Efterårsvejr rammer onsdag - her er der risiko for vindstød af stormstyrke
Lokalt kan nedbøren falde som slud.
Onsdagen er startet med en fredelig efterårsmorgen, hvor der udbredt har været nattefrost.
Koldest har det indtil videre været i det centrale Sjælland, Fyn og Jylland, hvor der har været under 4 graders frost flere steder.
Det fredelige vejr varer dog ikke længe, og hen ad formiddagen rammer en stor varmfront landet.
I forbindelse med fronten passerer et udbredt regnvejr landet, og blæsten tiltager. Langs vestkysten kan vindstødene i en overgang ramme stormstyrke.
TV 2 Vejret har i den forbindelse udsendt et varsel for vindstød af stormstyrke langs den nordlige del af Vestkysten, som gælder fra klokken 12 til klokken 17.
Kold start på dagen
Det kolde vejr, som dagen er startet med, fortsætter mange steder, og ud på formiddagen og hen over frokost stiger temperaturerne til kun mellem 3 og 5 grader mod øst.
Mod vest presser varmefronten på fra vest.
Fronten sender et stort regnvejr ind over landet, som samtidig sender temperaturerne op til 11 grader længst mod vest, da den lunere luftmasse trænger ind over landet bag fronten.
Det bliver dog svært at nyde det lune vejr, da den kraftige blæst lægger en gedigen dæmper på oplevelsen af vejret.
I løbet af dagen trækker frontzonen mod øst, og efter frokost vil det så småt begynde at regne mod øst.
Senere regn og blæst
Selvom varslet for vindstød af stormstyrke kun gælder mod vest, tiltager blæsten også mod øst ud på eftermiddagen.
Her kan der lokalt komme vindstød af op til stormende kuling.
I løbet af dagen kan regnvejret smide 5 til 10 millimeter regn af sig.
Fronten når først Bornholm senere på dagen, og det kan ikke udelukkes, at nedbøren til at starte med kortvarigt kan falde som slud, før varmen presser på.
Alt i alt er der lagt op til ægte efterårsvejr onsdag, og ifølge prognoserne gentager det sig torsdag.