Det danske vejr er på rekordkurs
Foto: Viggo Hjort Kohberg / Seerfoto
Der har ofte været brug for regntøj i oktober.
Vi kan være på vej mod det mest regnfulde år i dansk vejrhistorie.
Regn, regn og atter regn. Sådan har 2023 foreløbigt vist sig. Allerede før november er begyndt, har vi fået mere nedbør end de seneste to år.
Foreløbigt er det blevet til 748 millimeter i år. I 2021 og 2022 fik vi henholdsvis 744 og 694 millimeter nedbør.
Nedbøren har været meget ulige fordelt. I maj og juni havde vi tørke, mens januar, juli, august og oktober hver især har budt på mere end 100 millimeter nedbør.
Nedbør i millimeter
Landsdækkende nedbør. Oktober er foreløbigt tal frem til 26. oktober.
Fire måneder på et år med over 100 millimeter nedbør er kun tidligere sket i 1954 og 2002.
Året 2023 kan blive det mest regnfulde siden 1874
Normalt får vi omkring 70 millimeter nedbør både i november og december. Det betyder, at hvis november og december bliver "normale", og vi samtidig får over 17 millimeter nedbør resten af oktober, så bliver det til ny nedbørsrekord.
De 17 millimeter regn i gennemsnit for hele landet i resten af oktober er meget sandsynlig. Ovenstående er en prognose af regn for resten af måneden. Hvordan det bliver i november og december, er stadigt meget svært at spå om.
Rekorden for mest nedbør deles af 1999 og 2019, hvor der begge år blev registreret 905 millimeter landsdækkende nedbør.
Det mest nedbørsfattige år, der er registreret, var i 1947, hvor der kun faldt 466 millimeter nedbør.