Frustrerende periode fik Mæhle til at overveje fremtiden
Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix
Joakim Mæhle indrømmer, at han i sommer afsøgte mulighederne for at skifte klub.
Når Joakim Mæhle fra tid til anden kigger i sin kalender, er det de dage, hvor han skal være samlet med landsholdet, han ser allermest frem til.
Det er han nu, så han føler sig godt tilpas. Det gør han altid, når han befinder sig i lejren i Helsingør.
Lige dér var jeg nok et frustreret sted oppe i hovedet
Joakim Mæhle
Her får han et afbræk fra hverdagen i den norditalienske by Bergamo, hvor hans arbejdsgiver, Atalanta, hører hjemme. En hverdag, der siden sommerferien ikke har været, som han havde håbet på.
- Det er lidt svært at blive klog på. Også for mig selv. Jeg startede inde i de første to kampe, hvor vi spillede rigtig godt, og så sad jeg ude i en tre-fire kampe i træk, siger Joakim Mæhle til TV 2 SPORT.
Han har nu været samlet med landsholdet i et par dage forud for Nations League-kampene mod Kroatien og Frankrig.
Med i bagagen har han en dugfrisk kamp mod storholdet Roma, som han spillede fra start til slut, men ellers har det mildt sagt været småt med spilletid den seneste måned.
"Det er klart, at det ikke er holdbart på sigt"
Nu håber den 25-årige dansker, at kampen mod Roma vil blive starten på en periode med kontinuerlig spilletid. Hvis ikke er han tvunget til at tænke i andre baner.
- Selvfølgelig vil man gerne spille, og man bliver irriteret, når man ikke spiller.
- Det er klart, at det ikke er holdbart på sigt, at jeg ikke spiller så meget. Jeg vil selvfølgelig gerne spille fodbold. Jeg håber, det har gjort noget, og at jeg får mere spilletid, når jeg vender tilbage, siger den angrebsivrige back.
Joakim Mæhle har spillet i Atalanta siden januar 2021, men i år har danskeren periodevis haft svært ved at spille sig på holdet.
I løbet af sommeren blev han flere gange rygtet væk fra den norditalienske klub, men da transfervinduet lukkede i, var han fortsat Atalanta-spiller.
Afsøgte muligheder for et skifte
I forbindelse med en kamp mod Torino udtalte Joakim Mæhles træner, Gian Piero Gasperini, at danskeren sammen med et par holdkammerater havde "brugt hele dagen med deres telefon" i et håb om at komme væk på vinduets sidste dag.
Mæhle selv oplevede det anderledes.
- Det var ikke sådan, at jeg sad med telefonen, synes jeg. Jeg ved ikke lige, hvad han mente, men det er nok hans take på det.
Men der er sjældent røg, uden der er ild et sted, og Joakim Mæhle vil da gerne indrømme, at han brugte dele af sommeren på at kigge efter andre muligheder.
Blev der afsøgt nogle muligheder?
- Ja, det gjorde der. Helt klart. Lige dér var jeg nok et frustreret sted oppe i hovedet. Jeg havde spillet de to første kampe, og vi havde gjort det godt. Lige pludselig spillede jeg ikke tre eller fire kampe fra start, og jeg følte jo egentlig, at jeg var berettiget til at spille.
Joakim Mæhle har de seneste to år spillet en stor rolle på det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
- Når man så skal sidde ude, tænker man jo: ”Hvad fanden sker der så?”. Jeg vil jo gerne spille fodbold og måske komme et sted hen, hvor der er lidt andre øjne, der kigger på mig, og hvor jeg får lov til at bruge de kvaliteter, jeg har og gøre det, jeg er bedst til, siger Joakim Mæhle uden at nævne, om der var noget konkret under opsejling.
VM er altafgørende
Nu skal Joakim Mæhle bruge de kommende dage på at bevise, at han trods den manglende spilletid fortsat kan udfylde en vigtig rolle på det danske landshold. Det har han vist før, og det vil han gøre igen.
- Jeg har det sådan, at jeg uanset hvad skal stå i den skarpeste og bedste forfatning til VM. Det er det, jeg arbejder ud fra.
- Jeg skal stå bedst muligt til VM. Det er det, der er vigtigst lige nu, siger den tidligere AaB- og Genk-spiller.
Torsdag aften skal Joakim Mæhle og Danmark i aktion for næstsidste gang inden VM, når de møder Kroatien i Nations League.
Vinder Danmark den kamp, har de vundet gruppen.