Armstrong placerer Vingegaard i samme kategori som Usain Bolt
Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Vingegaards præstation på enkeltstarten får Lance Armstrong til at tænke på Usain Bolt, da han var overlegen
Tadej Pogacar var god, men Jonas Vingegaard var bedre.
Hele 98 sekunder vandt danskeren Tourens 22,4 kilometer lange enkeltstart med, og det svarer til, at Vingegaard i gennemsnit var over fire sekunder hurtigere end sloveneren per kilometer.
Den bedrift er enestående, mener den tidligere cykelrytter Lance Armstrong, der i sin podcast 'TheMove' sammenholder Jonas Vingegaards suverænitet med dengang, Usain Bolt løb fra alt og alle.
- Jeg vil lige minde jer om, at vi taler om det hårdeste cykelløb i verden. En af de største sportsbegivenheder i verden. Alle atleter er i topform og klar til at levere en toppræstation lige nu.
- Jonas Vingegaard var fem procent bedre. Fem procent generelt er meget markant. Jeg kiggede nærmere på nogle ting på det seneste, og Usain Bolts præstationer kom frem, og hvor meget bedre han var.
- Hvis vi husker tilbage til, da Usain Bolt løb 100 meter. Han kunne stort set have vendt om og løbet baglæns de sidste 20 meter. Han var tre procent bedre, siger Armstrong i podcasten.
- Så fem procent er ...
Bevidst Jumbo-Visma-strategi?
George Hincapie, også tidligere cykelrytter og medvirkende i podcasten, griber mikrofonen og fortsætter:
- Det får os næsten til at stille spørgsmålstegn ved, du ved, al vores kritik indtil videre.
- Var Jonas og Jumbo-Visma klar over, at de havde en stor fordel til tidskørslen og derfor kørte defensivt op til den?
Inden enkeltstarten tirsdag havde Jonas Vingegaard et forspring på ti sekunder til Tadej Pogacar. Efter enkeltstarten fører danskeren med 1 minut og 48 sekunder.
Usain Bolt – der vandt OL-guld på 100 meter-distancen i 2008, 2012 og 2016 samt VM-guld på samme distance i 2009, 2013 og 2015 – stoppede karrieren i 2017, men er stadig indehaver af verdensrekorden på 100 meter.
I 2009 løb jamaicaneren distancen på 9,58 sekunder.
En optælling viser, at Bolt løb 100 meter på under ti sekunder flere end 50 gange i løbet af sin karriere.