået med.

Og for en uge siden var Kasper Jørgensen og AaB tilbage på Danmarks hurtigste bane i Silkeborg, hvor de spillede 2-2 i den første af to kvartfinaler i dette års pokalturnering.

Mandag klokken 19.00 spilles returkampen på Aalborg Portland Parks grønsvær, og det glæder Kasper Jørgensen sig til. Først og fremmest, fordi kampen er på græs, og det, mener Kasper Jørgensen, er en klar fordel for AaB, fordi Silkeborg ikke kan få gang i deres hurtige kombinationsspil, som de er kendt for på kunstgræsbanen i Silkeborg. 

Brændte selv

På spørgsmålet om man helt burde forbyde at spille 3F superligakampe på kunstgræs, trækker Kasper Jørgensen på smilebåndet.

- Det skal jeg ikke kloge mig på, men jeg er klart mere til græs end kunst. 

Mandag gælder det en plads i semifinalen, hvor der skal findes en vinder.

Ultimativt kan kampen ende i en straffesparkskonkurrence, og derfor sluttede gårsdagens træning med intern straffesparks konkurrence, som træner Menno Van Dam bad os om ikke at filme.

Man skulle jo nødig afsløre, hvilke fem spillere der i givet fald skal sparke for hjemmeholdet.

Om det var kunstgræsbanens skyld, at netop Kasper Jørgensen misbrugte sit spark, da han til stor morskab for de øvrige spillere gled og sparkede bolden langt over målet, skal vi lade være usagt. 

Vinderen af mandagens kvartfinale går videre til en semifinale, som først spilles i 2025. Selve finalen spilles Kristi Himmelfartsdag 2025, og ikke i Parken på Nationalstadionet som man plejer. Den er i stedet henlagt til Brøndby Stadion.

Mandagens kamp kan ses direkte på Viaplay.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord