- Den næste måned bliver enormt vigtig for Mikkel Hansen, siger ekspert
Foto: Jan Andersen / TV 2 Grafik
Nikolaj Jacobsen må kun tage 14 spillere med til OL.
En betydningsfuld tid venter Mikkel Hansen.
Stjernen med pandebåndet ved endnu ikke, om han får lov til at slutte sin håndboldkarriere til OL i Paris.
- At kunne slutte til OL i Paris, hvor Mikkel Hansen har boet halvdelen af sin karriere, vil være en flot sløjfe at binde, siger TV 2 Sports håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.
Mikkel Hansen er netop blevet klar igen i Aalborg Håndbold efter at have været ude med en lyskeskade i syv uger.
- Men han er stadig ikke på banen, når Aalborg skal stille deres stærkeste hold. Derfor venter der en meget, meget vigtig måned – inden Nikolaj Jacobsen skal udtage holdet – hvis Mikkel skal have indfriet den store drøm (om OL, red.), siger Claus Møller Jakobsen.
Men Hansen har alle muligheder for at vise sig frem og sikre sig en af landstræner Nikolaj Jacobsens OL-billetter. Aalborg Håndbold er nemlig både i Herreligaens DM-semifinaler og i Champions Leagues Final 4.
- Men det er klart, at den næste måned bliver enormt vigtig for, at han kommer op i gear. Mikkel Hansen skal vise, at han er klar, skarp og i form. For når han er dét, så ved landstræneren jo også godt, hvad han står for, siger Claus Møller Jakobsen.
- Han er ikke sikker
Mikkel Hansen har været med til OL i 2008, 2012, 2016 og 2021.
Nikolaj Jacobsen må dog i modsætning til VM og EM kun tage 14 spillere og 3 reserver med til OL i Paris, og derfor er det noget af et puslespil, der skal lægges.
- Der er ikke så mange specialister, der kan komme med. Du skal helst kunne bidrage med noget i begge ender af banen, siger Claus Møller Jakobsen.
Hvis Mikkel Hansen skal på holdkortet, er der da også et par forbedringspunkter for den 36-årige håndboldstjerne.
- Han skal være skarpere på sine skud, Alle ved, at han er meget, meget dygtig på straffekast og i overtalsspillet. Men Mikkel skal vise Nikolaj, at han er mere målfarlig også, siger Claus Møller Jakobsen.
- Mikkel skal være fit, oppe i omdrejninger, se mulighederne, vælge de rigtige løsninger og være skarp på skuddene – alt det, der har kendetegnet ham hele karrieren. Det har han en måned til nu at vise Nikolaj, og den chance skal han tage, for lige nu er han ikke sikker.
Profiler er ikke sikre
Mikkel Hansen har vundet hele 11 medaljer med landsholdet siden sin debut i juni 2007.
- Det er klart, at han har voldsomt meget anciennitet på det hold. Jeg tror, at Nikolaj Jacobsen vil gå langt for at udtage ham til OL, siger Claus Møller Jakobsen.
- Men når det er sagt, er jeg også 100 procent sikker på, at landstræneren kommer til at udtage det hold, han tror, der kan vinde OL. Og hvis han tror, der er en på Mikkels plads, som giver ham en større chance for at vinde OL, så tager han ikke Mikkel med.
Mikkel Hansens medaljeskab
Stjernen med pandebåndet har vundet 11 medaljer med landsholdet.
Guld
VM 2023
VM 2021
VM 2019
OL 2016
EM 2012
Sølv
EM 2024
OL 2021
EM 2014
VM 2013
VM 2011
Bronze
EM 2022
Håndboldeksperten erkender, at det er lidt underligt at betvivle Mikkel Hansens plads på landsholdet.
- Det er et større puslespil. Og som jeg ser det lige nu, er hverken Mikkel Hansen, Rasmus Lauge eller Mads Mensah sikre på OL-holdet. Og det er jo i sig selv meget, meget nyt og vanvittigt at kunne sige det, i og med de har været nogle stensikre spillere i mange år.
Jacobsen passer på Hansen
Landsholdet er lige nu samlet i forbindelse med to testkampe forud for OL, når de møder Norge lørdag og Kroatien søndag.
To testkampe, hvor Hansen med sikkerhed ikke er at finde på holdkortet.
I forbindelse med samlingen har TV 2 Sport talt med Nikolaj Jacobsen, der fortæller, at han ønsker at træne 7-mod-6-spil og et nyt overtalsspil under samlingen.
- Mikkel har jo som bekendt givet udtryk for, at han stopper sin karriere efter OL. Så der kommer jo en tid, hvor vi skal til at klare os uden Mikkel, og der skal vi stadig være dygtige i 7-mod-6-spillet. Også uden ham, siger Nikolaj Jacobsen.
Selvom Mikkel Hansen er tilbage igen efter sin lyskeskade, så er det netop den skade, der er årsagen til, at Hansen ikke er med i Jacobsens trup i denne uge.
- Vi vil gerne passe på Mikkel fysisk, siger landstræneren.
Ingen kan erstatte ham
Mikkel Hansen har spillet 266 landskampe, scoret 1350 landsholdsmål og været med til 21 slutrunder.
OL eller ej så har Hansen uvurderlige evner, som ikke kan erstattes, hvis man spørger landsholdkammeraten Mathias Gidsel.
- Mikkels straffekastkompetencer er stadig de bedste i verden. Hans overtalskompetencer med det her overblik og hele den ro omkring 7-mod-6-spillet siger sig selv, at det er uvurderligt, siger Mathias Gidsel til TV 2 Sport.
- Det er der ikke nogen af os på holdet, der kan. Vi kan ikke erstatte Mikkel på det punkt.
Men det er da ikke til at vide, om 36-årige Hansen tager en af de 14 OL-billetter.
- Det er op til Nikolaj at vurdere, om vi har brug for de kompetencer. Men hvis vi skal have 7-mod-6, et overtal og en mand, der scorer på 95 procent af alle straffekast, så er der ikke nogen, der kan erstatte Mikkel, siger Gidsel.
Om det bliver med eller uden Mikkel Hansen, så begynder håndboldturneringen ved OL 27. juli.