- Dumt at sige, fortæller uenig Vingegaard
Foto: Guillaume Horcajuelo/EPA/Ritzau Scanpix
Kritikken preller af på danskeren, der ikke føler sig nedprioriteret.
Jonas Vingegaard var uden holdkammerater ved sig på næsten halvdelen af fredagens kongeetape i Tour de France.
Det var den perfekte taktik
Grischa Niermann, sportsdirektør på Visma
Men danskeren køber ikke præmissen om, at han blev nedprioriteret eller manglede opbakning undervejs på etapen. Slet ikke faktisk.
Jeg kan se, at folk taler om, at du ikke fik nok opbakning i går. I dag giver I dog også Matteo (Jorgenson, red.) lidt frit spil. Hvordan taler I om det? At det også er vigtigt at holde ham inde i klassementet?
- Jeg synes, at det lidt er noget dumt noget at sige, at jeg ikke fik opbakning i går. Hvis jeg havde spurgt efter dem (Jorgenson og Kelderman, red.), havde de ikke tøvet et sekund med at vente på mig. Det er jeg 100 procent sikker på, fortæller danskeren til TV 2 Sport.
Team Visma | Lease a Bike sendte holdets to nok stærkeste bjergryttere, Wilco Kelderman og Matteo Jorgenson, foruden Vingegaard selv, afsted i udbrud, og resten af holdet blev sat relativt tidligt.
Og selvom konsekvensen blev, at Vingegard undervejs på etapen var helt isoleret, mener danskeren, at beslutningen var den rigtige.
Faktisk var det ham selv, der var med til at udforme taktikken.
- Det var lige så meget, fordi jeg sagde til dem, at de fik lov at køre efter det, at de gjorde det. Det er det mindste, jeg kan gøre. De kan jo ikke gøre meget fra eller til, når jeg sidder på stigningen og prøver at følge med Remco, så på den måde synes jeg, at det er noget lidt underlig kritik.
Sportsdirektør bakker op
Efter fredagens etape blev Vingegaards sportsdirektør Grischa Niermann også foreholdt det faktum, at Vingegaard sad alene på særligt hele finalestigningen.
Og han mener, ligesom danskeren selv, at holdets taktik var den rigtige
- Nej, det var den perfekte taktik. Hvis der skete noget, var der nogen, der kunne vente og være ved Jonas hurtigt. Hvis de var sat, kunne de ikke sidde ved Jonas. Det var taktikken. Der var ikke problemer.
- Vi sad ikke ude foran for at vinde etapen – vi var der for at hjælpe Jonas. Det var ikke nødvendigt, og derfor skiftede vi planer, og det gjorde vi rigtig godt, fortalte Niermann til flere medier, heriblandt TV 2 Sport.
Matteo Jorgenson blev bedst placerede Visma-rytter på etapen, da han sluttede som nummer to.
Jonas Vingegaard blev nummer seks og tabte, medregnet bonussekunder, næsten to minutter til Tadej Pogacar.
Flere artikler fra tv2.dk