For omkring en uge siden hærgede Malik - nu er der atter udsigt til kraftig blæst
Foto: Birger Josephsen / Privatfoto
Kuling med vindstød af stormstyrke ved Hirtshals i Nordjylland 7. februar 2022. Ugen vil byde på masser af vind.
Torsdag aften bliver den mest blæsende periode i løbet af de næste fem dage. Et lavtryk passerer lige nord om Danmark, og i den forbindelse kan middelvinden nå hård eller måske stormende kuling i Nordjylland. Samtidig kan vindstødene nå storm eller stærk storm.
Ugen er startet med masser af blæst – og sådan vil det fortsætte de næste dage.
Lavtryk ligger nærmest i kø for at bevæge sig fra Nordatlanten mod øst – i retningen mod Skandinavien – og i den forbindelse vil de næste dage byde på meget blæsende vejr.
Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark
I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.
Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s
Det har vi allerede taget forskud på mandag, hvor middelvinden ved Røsnæs på Vestsjælland har nået hård kuling med 20,2 meter per sekund.
I Thorsminde ved den jyske vestkyst har vindstødene endda været helt oppe på 29,2 meter per sekund, hvilket svarer til stærk storm, og ved flere andre kyststationer har der også været vindstød af stormstyrke.
Kuling flere dage – mulighed for vindstød af stormstyrke
Mandagens blæsevejr er kun det første i rækken af blæsevejr, der vil påvirke Danmark de næste dage.
Tirsdag bliver det især blæsende først på dagen, hvor vinden kan nå kuling ved vestvendte kyster. Dagen starter med regn, hvorefter det klarer op, og så kan temperaturen nå ni grader, når det er varmest.
Onsdag bliver næsten en gentagelse, hvor dagen starter med skyer og regn, men endnu en gang venter en opklaring vestfra. Især i eftermiddagstimerne kan middelvinden nå kuling ved kysterne, og måske kan vindstødene nå stormende kuling, der er vindstyrken lige under storm.
Torsdag aften bliver den mest blæsende periode i løbet af de næste fem dage. Et lavtryk passerer lige nord om Danmark, og i den forbindelse kan middelvinden nå hård eller måske stormende kuling i Nordjylland. Samtidig kan vindstødene nå storm eller stærk storm.
Fredag befinder vi os i "kølvandet"' på lavtrykket med byger, der kan være med vinterlige islæt. Vinden vil især først på dagen være kraftig – lokalt med vindstød af stormstyrke.
Selvom det ser mindre blæsende ud i weekenden, kan det igen blive meget blæsende i næste uge.
Vi har oplevet ganske meget blæsende vejr siden midten af januar. Det kulminerede med stormen Malik 29.-30. januar, som blev den kraftigste storm i Danmark i fem år.