Iskold, men smuk solskinsdag venter
Foto: Michael Guldbrandt / TV2 Nord (grafik)
Søndag bliver en smuk og solrig, men iskold dag.
De fleste kan se frem til temperaturer på under frysepunktet dagen igennem.
Efter en råkold juledag, som bød på den koldeste decembernat i 11 år, står danskerne igen i dag op til en iskold decembermorgen.
2. juledag er nemlig startet med udbredt hård frost, og flere steder i det centrale Jylland ligger temperaturen på mellem 10 og 13 graders frost.
Her til morgen ligger der en del rimtåge flere steder, og den kan blive hængende det meste af dagen.
Foruden at spolere en smuk solskinsdag, kan rimtågen også være farlig, og alle bør være varsom i trafikken, da rimtågen lokalt kan være tæt og med en sigtbarhed på under 100 meter.
Iskold formiddag - rimtåge i øst
Temperaturen stiger langsomt, i takt med at solen kommer frem fra sit skjul.
Dog ligger temperaturen stadig på iskolde -2 til -7 grader op af formiddagen, og det er koldest der, hvor rimtågen lægger en dæmper på temperaturstigningen.
Ellers står dagen på prangende solskin til store dele af landet, dog kan enkelte skyer ligge og genere lidt, især mod syd og øst.
På Sjælland, Lolland, Falster, Bornholm og i mindre grad Fyn og Sønderjylland, kan morgenens rimtåge blive hængende i løbet af formiddagen.
Solrig eftermiddag - men tågen holder ved
Eftermiddagen ligner til forveksling formiddagen, dog kun med lidt højere temperaturer.
Temperaturen stiger nemlig til mellem -4 og 0 grader, og lokalt kan man ved kysterne også komme op på en enkelt grads varme.
De steder, hvor rimtågen stadig generer, bliver det en anden oplevelse. Her kan temperaturen forblive iskold hele dagen på ned mellem 6 og 4 graders frost.
Det er igen især i den østlige og sydlige del af landet, at man kan opleve den vedvarende rimtåge om eftermiddagen.
I det meste af Jylland står det ellers igen på prangende solskin, og her bliver det igen en smuk vinterdag.