Forskudsopgørelsen er landet – nu kan du se din boligskat for 2024
Foto: Emma Haunstrup / TV 2 Grafik
Forskudsopgørelsen for 2024 åbner officielt tirsdag.
Med forskudsopgørelsen kan du for første gang se, hvad de foreløbige ejendomsvurderinger konkret betyder for din økonomi.
Vi er halvvejs gennem november, og dermed er det tid til, at alle danskeres forskudsopgørelser frigives.
Officielt åbner forskudsopgørelsen først tirsdag. Men traditionen tro er Skat tyvstartet, så du allerede nu kan se og rette i din forskudsopgørelse.
Dermed kan du også for første gang se, hvad de nye ejendomsvurderinger helt konkret betyder for din boligskat til næste år.
Hvad er forskudsopgørelsen?
Forskudsopgørelsen er en form for budget for det kommende år, som viser din forventede indkomst og dine forventede fradrag.
Det bruger Skattestyrelsen til at regne ud, hvad du skal betale i skat, så rammer din forskudsopgørelse ved siden af, risikerer du enten at betale for meget i skat eller at få et skattesmæk.
Du kan løbende rette i din forskudsopgørelse, hvis din løn eller dine fradrag ændrer sig.
Årsopgørelsen kommer hvert år i marts og er et regnskab over din skat året før. Her opgøres det, om du har betalt den korrekte skat, og om du skal have penge tilbage eller skylder statskassen restskat.
Men der er også sket flere andre ændringer. Og derfor er det en god idé at løbe sin forskudsopgørelse igennem, hvis man ikke vil risikere at betale for meget i skat eller at få et skattesmæk.
Sådan lyder opfordringen fra Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom i Nordea.
- Man får jo pengene tilbage året efter, hvis man betaler for meget. Men står man og skal bruge dem inden da, er det ikke så sjovt, at de ligger hos Skat, siger hun til TV 2.
Nu kan du se, hvad de nye ejendomsvurderinger betyder
Den største ændring på forskudsopgørelsen kommer i år til landets 2,1 millioner boligejere.
Her vil ejendomsværdiskatten og grundskylden nemlig være baseret på den foreløbige vurdering for 2022. Disse tal findes under den første fane, 'Forventet økonomi fra 1/1 til 31/12 2024', hvorefter man kan klikke på 'Eksisterende ejendomme og grunde'.
- Selvom man har kunnet se de foreløbige vurderinger på Vurderingsportalen, er det nok de færreste forbrugere, som har siddet og regnet på, hvad det præcis vil koste dem i kroner og øre i boligskatter. Derfor vil det for rigtig mange være interessant at tjekke op på, hvad man skal til at betale, siger Ida Marie Moesby.
Mandag oplyste Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse, at man i forbindelse med en kvalitetssikring har ændret cirka 100.000 foreløbige ejendomsvurderinger.
Ifølge underdirektør i styrelsen Claus Houmann vil de boligejere, der har fået ændret i vurderingen, få direkte besked.
Vurderingen er dog fortsat foreløbig, og derfor kan boligskatten både for dem og alle andre blive genberegnet.
- Det er jo kun en foreløbig beregning. Så når vi alle sammen engang i 2025 får en ny vurdering, bliver vores boligskatter genberegnet. Det kan så føre til regulering både i den ene og den anden retning, siger Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i revisionsfirmaet BDO, til TV 2.
Stil dit spørgsmål til eksperterne her!
Tirsdag fra 18.00 til 20.00 sidder Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom i Nordea, og Henning Boye Hansen, skatteekspert i BDO, klar på TV2.dk til at svare på dine spørgsmål om skat og forskudsopgørelsen.
Du kan allerede nu sende dit spørgsmål ind på 1234@tv2.dk.
Fire ud af fem boligejere skal samlet set betale mindre i boligskat i 2024, og resten får en skatterabat.
Men alligevel vil mange opleve at skulle betale mere i boligskat hver måned.
Selvom det kan lyde selvmodsigende, er der en god forklaring.
Det skyldes nemlig, at grundskylden fra 2024 skal betales som almindelig A-skat. Indtil videre er den blevet betalt for sig selv, når kommunen to gange om året sendte en skattebillet.
Med andre ord vil betalingen blive spredt ud over hele året – ligesom det allerede er tilfældet med ejendomsværdiskat.
- Mange vil nok undre sig, når de ser deres forskudsopgørelse. Men det er altså ikke noget, man bliver hverken rigere eller fattigere af, forsikrer Henning Boye Hansen.
Ikke desto mindre vil man måske opleve, at man fra nytår får mindre af sin løn udbetalt hver måned – men til gengæld behøver man ikke lægge penge til side til at betale grundskylden senere.
Mange får højere rentefradrag
Gennem det seneste år er renterne skudt i vejret – blandt andet på mange danskeres boliglån.
Renteudgifter, som groft sagt er prisen for at låne penge, kan trækkes fra i skat. Så når renterne skyder i vejret, vokser fradraget også i kroner og øre.
Derfor er det én af de ting, mange gør klogt i at rette i sine forskudsopgørelse.
- Først og fremmest er det relevant for dem, der har et variabelt forrentet lån. For har du en fast rente, er det jo bare det samme, du betaler, siger Ida Marie Moesby.
Godt nok kommer rentefradrag helt automatisk ind i din årsopgørelse.
Men hvis du hellere vil have fradragene spredt ud over hele året, skal du skrive dine aktuelle renteudgifter ind i forskudsopgørelsen.
Mange glemmer vigtige fradrag
Samtidig er der en række andre fradrag, som danskerne ifølge Ida Marie Moesby ofte glemmer at taste ind.
Her er et af de vigtigste kørselsfradraget – også kaldet befordringsfradraget – som gælder, hvis man selv betaler for at transportere sig mere end 12 kilometer til arbejde.
- Det kan virke lidt tricky, men i bund og grund er det bare at undersøge, hvor langt man har på arbejde, og regne sammen, hvor mange dage man har ret til fradraget, siger hun.
Samtidig er det ifølge forbrugerøkonomen værd at huske, at selvom håndværkerfradraget er blevet sløjfet, findes det populære servicefradrag stadig.
Derfor kan du i 2024 trække op til 6900 kroner fra i skat for betalinger til for eksempel rengøring eller børnepasning.
- Der er relativt mange, der bruger den slags ordninger. Men det er noget, du selv skal ind og indberette, og derfor er der også mange, der glemmer det, siger Ida Marie Moesby.