Hans nervesystem er ikke faldet til ro endnu.

Der går lige to til tre dage, fra Morten Carl ankommer, til han føler sig til rette. Det gør han i morgen – tror han.

Sådan er det med posttraumatisk stress. Skift tager tid, når man skal vænne kroppen til, at der ikke er fare på færde.

For det er der ikke her på veterancenteret Surfgården mellem Limfjorden og Vesterhavet godt ti kilometer sydvest for Thisted. Det er her, at han bliver nødt til at opholde sig.

Danskerne kender ham måske bedst fra den aktuelle sæson af 'Korpset'.

Her er han en af tre instruktører, der med sin erfaring som elitesoldat skal presse årets deltagere til deres yderste. En erfaring, der for nogle år siden fik Nordjyske til at kalde ham “landets sejeste elitesoldat”.

Men i dag føler Morten Carl sig knap så sej.

På Surfgården, der er et rehabiliteringstilbud til ptsd-ramte, bor han sammen med 17 andre veteraner og tidligere politibetjente og fængselsbetjente.

De er her for at få det bedre. For at få dæmpet et nervesystem, der igennem halve og hele liv er blevet overbelastet i forreste skudlinje.

For Morten Carls vedkommende var det, da han stod i første række, at han følte sig hjemme. Han er Danmarks eneste soldat med en fortid i både elite- og specialstyrkerne Frømandskorpset, Jægerkorpset og politiets Aktionsstyrke, og det cv vidner om en mand, der blev ved med at søge mod grænsen og mod nye mål uden at se sig tilbage.

Det var helt normalt, troede han.

Men det var det slet ikke, har han erkendt alt for sent.

Fange bølgen

På Surfgården har Morten Carl lige deltaget i ugens onsdagsmøde, og inden da var der gruppeterapi.

Nu er der ikke noget på programmet, så et par stykker vil til stranden. Han har snakket med nogle af de andre om at tage ud at surfe i aften. Ud i vandet med brættet, igennem brændingen, vente på bølgen, fange den og så op at stå. Lykkes det ikke, kan det også noget bare at sidde ude på havet.

For enden ad en lang, mørk gang på Surfgården bor han på et værelse, der er på størrelse med en fængselscelle.

Her er en seng, et skab, et toilet og et bad. I begyndelsen var det mærkeligt for en voksen mand med hus at flytte ind på så lidt plads. Men nu sætter han pris på det. Der er, hvad man skal bruge, tænker han.

Udenfor i solen tager Morten Carl en dyb indånding og siger, at her er stille.

Det eneste, der kommer igennem luften her, er den evige vestenvind og tusindvis af hvirvlende hvide mælkebøttefrø. Og det eneste, man kan høre, er den høstende mejetærsker på marken og bilernes svage summen derude på hovedvej 11.

Drømmen gik i opfyldelse

Men der er endnu mere stille en uge tidligere.

Morten Carl er hjemme på sit landsted et stykke nordvest for Helsinge. Langt væk fra den larm og de mennesker i København, han dengang for tre år siden ikke vidste, hvorfor han måtte flygte fra.

Han bor sammen med sin kone, sine tre børn på et, fire og syv år, og så har hans svigerforældre nabohuset på samme adresse. Her er han én uge, så to uger på Surfgården, hjemme én uge og to uger på Surfgården.

Sådan er hans liv lige nu.

En ulykkelig konsekvens af den karriere, som begyndte en efterårsdag i 2006, da den dengang 23-årige Morten Carl fik sin drøm opfyldt. Efter otte uoverskuelige og udmarvende måneder på elevskolen blev han optaget i det for mange uopnåelige Frømandskorpset.

Selvom Morten Carl under den hårde elevskole kun kunne tænke en uge frem, nogle gange kun en dag eller en time, vidste han, hvad der ventede ham:

En udsendelse. En krig til et sted, hvor fjenden ikke var skuespillere med løs krudt.

Danmark deltog dengang i den amerikanskledede indsats i Afghanistan, og her bidrog også Frømandskorpset. Som alle andre soldater skulle Morten Carl skrive afskedsbreve, testamente og planlægge sin begravelse, inden han tog afsted. I brevene til sin familie gjorde han det klart, hvor meget han holdt af dem, at han tog afsted “med åbne øjne”, og at han ikke ville fortryde noget.

- De skulle vide, at jeg i mødet med døden ville acceptere min skæbne, siger han.

Særligt inden han tog afsted, tænkte han en del på risikoen for at komme til skade eller blive slået ihjel i Afghanistan. Det var alvorlige emner for en ung mand midt i 20’erne.

Men da Morten Carl i 2008 for første gang landede i nærheden af Kabul, besluttede hans krop sig for, at her skulle og kunne man ikke være bange.

Et overlevelsesinstinkt

Frømandskorpsets missioner er nærmest per definition hemmelighedsstemplet.

Morten Carl siger, at han desværre ikke kan fortælle om sine udsendelser, men under den første i Afghanistan var han både på opgave i kampzonen og hjalp til på et felthospital.

- Jeg kørte ud i krigen den ene dag og så konsekvenserne af krigen den næste. Råt for usødet, siger han.

Ude i krigen var det med en krop i højt alarmberedskab, tunnelsyn og fingeren på aftrækkeren. I nærkampene boblede ren aggression frem i Morten Carl. Han betragter sig selv som en blød og tænkende mand, så det var voldsomt at opleve sig selv på den måde.

- Jeg lærte at skelne mellem aggression og ondskab. Det har været svært at håndtere. Ondskab sniger sig ind i krig fra alle sider og bliver normalt. Aggression er et overlevelsesinstinkt, siger han.

På felthospitalet kom der en dag en engelsk soldat ind. Han havde fået benet sprængt af og havde ulideligt ondt. En anden dag var det en lille afghansk pige, der var blevet slemt forbrændt i en eksplosion. Og en tredje dag var det en gammel mand, der havde stået på det forkerte sted og tilfældigvis var blevet skudt.

Morten Carl registrerede dem kun. Men lige så snart han kom tilbage til Danmark, begyndte den engelske soldat, den afghanske pige og den gamle mand at hjemsøge ham i mareridt. Når han endelig faldt i søvn, drømte han om folk, der kom til skade, om lemlæstelser og rigtig meget blod.

Da han var i Frømandskorpset, var der ikke tradition for at tale om den slags, og hvad det gør ved soldaten og det menneske, der er soldaten. Så Morten Carl troede, at svedture, mareridt og problemer med at falde i søvn var en del af jobbet.

En almindelig arbejdsskade, som når andre får ondt i ryggen efter en lang dag i kontorstolen.

Noget sneg sig ind

Der var heller ikke tid til at tænke for meget over det.

I Frømandskorpset handlede det for ham om at blive udsendt. Det blev også måden at holde mareridtene på afstand.

Når han var ude, havde han det godt. Derfor var han hurtigt tilbage i Afghanistan, og han var også med på missioner til Adenbugten i Somalia for at bekæmpe pirater.

Efter fire år i Frømandskorpset stoppede Morten Carl for at tage en lederuddannelse i Hæren. Her hørte Jægerkorpset til, men han kunne ikke skifte tilbage til Søværnet, hvor frømændene havde hjemme. Morten Carl blev derfor låst i Hæren.

Han ved godt, at det lyder nonchalant, når han siger det, men “lidt i trods tog jeg til jægersoldatoptagelsesprøven”.

For kunne det ikke være anderledes, ville han ind i Danmarks anden elitestyrke. En for mange lige så uopnåelig drøm som at komme ind i Frømandskorpset. Men Morten Carl gik hele vejen og var nu også jægersoldat.

Han skulle ud til en ny grænse.

Der var dog noget inde i ham, der ikke sad rigtigt, kunne han mærke.

- Det var, som om noget begyndte at snige sig ind på mig. Jeg blev ængstelig. Bare under træningen kunne jeg blive meget ængstelig. Det var mærkeligt, tænkte jeg. Men jeg gik ikke ind i det. Jeg satte mig bare nye mål. Så længe der var et mål, som krævede noget kapacitet af mig, kunne jeg retfærdiggøre, at mit alarmberedskab var højt, siger han.

Han var to år i Jægerkorpset, inden han fik job i kontraspionageafdelingen i PET og videre til lederstillinger i Trustpilot og Danske Bank. Men når han fandt sig til rette i jobbene, fulgte hans nervesystem og hans alarmberedskab ikke med.

Det buldrede stadig derud af. Når det var allerværst, isolerede han sig i to uger for at få styr på sig selv.

I Morten Carls hoved var der kun én ting at gøre. Han måtte tilbage i forreste linje, og aktionsstyrken i PET var det næste naturlige valg for ham at søge hen.

Det var hele tiden videre.

Sammenbruddet

En dag i 2020 sad Morten Carl i sin bil på vej hjem fra PET’s hovedkvarter i Søborg.

På motorvejen fik han det pludselig dårligt og faldt om. Han lå hen over gearstangen og over passagersædet, mens han stadig holdt fast i rattet, og foden trykkede på speederen. Han var ved bevidsthed, men var lammet.

Mens bilen fortsatte i høj fart, fik han trukket sig så højt op, at han akkurat kunne se ud af forruden, hvor han fik øje på en afkørsel.

"Jeg dør nu", tænkte han, da han liggende drejede af motorvejen, holdt ind og ringede 112. Så kollapsede han. Ambulancen kom, og han blev tjekket for det hele. Men alt var fint. Det var nok et angstanfald, mente lægerne.

Det troede Morten Carl også.

Han vidste ikke hvad, men noget var helt galt.

Det var sikkert kommet af, at han havde for meget fart på, var hans teori. Han havde også brokket sig over, at han følte sig stresset. Og når han kom hjem fra en opgave, kunne han ikke falde ned eller i søvn. I mange år – lige siden 2008 – havde han været i stand til at kontrollere det, når han fik følelsen. Men ikke længere.

- Nu kom det for fuld smadder, siger Morten Carl.

Den høje pris

Det er med ryggen mod Surfgårdens indkørsel, at han har fundet en plads i solen. Som nævnt er hans nervesystem ikke faldet på plads endnu, men han er alligevel så meget i balance, at han ved, at de biler og de skridt, han hører bag sig, ikke er farlige.

I morgen bliver han måske nødt til at sidde op ad en væg, så han kan følge med i, hvad der foregår. Det er ikke til at forudse, og når man har med ptsd at gøre, er forbedringerne ikke lineære.

Det er i det hele taget en vanskelig og kompliceret lidelse, som en ud af ti tidligere soldater har ifølge Veterancenteret. Mange oplever, at reaktionen kommer flere år efter en udsendelse, mens en norsk undersøgelse fra 2019 viste, at de soldater, der har været vidne til andres lidelser, har stor risiko for at få psykiske problemer.

Det er lige præcis det, Morten Carl har set, der stadig hjemsøger ham.

Da han sagde op i PET, og det blev forår i 2022, blev hans tilstand kun værre.

Han havde ingen frontlinje at flygte til. Psykologsamtaler, som kun var noget, man jokede om i Forsvaret, hjalp ikke. Det gjorde alverdens medicin heller ikke. Det var derfor, at han i begyndelsen af sommeren endte på Surfgården.

I terapien er han nødt til at tale om de missioner, han var på, og om de personer, han så komme til skade og forsøgt lappet sammen på felthospitalet. Selv hvis han måtte fortælle om de hemmelige udsendelser til denne artikel, havde han ikke lyst. Der er så mange følelser inde i ham, at det kan være svært at sætte ord på.

- Min karriere har haft en høj pris. Jeg fortryder det ikke, men måske havde jeg haft nemmere ved at tale om det, hvis jeg ikke var i et ptsd-forløb. Jeg er skuffet over mig selv, og jeg skal tilgive mig selv for ikke at have sagt fra for længe siden, siger Morten Carl.

Og for længe siden var allerede i 2008, er han kommet frem til. Efter den første udsendelse skulle han havde stoppet i Forsvaret eller søgt hjælp.

Men det var ikke en mulighed. I hvert fald ikke i Morten Carls eget hoved.

Kunne aldrig give op

Havde Forsvaret i løbet af årene sendt ham til psykolog, ville han have modsat sig det. Det havde han ikke brug for, mente han. Det var følelsen af at være mentalt usårlig.

Sidder han og tænker på, at han har været forbi de tre specialstyrker, ryster han på hovedet.

- Det er ikke til at forstå, siger han.

Sådan tænker han ikke, fordi det ser godt ud på cv’et. Men fordi han bliver mindet om, hvor han har presset sig selv hen, mens han igennem mange år har haft det elendigt.

- Jeg kunne ikke give op. Det lå så stærkt i mig, at jeg ikke kunne sig fra. Jeg måtte rulle med toget. Det var det, jeg havde valgt, og det var det, jeg skulle. Men jeg har indset, at der jo ikke er noget, man skal. Jeg valgte det jo frivilligt. Men det var aldrig en mulighed for mig at give op, Det kunne mit ego ikke holde til.

Den nye drøm

Det var først på Surfgården, at han erkendte og accepterede, at han lider af ptsd. Indtil da var det utænkeligt. Det var hans kone, der skubbede ham helt herover, hvor der forhåbentlig er hjælp at hente, men hvor hun eller deres tre børn ikke er.

- Det sværeste af det hele er, at jeg skal acceptere, at jeg ikke kan være far, som jeg gerne vil. Jeg kan ikke fungere i hjemmet, som det er lige nu. Jeg kan godt være der, men jeg er en skygge af mig selv, siger Morten Carl.

De to ældste på fire og syv år ved, at deres far har fået ondt i hovedet efter at have været soldat. Han er på Surfgården for at få det bedre, og så kommer han hjem til dem igen, har de fået at vide. De ved også, at man kan surfe herovre, og at det er sjovt.

Men ellers er der ikke noget, som er sjovt. Når Morten Carl har en god dag, er han klar til at pakke sine ting og tage hjem for at være sammen med dem. Han ved dog, at så nemt går det ikke. Der er langt endnu, før hans nervesystem er helt på plads. Og før han kan komme hjem for at være en velfungerende far.

Det er Morten Carls drøm nu.

Se 'Korpset' hver mandag klokken 20.00 eller på TV 2 PLAY nu.