Ingen grund til panik – her kan du købe ind i påsken
Du kan sagtens få fyldt hylderne og køleskabet op i påsken. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Butikkernes omsætning afgør, om de må holde åbent i påskedagene eller ej.
Mangler du stadig de sidste påskeæg, sild eller fisk til påskebordet, så er der ingen grund til panik.
For selvom de fleste større butikker holder lukket i påskedagene skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag, så er der enkelte undtagelser.
Mindre dagligvarebutikker med en omsætning på under 43,4 millioner om året må nemlig have åbent i påskens fire helligdage.
Ifølge lukkeloven må bagere og byggemarkeder også holde åbent på helligdage. Det gælder også butikker med særlig beliggenhed - eksempelvis butikker i lufthavne eller på passagerskibe og tog.
TV 2 har samlet et overblik over butikker her.
Netto
Under dagligvarekoncernen Salling, der ejer Bilka, Føtex, Føtex Food og Netto, er det kun hos de to sidstnævnte, der vil være åbent i påsken.
Ud af Nettos 550 butikker holder 240 åbent, oplyser Salling Groups kommunikationschef til TV 2.
Præcis hvilke Netto-butikker der holder åbent, kan man se på Nettos hjemmeside under funktionen find butik.
Du kan se, hvilke af Føtex Foods butikker, der holder åbent på deres hjemmeside her.
Brugsen, Dagli'Brugsen og 365 Discount
Hos dagligvarekoncernen Coop har 700 af deres butikker åbent i påskedagene.
- Alle mindre butikker har åbent i påsken. Hos Coop er det alle 365 discount-butikker og alle Dagli´ Brugser, som med få undtagelser har åbent, siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, til TV 2.
Til gengæld holder Kvickly og mange af Super Brugsens butikker lukket i påskedagene.
Man kan orientere sig på enten Brugsen, Dagli´ Brugsen eller 365 Discounts hjemmeside.
Rema 1000
Hos den norske discountkæde Rema 1000 vil enkelte butikker have åbent i påskedagene.
På Rema 1000's hjemmeside kan man slå sin lokale butik op og se, om den holder åbent.
Min Købmand, Spar og Let-køb
Hos dagligvarekoncernen Dagrofa holder de små købmandsbutikker Spar, Min Købmand og Let-Køb åbent i påsken. Dagrofa har ikke noget samlet overblik over, hvilke der er åbne, men kommunikationschef Carsten Ritter anbefaler, at man selv tjekker sin lokale butiks åbningstider.
Du kan tjekke om din lokale butik holder åbent på henholdsvis SPAR, Min Købmand og Let-Købs hjemmesider.
Mange af MENYs butikker holder lukket. Du kan se, om det også gælder din lokale MENY her.
Hvem må holde åbent?
Mindre dagligvarebutikker, som har en omsætning under 43,4 millioner kroner, kan holde åbent på helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag samt efter kl. 15.00 på nytårsaftensdag, hvis de har indsendt en revisorerklæring.
Dagligvarebutikker med en omsætning under 18,7 millioner kroner kan holde åbent på helligdage mv. uden at indsende en revisorerklæring.
Derudover kan visse særligt beliggende butikker holde åbent. Det gælder:
Butikker i udstillingslokaler, forlystelseshaver, dyreparker og lignende.
Serviceanlæg beliggende på motorvejsnettet.
Butikker beliggende i passagerskibe, fly og tog til betjening af de rejsende.
Butikker beliggende i lufthavne, hvorved forstås butikker i samme bygning som lufthavnens egne faciliteter til betjening af de rejsende.
Butikker beliggende på lejrpladser for den tid af året, hvor lejrpladsen er åben for lejrgæster.
Butikker beliggende i jernbanestationer og rutebilstationer, hvorved forstås butikker i samme bygning som stationens egne faciliteter til betjening af de rejsende.
Omsætningen må dog ikke overstige p.t. 41,4 mio. kr. inkl. moms.
Bagerbutikker.
Byggemarkeder.
Butikker, hvis omsætning hovedsagelig stammer fra salg af udvalgsvarer, der hører til hus og have. Den enkelte butiks samlede omsætning må dog ikke overstige p.t. 41,4 mio. kr.
Udsalgssteder på markeder, udstillinger, messer, dyrskuer, homeparties og lign.
Kilde: Erhvervsstyrelsen