Christian Engholm Andersen fra Mors knugede hænderne fast om kikkerten og fulgte hver eneste bevægelse på den modsatte side af floden.

Faktisk havde han nærmest ikke lavet andet i de to timer, der var gået, siden han ankom til campingpladsen i denne lille belgiske kystby.

Det var nemlig helt bevidst, at han havde booket en hytte helt nede ved floden.

Fra døren var der frit udsyn til et bestemt hus på den anden side. Dér boede den mand, han havde ledt efter det meste af sit liv – han var i hvert fald 90 procent sikker.

- Hvis du skal stå der i to dage, bliver du skør i hovedet, sagde hans kæreste til ham.

Hun havde ret. Derfor besluttede de sig for at køre over til huset på den anden side af floden. Og uden at vide det bevægede Christian Engholm Andersen sig nu hastigt imod de to vigtigste minutter af sit liv.

Hvad der sker i havnen

Lige siden han var 11 år, har Christian Engholm Andersen ledt efter sin biologiske far.

Den 35-årige nordjyde er nemlig resultatet af en festlig aften på Hanstholm Kro.

I sommeren 1987 mødte hans mor i hvert fald en fisker, som lagde til kaj i Hanstholm Havn. Og hvad der skete i havnen, blev i havnen.

Hans mor kunne kun fortælle ham, at hun troede, hans far var belgier og måske hed Allan. Eller Alain. Han var blond, havde en rose tatoveret på overarmen og et ar ved øjet.

Han sejlede med en bundtrawler, der måske kom fra Zeebrugge i Belgien. Og han havde en bror, som var skipper på et andet skib, der også lagde til kaj i Hanstholm. Det ene skib var blåt, det andet grønt, huskede hans mor.

Men på 25 år havde de informationer ikke bragt Christian Engholm Andersen særlig langt.

Derfor søgte han hjælp i programmet ‘De forsvundne fædre’, der i øjeblikket sendes på TV 2. Og allerede under den indledende snak sagde han til tv-holdet, at bare et billede ville være nok til at gøre ham lykkelig.

Men Christian Engholm Andersen har siden fundet ud af, at når man har et brændende ønske om at finde sin far, så er nok bare ikke nok.

Der er noget, vi skal snakke om

Indtil han var 11 år, troede Christian Engholm Andersen ellers, at han kendte sin far. Men en dag i 1997, da han kom hjem fra skole, ændrede alt sig pludseligt.

- Der er noget, vi lige skal snakke om, sagde hans mor.

Sådan plejede hun aldrig at sige. Hun bad ham sætte sig ved køkkenbordet, og så begyndte hun. De skulle tale om hendes ekskæreste Kristian.

- Ja, min far?, spurgte Christian Engholm Andersen forundret.

- Han vil gerne, du skal vide, at han ikke er din rigtige far, sagde hun.

Da Christian Engholm Andersen hørte de ord, brød han sammen. Derefter blev han vred.

Han forstod ikke, hvorfor hans mor havde løjet om noget, der var så stort.

Det hele stoppede

Hans mor og Kristian var gået fra hinanden to år forinden. Men de havde været kærester, siden han blev født. Og aldrig havde han tvivlet på, at Kristian var hans far.

En af hans venner havde engang påpeget, at det måske var lidt mærkeligt, at hans far hed Kristian, når han selv hed Christian. Men dengang tænkte Christian Engholm Andersen bare, at han var opkaldt efter sin egen far. Det kunne man vel godt være?

Nu havde ekskæresten dog mødt en ny, de skulle have et barn sammen. Derfor skulle sandheden frem, synes han. Og fra den dag stoppede det hele.

Christian fik ikke længere et kram, når de mødte hinanden nede i fodboldklubben. Med tiden holdt han også op med at komme på gården hos dem, han troede, var hans farmor og farfar.

- Det var som om, jeg mistede noget af mig selv, siger Christian Engholm Andersen.

Han var så ked af det, at han blev lidt af en ballademager. En, der ikke hørte efter i skolen, kørte på tunet knallert og kastede med kanonslag.

- Jeg prøvede faktisk bare at glemme, at jeg ikke havde nogen far. Hvis der var noget at se til hele tiden, kom man jo aldrig til at tænke på det, siger han.

Men ønsket om at finde ham har eksisteret lige siden dengang.

Da Christian Engholm Andersen som 15-årig kom i lære som skibsmontør og fik sin daglige gang på havnen, lå de få ting, hans mor havde fortalt om hans far, hele tiden i baghovedet.

Han kiggede meget. Især hvis han syntes, en af fiskerne lignede ham, eller hvis der kom en bundtrawler i land.

Men det var alligevel som om, behovet også trak lidt i baggrunden igen. For hans mor var nemlig blevet gift med en ny mand, der kom til at betyde rigtig meget for Christian Engholm Andersen.

Bange for at blive svigtet igen

Selvom Christian som teenager følte, at han kunne tale med sin mor om alt, er der alligevel ting, man ikke har lyst til, at ens mor skal vide.

Her var Carsten god, og han sladrede aldrig. De to hyggede sig, når de rendte rundt i garagen og “makkede” med knallerter.

De blev især tætte, efter at Christian Engholm Andersen som 20-årig kørte galt på scooter og endte i koma.

Da han vågnede, tog Carsten ham i hånden og sagde, at de nok skulle komme igennem det sammen. Det var herefter, Christian kaldte ham far for første gang.

Flere gange i løbet af årene spurgte Carsten om lov til at adoptere ham som sin egen dreng, og i dag fortryder Christian Engholm Andersen, at han blev ved med at sige nej.

Men han var bange.

- Hvad nu hvis I en dag ikke skal være sammen mere, og du så ikke gider mig?, sagde han, når de talte om det.

Men sådan ville det aldrig blive, lovede Carsten.

En januardag i 2019 blev han dog alligevel revet ud af Christians liv uden varsel.

Det skete i en ny trafikulykke. Hans mor skreg i telefonen, da hun ringede for at fortælle ham det.

- Han er død, Christian!

Christian Engholm Andersen husker, at han hamrede sin hånd hårdt ind i muren. Var der slet ingen retfærdighed i verden?

Tæppet blev hevet væk under ham én gang til. Og han røg ned i et dybt hul bagefter.

- Jeg tror, det ramte mig hårdere, end jeg lige havde regnet med. Jeg var virkelig blevet glad for Carsten, siger Christian Engholm Andersen.

Da han var i live, betød det ikke lige så meget for Christian at vide, hvem hans egentlige far var. Han havde jo en far.

- Men da han døde, kunne jeg godt mærke, at jeg manglede at vide det, siger han.

Hvorfor har du sendt et billede af dig selv?

Først prøvede Christian Engholm Andersen selv at lede, men alle spor endte blindt.

Derfor skrev han til tv-holdet bag ‘De forsvundne fædre’, som valgte at gå ind i hans sag. Men han prøvede ihærdigt at lade være med at sætte næsen op efter noget.

“De finder ham ikke,” sagde han til sig selv igen og igen. Og de første gange tv-holdet besøgte ham for at opdatere om deres søgen, havde de heller ikke store nyheder.

Men pludselig kom der et gennembrud.

De fandt nemlig frem til en belgisk fisker, der hed Alain. På billeder på nettet kunne de se, at han havde en tatovering på overarmen og et ar i ansigtet.

De fandt også et andet interessant billede.

Hans bror sejlede med et blåt skib fra Zeebrugge, og selv sejlede han med et grønt søsterskib fra en anden belgisk havneby, nemlig Oostende.

- Det var så sindssygt, de kunne finde en, der passede på beskrivelsen. Det var en til en, siger Christian Engholm Andersen.

Tv-holdet viste ham et billede af Alain, som han så ud i 80’erne. Og da Christian så den blonde fisker i den orange dragt, tænkte han: “Okay, det er jo min far”.

Hans skæg var endda rødligt som Christians.

Tv-holdet manglede kun at få bekræftet, at denne Alain faktisk var i Hanstholm i sommeren 1987. De ville forsøge at finde ham i Belgien, fortælle ham om Christian og få ham til at tage en dna-test.

I de måneder, der gik, ville lykken ingen ende tage hos Christian Engholm Andersen. Han vidste godt, at intet var sikkert. Men følelserne løb alligevel af med ham.

- Jeg havde jo fået det billede, jeg gik og drømte om. Og jo mere jeg kiggede på det, jo mere knyttede jeg mig til det, siger han.

Da han sendte billedet til sin mormor på sms, var hendes første reaktion: “Hvorfor har du sendt et billede af dig selv?”.

- Hvis man bare lige kiggede hurtigt på det, lignede han mig så meget, at det selvfølgelig måtte være min far, siger Christian Engholm Andersen.

Men da tv-holdet kom tilbage nogle måneder senere, blev alting igen vendt op og ned.

En flad fornemmelse

Fiskeren i den orange dragt kunne ikke være hans far.

Han havde ikke været i Hanstholm i 1987, og dna-testen viste ikke et match. Men 10 minutter senere, lagde de et nyt billede på bordet:

- Det her Christian, det er din far, sagde journalisten.

Tv-holdet var så tæt på, som de kunne komme. De havde mødt ham, og rigtig meget stemte overens. Christians mor kunne endda genkende billedet af denne fisker.

Men selvom Christian Engholm Andersen burde være lykkelig, følte han ingenting.

- Jeg var så ked af, at den anden ikke var min far, fordi jeg var så sikker på, at han var det. Så jeg kunne næsten ikke finde nogen følelser frem. Det var en helt flad fornemmelse, fortæller han.

Det blev ikke bedre, da han fik at vide, at denne mand ikke ville tage en dna-test – og at han heller ikke ville se ham. Den var hård at sluge.

Da tv-holdet forlod Christian Engholm Andersen, kunne han ikke tage stilling til, hvad han ville med den nye viden.

Hvis denne mand overhovedet var hans far, ville han jo ikke se sin søn.

Men efter 14 dage besluttede Christian Engholm Andersen sig alligevel for at prøve lykken.

Han bookede hytte på den anden side af floden i den lille belgiske by i fem dage i et håb om, at han på den tid kunne nå at møde sin potentielle far.

Allerede to timer efter ankomsten kørte han mod hans hus.

Jeg håber, du kan kende mig?

De parkerede bilen ved et boligkompleks bag huset og gik langsomt tættere på.

Christian Engholm Andersen havde slet ikke troet, at han skulle ende med at banke på. Men 10 meter fra huset blev de overhalet af en ung fyr på scooter, som kiggede virkelig meget på dem. Han kørte direkte ind i garagen ved siden af huset.

Og her gik det op for Christian, at han måske var blevet genkendt. Skulle han nå at fange sin mulige far, uden at han havde nået at forberede sig, blev det nødt til at være nu.

Derfor gik Christian Engholm Andersen op til døren og bankede på. Og han genkendte den mand, der pludselig trak gardinet til side i det store panoramavindue.

Han blev helt hvid i hovedet, da han så Christian.

- Jeg håber, du kan kende mig?, var det første Christian Engholm Andersen sagde, da manden langsomt åbnede døren.

- Du er kørt så langt for ingenting, svarede han på engelsk ifølge Christian.

Christian Engholm Andersen blev mundlam. Det føltes som at få en kold klud direkte i ansigtet. Han havde haft et spinkelt håb om, at hans mulige far måske ville skifte mening, når han så ham.

De talte måske sammen i to minutter, og inden de skiltes, rakte Christian Engholm Andersen et brev frem mod ham. I det øjeblik manden tog hånden frem for at tage imod brevet, greb Christian fat i hans arm og hev ham ind til sig.

- Det var måske den eneste chance, jeg nogensinde ville få, hvis jeg skulle have et kram af min far, siger han.

Han knugede sig ind til den fremmede mand og begyndte at græde.

- Så jeg tror, han kunne mærke, hvor meget det betød for mig, siger Christian Engholm Andersen.

Da Christian Engholm Andersen kom tilbage til sin hytte, sendte han manden en besked på Facebook.

Her skrev han, at de to minutter i dag måske var de vigtigste i hans liv. Og hvis manden ville bruge en time af sit liv på ham, ville han aldrig forlange mere.

To dage senere skrev manden tilbage. Hvis Christian havde tid til en gåtur ved vandet, så kunne de gøre det nu.

Tre kvarter ved vandet

De talte sammen i tre kvarters tid. Manden var rigtig flink og spurgte meget ind til Christians liv, hans uddannelse og hvad han levede af.

Men han stod fast på, at han ikke ville tage en dna-test.

Da Christian Engholm Andersen spurgte, om han måtte tage et billede af de to sammen, var svaret også nej. Og Christian hæftede sig mest ved de hårde ting, hans mulige far sagde.

Blandt andet husker han, at manden spurgte til, hvorfor Christian først havde fundet ham nu, ligesom han husker hans forudsigelse: At de nok ville få meget lidt med hinanden at gøre fremadrettet, selv hvis de var far og søn.

Alt det havde han jo nok ret i. Men Christian Engholm Andersen havde håbet på lidt mere åbne arme.

Før de skiltes spurgte Christian Engholm Andersen en sidste gang om det med billedet.

- Måske hvis vi ses en anden gang, sagde manden.

Hvornår, eller om det nogensinde bliver, er der ingen, der ved. Men Christian Engholm Andersen fik noget andet med hjem fra Belgien.

Han mødtes nemlig med to af sine mulige halvsøskende, og de indvilgede i at tage en dna-test. Resultatet kom tre uger senere. Pudsigt nok var det på hans fødselsdag.

Tillykke med fødselsdagen

I begyndelsen forstod Christian Engholm Andersen ikke, hvad der stod. Men smilet var ikke til at tage fejl af, da resultatet gik op for ham.

Det var “fandeme” hans søskende. De var halvbrødre. Og deres far var hans far.

Til dem skrev han: “Jeg ved ikke, om jeg skal sige tillykke. Men I har fået en ny bror”.

Til sin far skrev han, at han havde fået den bedste fødselsdagsgave, han kunne ønske sig. “Du er min far”.

Brødrene kvitterede med et velkommen i familien, og det betød meget. Men hans far skrev “bare” tillykke med fødselsdagen.

Christian Engholm Andersen havde nok håbet på noget mere.

Generelt har han hele vejen ønsket sig mere, og det seneste år har skuffelsen over det, han ikke har fået, fyldt mere end glæden over det, han har fået.

Alligevel har han også fået mere ro, fordi han ved, at hans far og hans søskende har det godt.

- Jeg ved ikke, om jeg er mere hel. Men jeg føler mig mere tilpas i det. For nu ved jeg, hvem min far er, og hvor jeg kommer fra, siger Christian Engholm Andersen.

Han har skrevet lidt med sin far siden, og Christian har et håb om, at han kommer til at se ham igen. Måske en eller to gange mere i sit liv. Hvis det sker, vil han stadig gerne tage et billede sammen med ham.

Det ville være stort at kunne klistre det ind i den ‘barnets bog’, han har liggende hjemme i skabet.

Hans mor har udfyldt alt det, hun kunne, til punkt og prikke. Der mangler kun et billede af ham og hans far.

Se 'De forsvundne fædre' tirsdag klokken 20.50 på TV 2 eller TV 2 Play.