Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han troede, han havde fundet kærligheden, pludselig var hans lejlighed tømt

Foto: TV2

Mange af de personer, der har mødt Caroline Möller, har fortalt, at man bliver meget fascineret af hende. Hun har dyre designersolbriller, store armbevægelser, er flot og går pænt klædt, fortæller de blandt andet.

Svenske Caroline Möller har siden 2017 rejst rundt i landet og svindlet en række danskere. Heriblandt Ib Pedersen, der i dag står i bundløs gæld.

For fire år siden troede 66-årige Ib Pedersen, at hans drøm var gået i opfyldelse.

Han var nyforelsket og havde købt en nedlagt gård i Attrup vest for Aalborg.

Her var det planen, at han skulle bo med sin svenske kæreste Caroline, fortæller han.

Men efter få uger begyndte hans telefon pludselig at ringe konstant.

Opkaldene kom fra folk, han skyldte penge. Mange penge.

For inden Ib Pedersen fik set sig om, skyldte han pludselig omkring 300.000 kroner væk.

57-årige Caroline Möller kommer fra Sverige, men har boet i Danmark de seneste fem-syv år. Foto: TV2

Caroline, Pella Estelle og Hanne

Ib Pedersen er en af de mænd, der er blevet snydt af svenske Caroline Möller, som hun kaldte sig. Men hun har også båret navne som Pella Estelle, Eva Caroline og Hanne Charlotte.

Hun har nemlig skiftet navn en række gange og har de seneste syv års tid rejst rundt i Danmark og svindlet en lang række mennesker.

I dokumentarserien ‘I hælene på en svindler’ møder TV 2 flere af de danskere, der har stiftet bekendtskab med hende. Ib Pedersen er en af dem.

Han sad hjemme i sin lejlighed i Sæby i sommeren 2020, da han en dag fik en skæbnesvanger besked fra kvinden.

Caroline, Hanne, Pella og Eva

Caroline Möller er født Eva Caroline Bergendahl.

Hun har siden starten af 1990'erne taget navneforandring mindst syv gange. 

Hun har blandt andet heddet Pella Estelle og Hanne Charlotte i kombination med forskellige efternavne.

Overfor en lang række af de personer, TV 2 har talt med, har hun dog præsenteret sig selv som Caroline Möller. Vi har derfor valgt at kalde hende det navn.

Ærlig, kærlig og stabil

Ib Pedersen har arbejdet 20 år som landbrugsvikar, men har de seneste år været førtidspensionist.

Han har ikke meget familie;

- Og jeg kan godt føle mig lidt ensom nogle gange, fortæller han.

Derfor oprettede han i 2020 en profil på seniordating.dk, hvor han skrev, at han var en ærlig, kærlig og stabil mand, der søgte en kæreste.

Pludselig poppede en besked op fra Caroline Möller, der ifølge Ib skrev, at hun var netop sådan en kvinde; ærlig, kærlig og stabil.

- Jeg tænkte, det var lige noget for mig, siger Ib Pedersen.

De to aftalte at tage på date på den lokale grillbar i Sæby, og Ib Pedersen blev hurtigt betaget af den svenske kvinde.

Hun var charmerende, høj, tynd, flot, kunne synge og var pæn i tøjet, husker han.

Af andre, der har mødt hende, beskrives hun som en kvinde med store armbevægelser og et arsenal af spektakulære forhistorier.

Foto: TV2

Operasanger på flugt

Således har hun blandt andet fortalt folk, hvordan hun har været operasanger på et krydstogtskib, bestyrer i Wallmans saloner, ejer af et hotel i Stockholm, fået et job af den svenske krigsminister, men også hvordan hun er flygtet fra et forhold med en rig og voldelig ekskæreste.

Ved du noget om Caroline Möller?

Hvis du har informationer om Caroline Möller, du mener er relevante for vores dækning, kontakt redaktionen på mailadressen: cser@tv2.dk

Og lige præcis den type historier kan i nogle tilfælde være et tegn på, at man har mødt en svindler.Det fortæller psykolog Camilla Holst.

Hun har i sit arbejde som psykolog mødt en række personer, der er blevet kærlighedssvindlet af både mænd og kvinder. Hun udtaler sig her helt generelt om kærlighedssvindel og ikke den specifikke sag.

Camilla Holst fortæller, at en typisk kærlighedssvindler er en person, der suger kærlighed og penge ud af sit offer, uden at partneren opdager det.

Det er ofte en, der på overfladen har meget charme, glæde og gåpåmod, fortæller hun.

- De er fulde af gode og dramatiske historier. Kvindelige svindlere vil ofte være lidt flamboyante, med for eksempel rød læbestift, lange negle og højhælede sko. De har gerne meget seje jobs som piloter eller noget i en efterretningstjeneste, men kan også godt komme med en offerhistorie, fortæller Camilla Holst.

Mange af de personer, der har mødt Caroline Möller, har fortalt, at man bliver meget fascineret af hende. Hun har dyre designersolbriller, store armbevægelser, er flot og går pænt klædt, fortæller de blandt andet. Foto: TV2

For Ib Pedersens vedkommende gik der ikke lang tid, før han blev forelsket i den frembrusende Caroline Möller.

- Jeg synes, hun var sød og rar, og jeg blev forelsket. Jeg savnede en sød og rar kæreste, fortæller han.

Men der gik også tilsvarende kort tid, før han første gang måtte have penge op af lommen.

Drømmen om et godt liv sammen

For få dage efter første date havde Caroline Möller brug for penge til et depotrum, hvor hun opbevarede nogle møbler.

De 5000 kroner betalte Ib Pedersen. Caroline Möllers forklaring om, at hun ikke havde pengene lige nu, fordi hun havde en ejendom et andet sted, virkede plausibel.

De to begyndte at ses, og cirka tre uger efter første date foreslog hun, ifølge Ib Pedersen, at de skulle købe et nedlagt landbrug sammen i Attrup og gøre det til et Bed and Breakfast-hotel

- Vi skulle bare bo deroppe og have det godt sammen og være kærester. Det sagde hun til mig i starten. Jeg drømte om, at vi skulle have et godt liv sammen, siger Ib Pedersen.

Det var på denne ejendom i Attrup, at Ib Pedersen troede, han skulle slå sig ned med Caroline Möller og leve et godt liv sammen med hende. Foto: TV2

Ifølge Ib Pedersen var planen, at de skulle være fælles om at købe ejendommen, der kostede omkring 250.000 kroner.

Men den 66-årige førtidspensionist har altid haft svært ved papirarbejde og lod derfor Caroline Möller tage sig af købet.

- Jeg har halvt syn på det ene øje, og jeg døjer med at føre regnskab. Jeg er ikke god til at skrive eller regne, og jeg er heller ikke for god til at læse, siger han.

Derfor lånte han Caroline Möller sit NemID, så hun kunne oprette hans del af lånet.

Uden at Ib Pedersen vidste det, endte han med at betale 230.000 for ejendommen, finansieret af en forsikring han havde på 75.000 kroner samt en række kviklån, Caroline Möller optog via hans NemID.

Caroline Möller selv lagde kun 30.000 kroner.

Ib Pedersen flyttede ud til ejendommen og gik i gang med at sætte den i stand.

Caroline Möller så han dog ikke meget til.

Hun kiggede ind til Ib en gang imellem og sagde, ifølge ham, at han gjorde et godt stykke arbejde.

En enkelt gang kørte de sammen ned til Esbjerg for at hente et køkken, Caroline Möller havde bestilt til huset, husker han.

Ib Pedersen gik rundt alene på den nedlagte landejendom og knoklede for at gøre stedet i stand. Naboerne fortæller, hvordan de begyndte at undre sig over, at Ib gik deroppe helt alene og arbejdede fra tidlig morgen til sen aften. Foto: TV2

Han var dog af den opfattelse, at det var Caroline, der skulle betale, eftersom hun havde bestilt det.

Men da de stod i butikken, og køkkenet var ved at blive læsset på bilen, viste det sig pludselig, at Caroline Möller forventede, at han skulle betale.

- Jeg var så dum, at jeg tog med derned. Jeg endte med at skrive under, fordi jeg tænkte, at vi jo skulle have køkkenet med hjem, og de var gået i gang med at læsse det på bilen, fortæller han.

At få folk til at betale på netop den måde er side et i svindelhåndbogen.

Det forklarer mangeårig specialist i svindel, Sune Gabelgaard, der har fulgt Caroline Möller igennem programmet.

Tidspres og den efterfølgende forvirring gør nemlig folk særligt sårbare for at blive svindlet.

- Svindlere sætter folk under et tidspres. Det handler om, at du ikke skal nå at tale med nogen om det. Du skal ikke kunne nå at læse hele dokumentet, inden du skriver under, siger han.

Han har gennem programmet kunnet konstatere, at Caroline Möller er meget bevidst om, hvordan hun manipulerer med folk.

Ud over tidspres er hun i flere tilfælde god til at sælge folk ”en drøm”.

- Hun er dygtig til at tilpasse sin svindel til den, hun står overfor. Nogle af dem er sårbare mennesker, andre er ikke, men hver gang spiller hun på folks følelser og drømme, siger han.

For Ib Pedersen forvandlede drømmen sig hurtigt til et mareridt.

Seng, mågestel og hjørneskab var væk

For mens han gik og knoklede med renoveringen på huset, begyndte hans telefon pludselig at ringe.

Det var selskaber og banken, der ville have Ib Pedersen til at afdrage lån og køb, han slet ikke vidste, han havde foretaget sig.

Telefonen ringede ifølge ham 6-10 gange om dagen.

Ib Pedersen sov i denne pavillion i haven til huset på nogle paller og en skummadras, imens han forsøgte at istandsætte huset. Hver aften gik han to kilometer ned på den lokale campingplads, hvor han kunne få sig et gratis bad. Foto: TV2

Han forsøgte at få fat i Caroline Möller, men havde sjældent held med at komme igennem til hende, husker han.

Da han på et tidspunkt kom hjem forbi sin lejlighed i Sæby, opdagede han til sit store chok, at hans lejlighed var så godt som tømt.

Seng, hjørneskab, spisebord og et arvet mågestel til en værdi af 10.000 kroner var blandt nogle af de ting, der var væk.

Forinden havde han lånt sin nøgle til Caroline, da hun bad om lov til at bruge hans vaskemaskine.

Det begyndte at gå op for Ib Pedersen, at han var blevet snydt og aldrig ville komme til at bo i huset med den kvinde, han troede, han var blevet kærester med.

Ib Pedersen har altid været meget glad for sit mågestel, som han arvede fra sine forældre og havde planer om at passe godt på. Så han er ked af at have mistet det. Foto: TV2

Stressen over de mange daglige opkald gjorde det kun værre.

- Jeg havde det ikke ret godt, jeg følte mig helt totalt kørt ned. Det var lige før, jeg havde lyst til at tage livet, men det gjorde jeg så ikke, fortæller han.

Et møde der endte med at koste 300.000 kroner

Det blev nogle gode venner og kommunen, der i sidste ende hjalp Ib Pedersen væk fra ejendommen i Attrup og videre på et mandecenter.

Her endte Ib Pedersen med at bo et helt år, før han kom nogenlunde til hægterne igen.

Mens Ib var der, kontaktede Caroline ham.

Hun foreslog, at de solgte gården.

Ib Pedersen ville gerne have hende ud af sit liv, derfor sagde han ja til at sælge. Men også her mistede han nu penge.

Ib Pedersen og Caroline Möller endte med at sælge landejendommen for cirka 200.000 kroner. Men da Ib oprindeligt havde betalt 230.000 kroner og skulle dele pengene for salget med Caroline, mistede han altså 130.000 kroner. Foto: TV2

Fordi Caroline Möller stod på skødet, fik hun 100.000 kroner for salget. Ib Pedersen selv tabte omkring 130.000 kroner. Køkkenet, der aldrig blev installeret, tog Caroline desuden med sig.

I dag er Ib Pedersen ikke i tvivl om, hvorfor den svenske kvinde overhovedet kontaktede ham til at begynde med.

- Jeg tror bare, hun ville udnytte mig, siger han.

Ib Pedersen har længe været i tvivl om, hvorvidt han ville stå frem med navn, fordi han har skammet sig over, at han blev snydt. Foto: TV2

Mødet med Caroline Möller er endt med at koste Ib Pedersen over 300.000 kroner i form af gæld.

Penge han aldrig kommer til at kunne betale tilbage.

Det har han indset.

Til spørgsmålet om, hvorfor han ikke sagde fra overfor Caroline Möller og lod være med at betale penge, svarer han:

- Jeg skulle have stoppet det hurtigere. Men jeg troede jo, hun var ærlig, kærlig og stabil, som hun skrev. Jeg tror på, at andre mennesker er ærlige, siger han.

I dag ser han tilbage på hele forløbet med følelsen af skam.

- Jeg har det dårligt, skammer mig og føler mig dum, siger han.

Skam er en følelse som stort set alle ofre for kærlighedssvindel kan genkende, fortæller psykolog Camilla Holst.

For ofte er de mistede penge faktisk det mindste problem, siger hun.

Det mentale regnskab er dyrere end det økonomiske.

- Det værste for ofrene er ofte skamfuldheden over, at man ikke kunne se det. De skamfulde følelser kan være så stærke, at man slet ikke har lyst til at dele det med nogen, fordi man føler sig så dum, siger hun.

Ib Pedersen ville ønske, han aldrig havde mødt Caroline Möller og håber, hun bliver stoppet. Foto: TV2

Og i flere år har Ib Pedersen da netop også undladt at fortælle sin historie højt.

Faktisk har han været meget i tvivl, om han overhovedet havde lyst til at stå frem med navn og billede.

For han ved godt, hvad folk vil sige. Han har mødt reaktionerne.

Måske har du selv tænkt det samme, mens du læste artiklen.

Hvorfor låner man sit Nem-ID og sine nøgler væk?

Og hvorfor vælger man efter få uger at købe hus med en kvinde, man lige har mødt?

Måske har du endda tænkt: Det kunne aldrig ske for mig.

Men det kunne det faktisk. Måske ikke på helt samme måde. Men svindlet, kan vi alle blive.

Det er i hvert fald svindelspecialist Sune Gabelgårds påstand.

Alle kan blive svindlet

- Der findes en svindeltype derude til os allesammen, siger Sune Gabelgård.

For en god svindler kan sælge dig netop din drøm, forklarer han.

For nogen er det kærligheden. For andre er det hurtige penge. Og for andre igen kan det være at kunne gå tidligt på pension og tilbringe tid med sine børnebørn.

- Nogle ofre er det vi ville kalde sårbare, men i virkeligheden spiller en god svindler bare på vores følelser og vores drømme, siger han.

Sune Gabelgård har fulgt Caroline Möller igennem alle fire dokumentarprogrammer. Og hun er, ifølge ham, en af de dygtigste svindlere, han nogensinde har mødt. Hun svindler nemlig på mange forskellige måder og mange typer af mennesker. Foto: TV2

Han mener, at det er en forsvarsmekanisme, når vi mennesker dømmer ofre for svindel som dumme.

- Det er naturligt for os at se ofre som naive eller dumme, fordi vi vil beskytte os selv fra tanken om, at det kunne ramme os, siger han.

Han så helst, at vi stoppede med at pege fingre af ofre for svindel, fordi det er med til at stigmatisere dem og samtidig kan afholde dem fra at anmelde det.

Ib Pedersen endte faktisk med at få hjælp på mandecentret til at anmelde Caroline Möller.

Men efter at Nordjyllands Politi havde kontaktet Caroline, valgte de at lægge sagen ned, da de havde modstridende udlægninger af forløbet.

Låser sin dør

Det kan virke naivt og selvforskyldt, når man som Ib Pedersen låner sine nøgler til lejligheden og NemID ud af egen fri vilje.

Men svindelspecialist Sune Gabelgård har en anden udlægning.

Han peger på, at den digitale udvikling har gjort en gruppe af mennesker særligt sårbare for svindel.

- Det er i dag umuligt at leve i Danmark uden for eksempel et NemID. Omvendt har vi borgere som Ib, der har svært ved at navigere i den digitale verden og spørgsmålet er, om vi kan være bekendt ikke at kunne hjælpe dem bedre, når vi ikke tilbyder dem andre muligheder, siger han.

Caroline Möller har overfor Ib Pedersen og en lang række andre personer, TV 2 har talt med, nævnt, at hun har relationer til rockere. Enkelte har også oplevet at blive truet med rockere. Af samme grund er Ib Pedersen bange for hende. Foto: TV2

Selvom Ib Pedersens møde med Caroline Möller har haft store konsekvenser, er han ved at få det lidt bedre.

Han fik god hjælp på mandehjemmet, og får i dag hjælp fra et par venner og kommunen til at ordne forskellige ting.

Han håber, at han ved at fortælle sin historie kan få Caroline Möller stoppet. Ligesom han håber, at hun måske vil forlade landet.

Mest af alt håber han, at han aldrig nogensinde vil møde hende igen.

For han er bange for hende, og hvad hun kan gøre ved hans liv.

Derfor har han haft hemmelig adresse i tre år og låser altid sin dør.

Caroline Möllers svar

Caroline Möller er blevet forelagt programmets indhold.

Hun er blandt andet blevet forelagt påstanden om, at hun udnytter folks sårbarhed til at få dem til at gøre ting, der efterfølgende har haft store personlige og økonomiske konsekvenser for dem.

Ligesom hun er blevet forelagt forholdet om, at hun har lokket personlige betalingsoplysninger ud af folk ved at lade dem tro, at hun ville hjælpe dem, hvorefter hun har brugt oplysningerne til at købe ting og ydelser, som de ikke har været vidende om eller interesseret i.

Caroline Möller har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2 eller svare direkte på spørgsmål.

Hun har dog via mail svaret, at hun ikke mener, at hun er en svindler og påpeger samtidig, at der aldrig blevet indledt en straffesag mod hende.

Caroline Möller er blevet dømt for en række betalingskrav i civile sager. Der er aldrig blevet indledt en straffesag mod hende.

Du kan se 'I hælene på en svindler' mandage på TV 2 klokken 20.50 og på TV 2 PLAY.


Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Nordjylland er det Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Morsø og Thisted Kommuner, der bliver tilgodeset.

I årevis har vi i Nordjylland manglet læger og bedt om hjælp for at få flere til vores område. Nu sker der noget. En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner tvinger læger ud i områder, hvor længemanglen er størst.

Og det er i seks nordjyske kommuner. En af dem er Frederikshavn Kommune.

Her bor 80-årige Jørn Andersen med sin kone. De bor i byen Strandby som i mere end et år har stået uden en praktiserende læge.

- Vi er mange i byen og i nære områder, der savner den tryghed, vi havde indtil for halvanden år siden, Jørn Andersen.

Ingen garanti for læger

Konkret betyder aftalen, at der det første halvår af 2025 kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst. Dertil kommer det, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Se hele nyhedsindslaget herunder.

- De kommende praktiserende læger bliver simpelthen målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning. Og det er vigtigt, fordi det er afgørende for regeringen og med sundhedsreformen, at alle danskere skal kunne have en læge tæt på, siger indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde (V).

Men om aftalen virker, og hvor mange læser, aftalen ender med at sende ud til de mest lægefattige områder, kan aftalepartnerne ikke give et konkret bud på.

Men i Strandby håber de, at lægetørken snart er ovre, selvom det ikke er givet, at aftalen vil lukke en ny læge til.

- Det vil vi da sandelig håbe. Det har vi behov for. Som to ældre mennesker sammen med en hel masse andre i hele vores nærområde, siger Jørn Andersen.


Flyvestation Aalborg sender jagerfly til Argentina

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det første blev sendt afsted i dag.

Det første af i alt 25 F16-jagerfly, som Argentina har købt af Danmark, blev i dag sendt afsted fra Flyvestation Aalborg. I alt har Argentina købt 24 F-16 fly af Danmark.

Flyet kan ikke flyve, men det skal bruges af at de argentinske flymekanikere, så de kan lære flyet at kende, og øve sig på at reparere det, inden resten af F16-flyene på et senere tidspunkt kommer til landet. De nedpakkede F-16 fly blev læsset på et argentinsk Herkules transportfly, så det kunne komme til sit nye hjem.

-Under uddannelse der kan der jo ske ting som ikke var helt efter planen. Så er det væsentlig bedre, at de har et fly de kan øve sig på. Så de kan lære af de fejl de begår, uden det har konsekvenser. Både økonomiske eller flysikkerhedsmæssigt, siger major Jens Aabo fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Genbrug er at foretrække

Personligt er majoren glad for, at flyene er solgt, så de kan bruges af en andre nation.

- Vi har jo før taget fly ud af drift, som vi har skåret i små stykker, og det er langt værre end at vide, at nu er der en anden nation, der kan bruge de her fly måske 20 år endnu, siger major Jens Aabo.

Fra næste år og frem til 2028 bliver de resterende 24 F16-fly leveret til Argentina i grupper med seks fly ad gangen - og det kan lade sig gøre, fordi F-16 piloter er uddannede til at tanke flyet imens det er i luften.


Kæmpe nordjysk auktionshus ryster i waders’ene: Langt mellem jomfruhummerne

Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er især de fisk og skaldyr, som det kræver meget energi at fiske, der er i fare for at forsvinde fra auktionen.

Nytår og jul er højsæson for fisk på middags- og frokostbordet, men i fremtiden kan nordjyderne få færre fisk og skaldyr at vælge imellem.

Sådan lyder den dystre vurdering fra Finn Møller, der er auktionarius på Hirtshals Fiskeauktion. For når den nye CO2-afgift på fiskeriet bliver indfaset til nytår, er det ikke alle fisk, det kan betale sig for fiskerne at fiske.

-Vi kommer til at se nogle fiskere, der kommer til at sortere i, hvad det er, de vil forsøge at fange, og hvornår de vil gå på havet, for det er jo store udgifter, man pålægger dem - uden de har chance for at komme udenom, siger Finn Møller.

- Vi har jomfruhummere her, og dem kommer danskerne sandsynligvis til at kigge rigtig, rigtig langt efter, medmindre man kan finde det ved udenlandske både, der jo ikke bliver ramt af den afgift her, siger auktionarius, der også forventer, at kulleren bliver et særsyn på auktionen, når afgiften indføres.

Men hvad skal man så gøre i stedet?

- Man kunne måske have gradueret det lidt. Man kigger på et erhverv, hvor den gennemsnitlige fisker er omkring 60 år gammel. Og de her fiskere kommer ikke til at sætte andre motorer i deres fartøjer. De kommer i stedet til at stoppe. Og det kommer til at betyde, at vi får væsentligt færre fartøjer i de kommende år her på stedet, siger Finn Møller og fortsætter:

- Problemet er, at man lige nu ikke giver nogen tid til at omstille sig. Havnen er ikke klar. Fiskerne er ikke klar til det. Teknologien er klar, men den er alt for dyr og der er ikke nogle forhandlere af det. Så lige nu er der ingen muligheder for den danske fisker.

Det er især jomfruhummeren, der er i fare for at forsvinde fra auktionen med fiskeriets nye CO2-afgift. Foto: TV2 Nord

På sigt går det jo sikkert mod noget grønnere, når vi kigger på alt, vi foretager os i verden. Så kan det ikke blive en konkurrencefordel for dansk fiskeri?

- Det kunne være et rigtigt godt argument. Men det, vi ser i bagklogskabens lys, er, at når man afvikler noget, som jeg tror, vi kommer til nu, så får du ikke udviklet noget bagefter.

- Hvis du mister 20 procent af fartøjerne, hvilket bare er min sølle formodning, får vi ikke de 20 procent af fartøjerne igen, når teknologien og havnen er klar. Så lige nu har vi ingen alternativer, siger Finn Møller og langer ud efter "de partier, der har besluttet det":

- Lige nu mislykkes man i stor stil.


Diannie går kun i bad to gange om ugen for at spare på elregningen

Der bliver ikke tændt for varmen hos Diannie.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Diannie er chokeret over torsdagens elpriser. Og hun er ikke den eneste.

Hvis nogle vil have aftensmad efter 17, så hedder det rugbrød. Sådan er én af de drastiske metoder, Diannie Tekin har indført i lejligheden i Nørresundby for at spare på strømmen.

Her bor hun med sine to voksne børn. Og da hun så torsdagens elpriser på op til 10,34 kroner per kilowattime i sin app, blev hun noget chokeret.

- Det er helt ude af proportioner, siger hun og fortsætter:

- Jeg er på variabel el og bruger slet ikke strømmen, når den er dyr.

Etagevask og tidlig aftensmad

Det er muligt, fordi alt i hjemmet indrettes efter elpriserne. Diannie har ikke opvaskemaskine, hun vasker kun tøj om lørdagen og laver aftensmad mellem klokken 15. og 15.30. Allersenest 17.

Og så går hun kun i bad to gange om ugen - ellers hedder det etagevask resten af tiden. Det kræver nemlig el at varme vandet op.

- Det gælder ikke børnene. De er vokset op i en anden tid, så det ville tage livet af dem, griner Diannie Tekin, der er på førtidspension og derfor har lettere ved at flytte sit elforbrug til de billige timer.

El-tips

  • Hold snor i dine opladninger. 
    Trådløs opladning kræver op til 50 procent mere strøm end opladning med et kabel.

  • Fnug i filteret øger forbruget.
    Hvis dit filter i tørretumbleren er fyldt med fnug, kan det øge forbruget med over 10 procent på grund af den forlængede tørretid. En anden vane er at centrifugere tøjet først. Tørrer du tøj ved 1.600 omdrejninger frem for 1.000 omdrejninger tre gange om ugen, kan du årligt spare 140 kWh. Det svarer til cirka 770 kroner.

  • Overvej hvordan du streamer film og serier.
    Du kan spare helt op til 95 procent strøm, hvis du streamer via et Chromecast eller Apple TV i stedet for PlayStation eller Xbox.

  • Tjek fryser og køleskab.
    Dit strømforbrug stiger med 5 procent for hver grad, temperaturen falder i dit køleskab eller fryser. Den helt balance mellem holdbar mad og et fornuftigt strømforbrug er 5°C i køleskabet og -18°C i fryseren.

  • Mindre kogevand
    Skal du spare ekstra, når du koger vand, kan et låg på gryden desuden strømforbruget. Og ved at bruge mindre vand at koge i, kan du spare hele 30 procent hver gang, du forbereder dine måltider på et elektrisk komfur.

Kilde: Norlys

Flytter forbruget

Men Diannie er langt fra den eneste. Susan Knøs fra Aalborg er også på en variabel elaftale og forsøger desperat at skære helt ned på elforbruget.

- Vi har råd til det nu, men hvis priserne bliver ved med at være så høje, bliver økonomien ikke ved med at være god, siger hun og fortsætter:

- Vi tænker i forvejen meget over vores forbrug og sidder hjemme i en mørklagt lejlighed med stearinlys tændt. Det er jo også begrænset, hvor meget man kan spare. Vi skal jo også leve og være til.

Susan Knøs bliver derfor vred over elpriserne.

- Det kan ikke være rigtigt, at prisen skal være så høj. Det lugter af grådighed!

Hun og hendes partner har dog ingen børn og kan derfor ligesom førtidspensionist Diannie Tekin sætte forbruget ned i den dyre time mellem 17 og 18.

Men det kan Anja Guldbæk fra Vadum ikke. Her bor de to voksne og deres 12-årige datter i et rækkehus. De har også valgt en timeafregnet elaftale.

- Jeg tjekker hver dag, hvordan strømmen er, og planlægger, hvad vi skal derefter.
Familien har elbil, som lader om natten, når strømmen er billig. Ellers kan gasgrillen også tages i brug.

Men der er stadig vaskemaskine, tørretumbler, komfur og ovn, der sluger strøm.

Dog er der allerede udsigt til bedring i de kommende dage. Det lover Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi:

- Jo mere af forbruget man kan skubbe til i nat eller i morgen, des bedre. I løbet af natten falder elprisen, og også i de kommende dage, siger han.


Ny afgift vil smadre danske kystbyer, lyder det

Foto: Hans-Christian Lauritzen

Hirtshals fejrer lørdag sit 100 års jubilæum.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En ny CO₂-afgift på fiskeriet får nu flere af landets borgmestre til at lange ud efter regeringen. De frygter tab af arbejdspladser i kystområderne.

i kommer til at betale prisen.

Så kontant er udmeldingen fra en række borgmestre i flere nord- og vestjyske kommuner, efter fiskeriet har meldt ud, at knap halvdelen af erhvervet som følge af den nye CO₂-afgift vil lukke og slukke frem mod 2025.

CO₂-afgiften blev vedtaget i 2022 som et led i den grønne skattereform vedtaget af regeringen, De Konservative, Radikale Venstre og SF.

Målet er at reducere Danmarks udledning af CO₂ med yderligere 4,3 millioner ton frem mod 2030. Det betyder afgifter for både industri, landbrug og fiskeri.

Beregninger fra Danmarks Fiskeriforening viser, at 45 procent af de danske fiskefartøjer med den nye afgift fremover ikke vil være rentable, og især de mindre og mellemstore fartøjer vil blive hårdt ramt. 

Det her vil ramme os hårdt.

Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune (V)

Men det er ikke kun fiskeriet, som vil blive ramt. For med fiskeriet følger en lang række andre erhverv, som er afhængige af, at der hver dag kommer fisk ind til havnen.

Det er særligt områder i Nord- og Vestjylland, der kommer til at blive ramt, hvis der sker nedgang i fiskeriet.

Nylige tal fra Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO) viser, at op mod 1600 jobs er i fare i områder, hvor der i forvejen er færre jobmuligheder og hvor netop fiskeriet har stor lokal betydning.

Fiskerne må gå tiggergang i banken

I Hjørring Kommune er borgmester Søren Smalbro (V) slet ikke i tvivl om, at CO₂-afgiften vil få store og meget negative konsekvenser – ikke kun for fiskeriet.

Han er nemlig også formand for Nordjysk Fiskerikommuners Netværk, som er en sammenslutning af kommuner i Nordjylland, som er stærkt afhængige af fiskeriet.

- Afgiften får lige nøjagtig den virkning, som man ikke ønskede, at den skulle have. Den kommer til at ramme kystsamfundene hårdt og rammer lige ned i den ømme plet, som vi i forvejen har med mangel på beskæftigelse, siger Søren Smalbro.

Han betegner det som en negativ spiral, hvor en CO₂-afgift får den fuldstændig modsatrettede effekt i forhold til det, der var tiltænkt.

Og han forstår ikke, at man insisterer på at indføre en afgift, når der er så mange løse ender og stadig ingen aftale om, hvorvidt fiskerne kan blive refunderet for nogle af deres ekstra udgifter eller ej.

- Vi ruinerer et erhverv, hvor fiskerne ikke ved, om de er købt eller solgt. Lige nu er de i bankerne og forsøger at forhandle kredit. Men det er jo svært, når de ikke kan få svar på, om politikerne vil give dem en hjælpende hånd gennem den grønne omstilling, påpeger Søren Smalbro.

Ifølge ham giver afgiften ikke nogen mening, når der ikke er et alternativ. Det halter nemlig med produktionen af det grønne brændstof, efter at flere af regeringens store klimaprojekter er faldet.

Og han forklarer, at når fiskerne ikke længere kan fiske, så rammer det alt andet omkring dem som ringe i vandet.

Kommuner er hårdt pressede i forvejen

I forvejen er mange af kommunerne i netværket ramt af tab af arbejdspladser, og udsigten til nedgang i fiskeriet gør det ikke nemmere at tiltrække tilflyttere. Heller ikke når både landbruget og industrien også får pålagt CO₂-afgift fra årsskiftet.

Det har også fået Landdistrikternes Fællesråd op af stolen, og foreningen meldte for nyligt ud, at den frygter, at tusindvis af arbejdspladser vil forsvinde fra steder i landet, som i forvejen mangler arbejdspladser.

Samtidig kan lokale virksomheder blive nødt til at lukke, fordi konkurrenceevnen ifølge Fællesrådet vil blive udfordret af højere produktionsomkostninger.

- Hvis vi ser masseafskedigelser og virksomhedsdrift, der forsvinder fra landdistrikterne, vil det i sidste ende fjerne et centralt grundlag for at bosætte sig i mange landdistrikter, lød udmeldingen fra formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard, da regeringen i november kom med aftalen om den grønne trepart.

Og her rammer man netop hovedet på sømmet, lyder det fra borgmesteren i Thisted Kommune

- Det her vil ramme os hårdt. Både i forhold til lokalsamfundet, bosætningen i området, forarbejdningsvirksomhederne og beskæftigelsen helt generelt. Når man insisterer på at booste den grønne omstilling så hurtigt uden at tage højde for omkostningerne, så vil det få en meget negativ effekt, påpeger Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune (V).

Det har tidligere været fremme, at der i den grønne skattereform er også er afsat 350 millioner kroner til at kompensere fiskeriet for omstillingen.

Men indtil videre er regeringen og aftalepartierne ikke kommet med en udmelding om, hvorvidt millionerne kommer nu, hvordan de eventuelt kan udbetales og hvem der kan komme i betragtning.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men sender et skriftligt svar til TV 2, hvori han skriver, at han lytter til og forstår fiskernes frustrationer.

Derudover understreger Jacob Jensen, at han vil arbejde for, at der sker en udvikling og ikke en afvikling af dansk fiskeri.