Cocktail giver boligkøbere uro i maven – antallet af til salg-skilte stiger
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Når unge mennesker i de større byer ikke kan komme af med deres boliger, lægger det ofte en dæmper på markedet i resten af landet.
Er man en af de relativt få, der er på jagt efter et nyt hjem i øjeblikket, er der gode nyheder.
Antallet af boliger til salg vokser nemlig fortsat – særligt hvis man ser på ejerlejligheder. Det viser dugfriske tal fra Boligsiden.
Ved indgangen til november var 8569 ejerlejligheder til salg på landsplan. Siden 2010 har gennemsnittet ellers ligget mere end 1000 til salg-skilte lavere - nemlig på 7.313.
Det har dog ikke så meget at gøre med, at flere boliger bliver sat til salg i øjeblikket. I stedet handler det om, at færre boliger bliver købt og dermed fjernet fra markedet igen. Det fortæller Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann:
- Vi ser faktisk, at antallet af nye udbudte boliger er lidt lavere end normalt for årstiden. Så det, der trækker udbuddet op i øjeblikket er, at der er færre købere i markedet, siger hun til TV 2.
Inflation og renter giver køberne uro i maven
Gennem de seneste måneder har centralbanker verden over – heriblandt Nationalbanken i Danmark – sat renterne højere og højere op for at tæmme den stigende inflation.
En højere rente gør det som bekendt dyrere at låne penge til drømmeboligen. Så sent som onsdag hævede den amerikanske centralbank sin toneangivende rente med 0,75 procentpoint.
Samtidig betyder inflationen ifølge Lise Nytoft Bergmann, at danskerne generelt set har færre penge på kistebunden til at investere i ejendom og mursten.
Lige nu bruger de nemlig pengene på de stadigt dyrere fødevarer, transportudgifter og energiregninger.
- Hvis man lægger de to faktorer sammen, så får man en cocktail, der giver mange købere uro i maven. Det kan godt få nogle til at trække vent-og-se-kortet i stedet for at købe bolig lige nu, forklarer hun.
Ifølge Dansk Industris økonom Bo Sandberg er langt de fleste boligejere stadig økonomisk godt polstrede. Så har man is i maven, kan man lige nu gøre en god handel.
- I det omfang, man kan tale om ”købers marked” med stigende boligrenter og strammere kreditvurdering, så er det nu den generelle tendens på boligmarkedet, at der er blevet flere boliger at vælge mellem samtidig med at der sker betydelige nedslag i salgspriserne, skriver han i en kommentar.
Storbyerne kan blive en profeti
Ifølge Lise Nytoft Bergmann er det særligt i de større byer, at udbuddet er begyndt at stige.
Det plejer nærmest at blive en profeti for resten af landet.
Når unge mennesker i de større byer ikke kan komme af med deres boliger, flytter færre af dem nemlig til resten af landet.
- Hvis sælgerne ikke kommer uden for byen, er de ikke så mange købere i forstæderne. Det skaber de berømte ringe i vandet, som kan give stigende udbud på tværs af landet, siger boligøkonomen.
Kan være en chok-effekt
Ifølge Lise Nytoft Bergmann kan der lige nu godt være tale om en ”chok-effekt”.
Renterne er nemlig steget ganske kraftigt på kort tid. Samtidig har mange allerede købt bolig gennem corona-årene.
- Vi tror, vi kommer til at stå lidt i en overgangsperiode frem mod sommeren 2023, hvor der formentlig kommer mere ro på renten. Men i den her periode skal vi nok forvente, at boligmarkedet får det svært, siger hun.
Spørger man Bo Sandberg fra Dansk Industri bliver ”jokeren” hen over ikke kun inflationen og de stigende el- og varmeregninger, men også om arbejdsmarkedet kan holde skansen:
- Trenden går dog i retning af, at flere sidder hårdere i det i vores samfund. Vi står foran en ret langstrakt tilpasningsproces på boligmarkedet, der trods alt ikke tilpasser sig helt så hurtigt som for eksempel aktiemarkederne.