Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ældreplejen går mørke år i møde, men 81-årige Kirsten fra Skagen har fundet en løsning

Foto: Tv2.dk

Glæden lyser ud af 81-årige Kirsten Wibe, når hun fortæller om sit fremtidige hjem i Ebeltoft.

Kvaliteten i ældreplejen vil falde markant de næste ti år, frygter eksperter.

81-årige Kirsten Wibe er en glad senior i disse dage.

Siden 1985 har hun boet på Erantisvej i Skagen, men nu er det 150 kvadratmeter store hus sat til salg, og Kirsten Wibe skal flytte hjem til sin datter.

- Jeg glæder mig helt vildt, for jeg har ingen heroppe. Min mand døde for 11 år siden. Derfor er jeg lykkelig for at skulle flytte derned, siger hun til TV 2.

Planen er, at hun ikke skal flytte mere. Hun skal på ingen måde på plejehjem.

Charlotte Wibe, datter

Kirsten Wibes datter, Charlotte Wibe, har købt en landejendom i Ebeltoft, hvor de sammen med datterens familie kan bo. I hver deres bolig ganske vist.

Lige nu er Kirsten Wibe en rask og rørig kvinde; hun går til svømning, bordtennis og petanque, og hun ”fejler ingenting”.

Men når dagen på et tidspunkt kommer, hvor hun får brug for hjælp, står datteren Charlotte og hendes familie klar til at hjælpe Kirsten med de ting, kommunen og plejehjemmet ellers ville have ansvaret for.

- Det har vi talt om, og de er fuldstændig indforstået med, at de selvfølgelig skal hjælpe mig. Det er helt på det rene, siger Kirsten Wibe.

Erfaringerne skræmmer

For Charlotte Wibe er beslutningen om at hjælpe sin mor ikke et svært valg.

Både hendes mormor, farmor og farfar har været på plejehjem, og det vil hun ikke byde sin egen mor.

- Det har ikke været nogen god oplevelse, og det skal min mor ikke igennem. Planen er, at hun ikke skal flytte mere. Hun skal på ingen måde på plejehjem, siger Charlotte Wibe.

Med beslutningen om at flytte sammen afværger familien Wibe muligvis mødet med en ældrepleje, der i disse dage er et af kommunalvalgets store temaer i mange kommuner.

Ældreplejen vil i de kommende år stå over for kolossale udfordringer, lød vurderingen fra en række af landets førende sundhedsøkonomer, da TV 2 talte med dem søndag.

Jeg synes selv, at jeg er privilegeret

81-årige Kirsten Wibe.

Allerede nu kæmper flere kommuner med at få økonomien til at række, mens det også kniber med at finde tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft.

Udfordringerne vil ifølge eksperterne kun blive større i fremtiden. Det skyldes først og fremmest, at antallet af plejekrævende ældre borgere stiger eksplosivt i disse år - og vil gøre det i mange år fremadrettet.

Foto: Tv2.dk

- Helt igennem faretruende

Frem mod 2030 vil der være behov for at ansætte mere end 22.000 flere social- og sundhedsmedarbejdere i landets kommuner, viser nye beregninger fra FOA, der blandt andre repræsenterer landets sosu'er.

FOA-tal viser samtidig, at andelen af ufaglærte sosu’er de seneste fem år er steget fra 13 til 22 procent.

Eksperterne frygter er, at standarden og kvaliteten i ældreplejen vil falde markant i løbet af de næste ti år.

- Det er en meget grundlæggende og helt igennem faretruende situation, som vi kan komme til at stå i, siger professor i Mickael Bech, professor i sundhedsøkonomi ved VIVE.

- Hvis ikke vi gør noget, kan vi forestille os, at vi faktisk ikke kan levere ydelser til dem, der har allermest behov for det. Derfor er det vigtigt, at vi kommer i gang med at implementere løsninger nu, siger Mickael Bech.

Foto: Tv2.dk

Samme sang lyder fra professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, som umiddelbart har svært ved at se en løsning.

- Det er svært at komme op med det store columbusæg her. Så jeg bliver faktisk lidt opgivende, siger han.

Kan næsten ikke vente

For Charlotte Wibe er situationen på landets plejehjem allerede nu utilfredsstillende.

Det har været en trist oplevelse, fortæller hun, når hun i løbet af årene har sagt farvel til sine bedsteforældre efter et plejehjemsbesøg.

Nu ser hun frem til at kunne drikke te, spise aftensmad og at gå ture sammen med sin mor i hverdagen. Flytteplanerne er en forlængelse af deres relation, der altid har været tæt, siger hun.

- Min datter siger også i dag, at hun og jeg også kan bo sådan senere i livet. Og der tænker jeg bare ”skønt”, siger Charlotte Wibe til TV 2.

Når Kirsten Wibe har brugt store dele af sit liv på at hjælpe sin datter, er Charlotte Wibe af den opfattelse, at hun også godt kan hjælpe sin mor, når det bliver nødvendigt.

Men hun regner også med, at hendes mor både kommer til at spille en rolle i dagligdagen, hvor hun kan træde til, når der er brug for børnepasning, eller ved at fylde fryseren op.

- Det, tror jeg også, er med til at holde min mor i gang, for vi er vokset op med en masse fælles projekter, siger Charlotte Wibe.

Selvom Kirsten Wibe og hendes datter ikke "skal sidde lårene af hinanden", ser de begge frem til at blive en fast del af hinandens hverdag. Foto: Tv2.dk

Kirsten Wibe selv kan næsten ikke vente med, at huset på Erantisvej i Skagen bliver solgt, så hun kan flytte ned til sin datter i Ebeltoft.

Blandt hendes venner og bekendte er den forestående flytning da heller ikke gået ubemærket hen.

- De, der har hørt det, synes, at jeg er heldig. Jeg synes også selv, at jeg er privilegeret, siger 81-årige Kirsten Wibe.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.


Lukning af fabrik løser udfordring hos konkurrent

Foto: Outline Vinduer

Fire medarbejdere er indtil videre skiftet fra den ene dørproducent i området til den anden.

I slutningen af august blev det meldt ud, at den dørproducent Jeld-Wen til nytår lukker sin fabrik i Løgstør efter 43 år. Det drager vindues- og dørfirmaet Outline Vinduer i Farsø nu nytte af.

De har nemlig indtil videre overtaget fire af de cirka 150 medarbejdere hos Jeld-Wen, som står til at miste deres job som følge af fabrikslukningen. Det fortæller Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

- Jeld-Wen har været meget proaktive i forhold til at hjælpe folk videre, og det er virkelig glædeligt at se, når virksomheder gør en indsats som denne for at afhjælpe en ellers trist situation med produktionslukning. Vi har via deres jobmatch også været i kontakt med mange flere potentielle nye medarbejdere, som vi godt kunne være klar til at ansætte, så snart højsæsonen begynder igen, siger fabrikschef i Outline Vinduer, Michael Hejlesen.

Svære at finde

Gitte Jensen fra Vilsted er en af de medarbejdere, der er skiftet til den konkurrerende vindues- og dørproducent. Hun var i lære som maskinsnedker hos Jeld-Wen og får nu mulighed for at fortsætte sin uddannelse hos Outline Vinduer.

- Det var selvfølgelig en rigtig ærgerlig nyhed, da vi fik at vide, at vi ikke længere kunne arbejde ved Jeld-Wen, som ellers har været en god arbejds- og læreplads. Men virksomheden gør heldigvis meget for at få folk i job, og jeg er selv utrolig glad for at være kommet så hurtigt videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg bor med min mand og tre børn, og derfor havde jeg heller ikke råd til at være arbejdsløs - og jeg nåede da også at overveje, om jeg kunne risikere at skulle droppe ud af uddannelsen. Heldigvis har Outline været meget fleksible i forhold til at finde en god løsning, siger Gitte Jensen.

Outline Vinduers fabrikschef glæder sig - trods de ærgerlige omstændigheder - over, at han har fået to maskinsnedkerlærlinge mere i produktionen.

- Vi oplever til tider, at vi skal kæmpe en del for at få maskinsnedkere og maskinsnedkerlærlinge, og det er vigtige kompetencer for os at have i huset. Derfor glæder vi os også meget over, at vi nu - udover de to lærlinge, vi allerede har - kan tilføje to mere til produktionen. De er allerede kommet rigtig godt fra start, siger Michael Hejlesen.