- Det er en vanvittigt god situation, siger Vingegaard
Foto: Jonas Vingegaard i den gule trøje på podiet efter 20. etape. Foto: Marco Bertorello / Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard forventer en ny klassementsdag onsdag, hvor han er klar til hjælpe sine holdkammerater.
Jonas Vingegaard var aldeles godt tilfreds på sit holds vegne efter 10. etapes enkeltstart i Vuelta a España.
Trods danskerens tidstab ligger både han selv, Primoz Roglic og naturligvis løbets førende rytter, Sepp Kuss, stadig med en realistisk chance for at vinde løbet.
- Det giver os en vanvittigt god situation, at det ikke er os, der skal ud at angribe, og at det er Remco, der skal angribe os, siger Vingegaard til TV 2 Sport.
- Det kan være, vi kommer til at køre mere defensivt, nu hvor Sepp har et minut og ni sekunder ned til Remco.
TV 2 Sports cykelekspert Lars Bak hæfter sig ved, at Vingegaard netop fremstod i godt humør, selvom hans eget tidstab var lige i overkanten på tirsdagens 26 kilometer.
Top 3 i klassementet
1 Sepp Kuss (USA) Jumbo - Visma 35:52:38
2 Marc Soler (Spanien) UAE Team Emirates +26
3 Remco Evenepol (Belgien) Soudal - Quick-Step +01:09
- Han virker jo faktisk glad, Jonas, og han virker ikke til at være bitter eller sur. Nu skal de jo ikke ud at skabe løbet. De har førertrøjen, så nu kan de lukrere på, at de andre skal angribe, siger Bak.
Ny klassementsdag venter
Onsdag venter 163 forholdsvis flade kilometer med den krølle, at etapen slutter på toppen af en kategori 1-stigning.
Jonas Vingegaard forventer, at det godt kan blive en dag for klassementesrytterne.
- Ja, det bliver det nok. Spørgsmålet er, om et udbrud kommer til at køre væk eller ej. Det kommer an på, hvad andre hold vil gøre. Jeg tror ikke, vi kommer til at føre for det, siger Vingegaard.
Den danske Tour-vinder er klar til at knokle for forsvare Sepp Kuss' røde førertrøje.
- Det er Sepps tredje Grand Tour i år, så det kan være, han har en dårlig dag. Jeg håber det ikke for ham. Men så må vi sidde i hjulet og udnytte det (at kunne køre defensivt, red.).
- Jeg er ikke bleg for at hjælpe mine holdkammerater, siger han.