- Et kæmpe, kæmpe skridt på vejen mod Tour-sejren, siger ekspert
Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix
Efter den sidste bjergetape er Jonas Vingegaard kun en flad etape og en enkeltstart fra at vinde Tour de France.
Med sejren på Hautacam tog Jonas Vingegaard et helt enormt ryk mod den samlede Tour de France-sejr.
Det vurderer TV 2 SPORTs cykelsportsekspert Christian Moberg, efter Vingegaard skabte sig et forspring på over tre minutter inden de sidste etaper.
- Det er ekstraordinært. En fuldstændig vild præstation af Jonas Vingegaard. Og det er et kæmpe, kæmpe skridt på vejen mod en mulig Tour de France-sejr.
På den sidste bjergetape begyndte Pogacar at angribe Vingegaard, da der var cirka 40 kilometer til mål. Fire forsøg blev det til på Col de Spandelles, inden Geraint Thomas også trådte igennem i håbet om at veksle sin tredjeplads i klassementet til noget bedre.
Det fik briten ikke umiddelbart noget ud af, og så kørte Pogacar og Vingegaard videre for sig selv. Sammen satte de to endnu en fed streg under, at de er klassementets klart bedste ryttere, og derfor er det mellem dem, Touren skal afgøres på lørdagens enkeltstart.
Og her skal der altså noget virkelig stort til, hvis Vingegaard ikke skal køre i gult til Paris.
- Cykelløbet skal køres færdigt, før man kan kåre en vinder, men Jonas Vingegaard er i en rigtig god position. I morgen skal holdet beskytte ham hele vejen på den flade etape, og så er der enkeltstarten på lørdag, hvor han har noget margin at køre med. Det er en KÆMPE fordel for Jonas Vingegaard, siger Christian Moberg.
Inden favoritterne nåede Tourens sidste bjergtop, udviste Jonas Vingegaard i øvrigt storsind ved at vente på Tadej Pogacar, da sloveneren styrtede på nedkørslen inden Hautacam. Med den gestus sørgede danskeren for, at Tour de France bliver afgjort så retfærdigt som muligt.
Og med 4,4 kilometer til mål sørgede Vingegaard og holdkammeraten Wout van Aert så for, at Pogacar er tæt på chanceløs i kampen om førertrøjen. De to Jumbo-Visma-ryttere kørte slet og ret fra Pogacar, og cirka en halv kilometer senere fortsatte Vingegaard alene mod mål. Her krydsede han målstregen 1 minut og 4 sekunder foran Pogacer, så der nu er over tre minutter mellem dem.
Men den samlede sejr vil Jonas Vingegaard ikke tale om endnu:
- Der er også en dag i morgen og en dag i overmorgen, før vi er i Paris. Så lad os snakke om det om et par dage, siger Vingegaard i sejrsinterviewet lige efter etapen.