Falck forventer ekstraordinært travl mandag – har været "fuldstændig vanvittigt"
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Flere autohjælp-virksomheder melder om rekordtravle dage og forventer, at mandag bliver lige så travl med mange biler med startproblemer.
Mandag morgen skal mange bilister igen ud på de glatte veje efter en weekend og nat med frostgrader landet over.
De frysende temperaturer holder ved mandag, og det kan give store udfordringer for dem, hvis biler har holdt stille eller blot kørt småture over weekenden.
Flere virksomheder, der tilbyder autohjælp, har indkaldt alt tilgængeligt personale til det, som de kollektivt forventer bliver en ”rigtig travl” dag, hvor mange biler ventes at få svært ved at starte.
Sådan lyder det fra blandt andre driftsleder hos Falck, Robin Hinrichsen:
- Vi har set usædvanligt mange tilfælde i weekenden, og hvis den tendens fortsætter mandag, og det tror jeg, at den gør, så får vi rigtig travlt, siger han til TV 2.
Vejdirektoratet: Kør hjemmefra i god tid mandag morgen
Hos Falck har man kaldt alt tilgængeligt mandskab ind, både hos driften, der kører ud og hjælper bilisterne, og hos assistancen, der taler med kunder i telefonen.
Det er en fortsættelse på en utrolig travl begyndelse på året for Falck, hvor man har haft travlt med at trække køretøjer fri af den seneste snestorm og nu er fuldt optaget af at hjælpe bilister med startproblemer.
- Det har været fuldstændig vanvittigt, siden sneen begyndte at falde. Vi har ikke kunnet følge med. Vi har haft al mandskab på, som vi har kunnet støve op, og det fortsætter vi med at have, siger han.
Over weekenden har Falck assisteret over 1000 køretøjer med at starte, og de ekstraordinære tal går igen hos andre virksomheder.
Dobbelt så travlt som normalt
Hos SOS Dansk Autohjælp har man på nogle af de seneste dage haft dobbelt så travlt som normalt, forklarer vagtcentralchef Annette Bjørn Juncher.
Lørdag og søndag har SOS Dansk Autohjælp været ude på flere end 4000 assistancer, hvilket er dobbelt så mange som normalt.
Mandag ventes at blive lige så travl – hvis ikke endnu mere travl:
- Vi har alt disponibelt personale og biler på vejene mandag morgen. Alene søndag har vi været ude på flere 2200, og mandag forventer vi at være ude på minimum 3200, lyder det.
Onsdag og torsdag havde SOS Dansk Autohjælp rekordhøje tal for vejhjælp med næsten 4000 assistancer om dagen.
Direktøren tager plads ved callcenteret
Også hos virksomheden Viking Assistance har der været usædvanligt travlt med tre gange så mange udrykninger som normalt, forklarer administrerende direktør Niels Lassen.
- Mandag kan nok blive endnu mere travl. Jeg tror, at vi måske kommer op på 8-900 assistancer. Det er over dobbelt så højt, som det plejer, siger han.
Også her er alle mand kaldt på dæk, og også direktøren selv kommer til at sidde ved telefonen og tage imod kunders opkald.
Viking Assistance har ligeledes sat rekord for antallet af gange, man har rykket ud for at assistere kunder de seneste dage.
Blandt andet har virksomheden haft kunder, hvis biler har siddet fast i sneen siden onsdag og som først er kommet fri søndag.
- Der har ikke været stille dage næsten hele året. Vi har virkelig kørt på maksimal kapacitet, siger Niels Lassen.
Han forklarer, at bilens batteri aflader, når det er så koldt som nu. Lidt ligesom man kan opleve, at ens telefon pludselig mister strømmen i kulden.
- Det er toppen af ydeevnen på batteriet, der forsvinder, og det skal bruge alle kræfter, når det er koldt. Hvis det først har prøvet en gang, hvor der ikke var strøm nok, så er der jo endnu mindre strøm til andet forsøg. Og så er toget kørt. Men har man et nyt batteri, så burde der ikke være noget problem.
Opfordring til forsigtighed på vejene
Vejdirektoratet har søndag aften på X opfordret alle trafikanter, der skal ud i myldretidstrafikken mandag og tirsdag morgen til at køre forsigtigt og tage hjemmefra i bedre tid end normalt.
Østjyllands Politi, der den seneste tid har været travlt beskæftiget af det voldsomme vejr i området, har desuden på X advaret mod glatte veje og opfordret til at køre forsigtigt, holde afstand og køre hjemmefra i god tid.
Den anbefaling går igen hos autohjælpsfirmaerne.
Alle tre understreger de, at det vigtigste er at udvise forsigtighed på de glatte veje og holde afstand til andre bilister. Derfor opfordrer de også til at gå ud og teste i god tid, om bilen kan starte.
Niels Lassen fra Viking Assistance foreslår, at man kan spørge en nabo om hjælp til at overføre strøm til bilen med startkabler, hvis der er udsigt til længere ventetid hos autohjælpsfirmaet. Han fraråder desuden at køre ud på sommerdæk.