Fra politiet til landsholdet – dansk stregspiller har taget den lange vej
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Forud for EM-kvalifikationskampene fortæller Kaja Kamp om sin kringlede vej til landsholdet i et interview med TV 2 Sport.
Esbjerg-stregens karriere har budt på flere alternative arbejdsgivere.
Fra administrativ kontorassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi til landsholdet på knap fire år.
Det lyder måske mærkværdigt, men det er en kendsgerning for danske Kaja Kamp.
- Jeg havde grinet, hvis folk havde sagt for to år siden, at jeg en dag ville blive en del af landsholdet, siger Kaja Kamp.
- Det her er lidt sindssygt at sige, når man spiller i Esbjerg, der er en af verdens bedste klubber. Men det har aldrig været en realistisk mulighed – for mig – at blive en del af landsholdet, tilføjer Kamp og påpeger, at hun er megastolt over at være udtaget til sin første rigtige landsholdssamling.
Håndboldkvinderne møder Polen i to EM-kvalifikationskampe 28. februar og 2. marts.
- Nu er jeg med til en fuld samling og ikke bare lige kastet ind fra højre. Jeg ved ikke helt, om det er gået op for mig endnu.
Esbjerg-stregen spillede sin første – og eneste – landskamp ved VM 2023. Efter Kathrine Heindahl blev knæskadet i semifinalen, gjorde 29-årige Kamp nemlig sit indtog i bronzekampen.
Udover bronzemedaljen i sin første landskamp kan Esbjerg-stregen da også bryste sig af en EM-sølvmedalje fra 2022, hvor Kamp ikke fik spilletid.
Match made in heaven
Burger King og Politiet er blot nogle af de arbejdsgivere, som Kaja Kamp har haft under sin håndboldkarriere. Og det har da også været en lidt anderledes og kringlet vej til succes, hvis man spørger Esbjerg-stregen.
- Håndbold har ikke altid været førsteprioritet for mig. I og med håndbolden ikke altid har været et fuldtidsarbejde, så har der været andre ting, der også har skullet passe ind.
- Jeg tror, jeg har fået rigtig meget med, i den rejse jeg har været på. Jeg føler aldrig, jeg bare har fået noget givet.
Kaja Kamps seniorkarriere
2010-2013 - Aalborg DH
2013-2017 - Vendsyssel Håndbold
2017-2018 - EH Aalborg
2018-2020 - TTH Holstebro
2020-nu - Team Esbjerg
Kaja Kamp stoppede som administrativ kontorassistent ved Midt- og Vestjyllands Politi, da hun skiftede til Team Esbjerg i 2020 og nu kunne fokusere 100 procent på håndbolden.
Og det er da også i Team Esbjerg, at stregspilleren for alvor har fundet sig selv som håndboldspiller.
- I Esbjerg har jeg mødt sindssygt mange vildt dygtige håndboldspillere. De lærer mig noget hver dag og presser mig til at blive den bedste udgave af mig selv.
- Esbjerg kom jo ind fra højre, og det har været et match made in heaven. Jeg er sindssygt glad for at være i klubben.
En helt særlig herre har haft en stor betydning for stregspilleren.
- Jeg har været vildt glad for at have Jesper (Jensen red.) som træner. Han er et godt menneske og har hjulpet mig rigtig meget – både på og udenfor håndboldbanen.
Ved siden af sin sport læser stregspilleren i dag en kandidat i Erhvervsøkonomi med speciale i Brand Management and Marketing Communication.
Kryptisk OL-svar
På trods af at stregspilleren beskriver sin vej til landsholdet som en vild rejse, er det vigtigt for hende at holde fast i kernen af sig selv.
- Det har været vigtigt for mig at holde mine fødder på jorden. Jeg prøver at være den, jeg altid har været, der tænker godt over tingende og er reflekterende.
Kaja Kamp har da også benene solidt plantet på jorden, i forhold til sin rolle ved OL til sommer.
- Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, før man kommer med til OL, siger Kamp og påpeger, at kun 14 spillere kommer på holdkortet.
- Jeg er selvfølgelig megastolt af, at folk kan sætte mit navn i sammenhæng med OL. Men for mit eget vedkommende, så er jeg bare glad for at være, hvor jeg er lige nu, afslutter Esbjerg-stregen og maner OL-snakken i jorden.
Danmark møder Polen i to EM-kvalifikationskampe 28. februar og 2. marts.
Første kamp spilles klokken 19.00 og kan ses på TV 2 Sport og TV 2 Play. Returopgøret spilles klokken 16.00, og du kan følge kampen på TV 2 og TV 2 Play.