Koldfront med regn på vej ind over Danmark
Foto: Arne Prip / Privatfoto - arkiv
Gråt og blæsende fra morgenstunden, regn på vej.
Usædvanlig lun start på dagen onsdag med op til 16-17 grader flere steder.
Onsdag venter der en klassisk efterårsdag over Danmark med blæst og forbigående regn.
En koldfront er på vej fra nordvest, og den vil give regn og efterhånden koldere luft.
Danmark smager ellers fra morgenstunden på den europæiske varme med temperaturer, der ligger på 15-17 grader – og det er særdeles varmt for midten af oktober.
De fleste steder er det tørt i morgentimerne, men på Bornholm kan der kortvarigt opstå lidt byger.
Dagen igennem kan du følge regnvejret her eller i TV 2 VEJRETs app under fanen Radar & Kort.
Smager alligevel af efterår
Regnen er onsdag i de tidlige morgentimer på vej fra nordvest, og den vil trække ind over Nordvestjylland frem mod klokken 9.
Solen forventes ikke at komme til at bidrage til oplevelsen onsdag.
Frem mod frokost vil koldfronten nå det meste af Jylland, og hen ad eftermiddagen vil regnen nå Fyn og Sjælland.
Selvom luften er lun, vil onsdagen altså smage af efterår. Det er blæsende, og det vil mange steder regne i et par timer.
Bornholm er det sidste sted, hvor regnen når frem.
På bagsiden af koldfronten vil en opklaring brede sig fra nordvest, i det nordlige Jylland vil der komme lidt kig til solen ud på eftermiddagen.
Vinden vil friske op fra vest, og ud på aftenen bliver det meget blæsende i Nordjylland. Her kan man i aften og i nat få vindstød af stormstyrke.