Kødædende bakterie har slået 35 ihjel: Incidensen er højest i Nordjylland
Foto: Grafik / TV2 Nord
Den invasive streptokokinfektion kan føre til blodforgiftning og organsvigt og har været i kraftig vækst siden december 2022.
En invasiv streptokokinfektion har siden december kostet mindst 35 danskere livet.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) til TV 2.
Blandt de døde er to børn under 15 år.
Den invasive streptokokinfektion har været under kraftig vækst i hele landet siden december.
Selvom antallet af infektioner så ud til at toppe i januar, er antallet af infektioner i februar stadig langt over det normale niveau, lyder vurderingen fra SSI.
Streptokokinfektionen er fundet i hele landet.
Incidensen er aktuelt højest i Region Nordjylland og lavest i Region Hovedstaden og Region Syddanmark.
Hvad er streptokokker?
Streptokokker er en hyppig årsag til sygdom blandt børn, og der er i langt de fleste tilfælde tale om mild sygdom.
Bakterien kan i sjældnere tilfælde give halsbetændelse og – især hos børn – den meget smitsomme skarlagensfeber. Men den fører sjældent til endnu mere alvorlig sygdom som blodforgiftning og dødsfald.
Der er to grupper af streptokokker: Gruppe A og gruppe B.
Gruppe A-streptokokker kan i sjældne tilfælde gå i blodet og forårsage alvorlig sygdom hos især helt små børn, ældre og andre sårbare grupper. Og det er netop den, der lige nu spreder sig.
Kan dø af invasiv infektion
Bakterierne fra den invasive streptokokinfektion er blevet kaldt kødædende bakterier, fordi de kan føre til ødelæggende infektioner i muskulatur og væv. De kan også give blodforgiftning og organsvigt.
En ubehandlet infektion vil føre til død i 80 procent af tilfældene.
Det er derfor vigtigt at søge læge, hvis man har mistanke om at være ramt af bakterien.
Sådan lyder rådet fra overlæge Trine Nymark fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
Ifølge overlægen har man de seneste måneder oplevet at få flere patienter ind med den invasive streptokokinfektion, som kan give en livstruende infektionssygdom i kroppen.
Det skyldes, at streptokoksygdommen har været i opblomstring i samfundet i ganske betragtelig grad.
- Hvis vi ikke gør noget her og nu, så risikerer vi, at patienterne dør, siger Trine Nymark til TV 2.
I december 2022 har der været 11 dødsfald som følge af invasiv streptokokinfektion i Danmark. I januar 2023 er tallet 16, og i februar er det otte.
Tallet for februar er foreløbige tal, oplyser SSI til TV 2.
Moderat risiko for ældre
SSI skriver i sin seneste risikovurdering fra marts, at der aktuelt ses en stigning i antallet af infektioner med gruppe A-streptokokker (GAS) i Danmark.
GAS giver hver vinter og forår anledning til halsbetændelse, men på baggrund af coronarestriktionerne i 2020 blev antallet af sygdomstilfælde med GAS kraftigt reduceret.
Frem til efteråret 2022 har sygdommen ligget på et stabilt lavt niveau.
Langt de fleste personer, som bliver smittet, vil blot opleve at få almindelige infektioner som halsbetændelse, der nemt diagnosticeres og behandles.
Men i nogle tilfælde vil GAS give anledning til mere alvorlige invasive tilfælde, lyder det.
Af SSI's vurdering fra januar 2023 fremgår det, at risikoen for yderligere smittespredning af GAS i de kommende uger til måneder er lav for børn og voksne, men moderat for ældre og immunsvækkede.
Maner til ro
Peter Henrik Andersen er afdelingslæge ved Infektionsepidemiologi og Forebyggelse på Statens Serum Institut.
Han siger til TV 2, at man heldigvis kender den invasive streptokokinfektion rigtig godt, og at den normalt ikke er farlig.
- Men hvis den breder sig til blodbanen, så er det en farlig tilstand, der skal behandles hurtigt, forklarer Peter Henrik Andersen.
Siden december 2022 har SSI haft særligt fokus på infektionen, der især er farlig for den ældste del af befolkningen.
Afdelingslægen maner derfor til ro og forklarer, at det kun er i sjældne tilfælde, at den invasive streptokokinfektion kan være livsfarlig.
- Bakterien er følsom over for penicillin, men bliver man tiltagende dårlig på trods af behandling, skal man være ekstra opmærksom og kontakte sin læge, siger Peter Henrik Andersen.
Statens Serum Institut oplyser, at man følger situationen nøje omkring gruppe A-streptokokker både nationalt og internationalt.