Kendt nordjysk tv-personlighed er deltager i den nye udgave af ’Forræder’
Foto: Lotta Lemche/TV 2
18 kendte danskere skal igen i år spille et spil om sandheder og løgne.
Her kan du læse, hvem der tjekker ind på slottet.
Der er ikke længe til, at kåbeklædte kendte danskere igen skal lyve, myrde og bedrage.
Anden sæson af ’Forræder’ får premiere 12. april, og Lise Rønne skal igen styre slagets gang som spilleder.
Nedenfor kan du se, hvilke 18 kendte danskere der skal kæmpe om sølvbarrer i missionerne og mødes om 'Det runde bord'.
Nyt tiltag
Der er tilføjet et nyt element i denne sæson af ’Forræder’: En daggert.
Under missionerne kæmper deltagerne ikke kun om sølvbarrer, men også om adgang til Våbenkammeret.
Her kunne man sidste år vinde et skjold, der sikrede én mod at blive myrdet om natten. Som noget nyt, kan deltagerne også vinde en daggert, der giver indehaveren mulighed for at afgive en dobbeltstemme ved 'Det runde bord'.
Anthon Edwards, 25 år, sanger
Sanger Anthon Edwards blev landskendt, da han som 16-årig medvirkede i ’X Factor’ som en del af duoen Citybois sammen med makkeren Thor Farlov. Gruppen landede en fjerdeplads, men udgav siden flere singler, der ramte hitlisterne. Blandt andet ’Things We Do’, ’Purple Light’ og ’Finde tilbage’. I dag er Citybois opløst, men Anthon Edwards laver stadig musik og skal senere på foråret spille i Lille Vega.
Sara Slott, 36 år, atlet
Atlet Sara Slott gjorde sig for alvor bemærket i 2016. Her vandt hun OL-sølv i hækkeløb og sikrede sig guld ved europamesterskaberne i hækkeløb som den første danske kvindelige europamester i atletik nogensinde. Sara Slott stoppede sin karriere i 2021, og i dag er hun blandt andet DR's ekspertkommentator under de store VM-, OL-, og EM-begivenheder.
Emil Kondrup, 30 år, journalist og tv-personlighed
Emil Kondrup er kendt for sin galgenhumor og gåpåmod i tv-programmet ’Kondrup ka’ os’’. Her har tv-seere fulgt ham og kæresten støde på talrige udfordringer under deres store renoveringsprojekt af huset i Skørping. Emil Kondrup er derudover influencer, konferencier og podcastvært.
Pernille Højmark, 63 år, sanger og skuespiller
Siden 1988 har Pernille Højmark været forsanger i bandet Sweethearts, der har udgivet adskillige dansktopnumre som ’Flower Power tøj’ og ’Smilende Susie’. Mange kender sikkert også Pernille Højmark fra tv-skærmen. Hun har blandt andet medvirket i populære tv-serier som ’Taxa’ og ’Krøniken’.
Emil Trier, 25 år, youtuber og influencer
Mange gamere kender sikkert Emil Trier fra Youtubekanalen TrierGaming, hvor han sammen med sin tvillingebror lægger videoer op af, at de spiller Minecraft. De har fået så meget succes med Youtube, at de i dag kan leve som fuldtidsyoutubere og -gamere.
Mikkel Trier, 25 år, youtuber og influencer
Mikkel Trier er fuldtidsyoutuber og -gamer ligesom sin tvillingebror Emil Trier. Sammen har de Youtubekanalen TrierGaming, hvor de lægger videoer op af, at de spiller Minecraft. De har fået så meget succes med Youtube, at de i dag kan leve som fuldtidsyoutubere og -gamere.
Rasmus Andersen, 28 år, influencer
Rasmus Andersen er kendt som profilen Fartilbo på Instagram. Her deler han ud af sin hverdag som ung og single i Århus – og selvfølgelig livet med hunden Bo. Rasmus Andersen har desuden medvirket i tv-programmerne ’Sommerdrømme’ og ’Bachelorette’.
Jonas Eriksson, 49 år, forfatter og tidligere MMA-kæmper
Som MMA-kæmper var Jonas Eriksson blandt den første generation af professionelle. Siden er han gået andre veje, og i 2023 debuterede han med den historiske roman, ’Vejen hjem’, om Danmarks betændte fortid som slavenation.
Simi Jan, 44 år, journalist og forfatter
Simi Jan er prisvindende journalist, og har siden 2006 arbejdet som udenrigskorrespondent for TV 2 og har dækket adskillige konfliktområder, særligt i Afghanistan, Pakistan og Iran. Derudover har hun udgivet flere bøger. Senest ’Kære Kabul’ i 2022.
Anton Hjejle, 32 år, skuespiller
Skuespiller Anton Hjejle er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2018. Han har spillet med i en række film. Blandt andet filmen ’Klienten’ og tv-serierne ’Liberty’ og ’Noia’. Han kan i øvrigt ikke løbe fra sit kendte efternavn. Skuespilleren Iben Hjejle er hans fars kusine.
Lene Beier, 46 år, tv-vært
Tv-værten Lene Beier er oprindeligt lærer, men har siden 2009 været kendt for en række tv-programmer herhjemme. Hun er blandt andet vært på ’Landmand søger kærlighed’, ’Sommerdrømme’ og ’Beier bygger’. Hun er gift med Anders Beier, som hun har to sønner med. De har i øvrigt planer om at flytte til Østrig og drive et hotel.
Camilla Dalsgaard, 33 år, danser
De seneste tre år har den professionelle danser Camilla Dalsgaard været at finde på dansegulvet i tv-programmet ’Vild med dans’. Senest dannede hun par med Andreas Bo i 2023. Hun er vokset op på en danseskole som datter af danseparret Soffie og Jesper Dalsgaard og har nærmest danset hele sit liv.
Tinus, 35 år, drag-artist
Tinus de Schunard medvirkede i 2023 som dommer i DRs talentprogram ’Stjerneklar’ – og her blev han et kendt ansigt i den brede befolkning. Men længe inden da har han levet af at optræde. Tinus er autodidakt skuespiller og en af landet mest kendte drag-artister.
Birgit Aaby, 55 år, iværksætter
’Løvens Hule’, inden hun deltog i ’Vild med dans’ i 2019. Men længe inden da etablerede Birgit Aaby sig i det danske erhvervsliv. Som 29-årig startede hun rengøringsfirmaet Combi Service.
Heino Hansen, 39 år, komiker
Han er oprindeligt uddannet bager, men Heino Hansen har siden 2010 etableret sig på den danske comedyscene. Det år blev han nummer to ved DM i stand-up. Han havde premiere på sit første onemanshow i 2021. Derudover har han lavet en del tv, blandt andet ’Stormester’ og ’Hvad Heinos fatter gør’, inden han i 2023 var vært på Dansk Melodi Grand Prix.
Melissa Bentsen, 26 år, Influencer
På Instagram har hun 187.000 følgere. Hun er blandt andet kendt for sine før- og efterbilleder på Instagram. Her tager hun sine følgere med hele vejen, fra hun tager billeder, til de er redigeret helt færdigt. Ifølge flere eksperter kan de medvirke til at skabe mere realistiske kropsidealer.
Ophelia Pitzner, 21 år, studerende
Den 21-årige Ophelia Pitzner blev sammen med resten af sin familie landskendt i tv-serien ’Diamantfamilien’ i 2018. Hun er yngste datter af diamanthandleren Katerina Pitzner. Men hun er mere end det, og lige siden seriens start har danskerne lært Ophelia at kendte som sin helt egen med ben i næsen.
Bjarne Henriksen, 65 år, skuespiller
Den folkekære skuespiller blev landskendt, da han spillede med i Thomas Vinterbergs dogmefilm ’Festen’ i 1998. Siden har karrieren taget fart. Han har haft markante roller i blandt andet ’Hotellet’, ’Forbrydelsen’, ’Borgen’, ’Badehotellet’ og ’Ulven kommer’. For sin rolle i sidstnævnte vandt han en Robert for bedste mandlige skuespiller i en tv-serie.
Se første sæson af 'Forræder' på TV 2 Play her.
Flere artikler fra tv2.dk