Frem med solcreme og sommergrill: Pinsen bliver varm i Nordjylland
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Sol over Nordjylland.
Nordjyderne kan godt glæde sig til pinsedagene, hvor temperaturerne stiger til 22 grader i det nordjyske.
Det er tid til at finde sommertøjet frem, for vejret i pinsen bliver helt anderledes end det, vi oplever lige nu.
Ifølge kalenderen begynder sommeren onsdag, men sommervejret er et par dage forsinket.
Onsdag og torsdag fortsætter det ustadige vejr med mange skyer og regn til tider, mens fredag er skiftedag til det mere sommerlige vejr.
Selve fredagen begynder med mange skyer og måske en byge, men det klarer op med sol. Herefter bliver det varmere, vinden lægger sig, og solen begynder at dominere.
Pinselørdag får vi nogen sol, og temperaturen stiger til 15 til 20 grader, lunest i østlige landsdele.
Pinse med sol, rolig vind og 20 til 23 grader
Pinsedag og 2. pinsedag byder på temperaturer mange steder mellem 19 og 23 grader, og i Nordjylland får vi op til 22 grader.
Pinsedag vil nok være mest behagelig, da solen skinner næsten uhindret, og vinden rører heller ikke meget på sig.
I løbet af 2. pinsedag frisker vinden op, og der kommer også flere skyer på himlen. Det vil dog være mest højthængende skyer, som solen kan skinne igennem. I den sydvestlige del af landet kan det i perioder blive mere skyet med risiko for lokale byger.
Årsagen til det gode pinsevejr er et højtryk, som fra lørdag til mandag vil sørge for lavtryk og byger holder sig fra Danmark.