Aalborg Håndbold-spiller ramt af alvorlig knæskade
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Martin Larsen blev skadet i onsdags, da Aalborg Håndbold mødte Skive.
Martin Larsen er nok en gang blevet ramt af en korsbåndsskade.
Den venstrehåndede bagspiller Martin Larsen skal igennem endnu en korsbåndsoperation.
Det meddeler Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.
Larsen blev skadet i onsdags, da Aalborg mødte Skive. En scanning har efterfølgende vist et overrevet korsbånd i venstre knæ.
- Det er en ubærligt trist nyhed for Martin og alle i klubben. Det er næsten ikke til at bære, at han skal igennem det igen, og det gør virkelig ondt på os alle. Vi vil støtte ham, alt det vi kan i den kommende hårde tid, og så håber vi at se ham stærkt tilbage, siger cheftræner Stefan Madsen.
29-årige Martin Larsen blev tilbage i 2012 ramt af en alvorlig korsbåndsskade, som sendte stortalentet ud i lang tid.
Blot et år senere var den gal igen. Larsen blev ramt af en ny korsbåndsskade.
- Det er selvfølgelig rigtig hårdt lige nu, men jeg ved, at jeg i fællesskab med klubben og min familie nok skal komme igennem denne svære periode. Vi må se, hvad fremtiden bringer, men jeg vil i hvert fald gøre alt for at kæmpe mig tilbage igen, siger Martin Larsen.
Martin Larsen vendte i år hjem til Aalborg efter udlandsophold i Frankrig og Tyskland.
Han fik hele sin håndboldopvækst i Nordjylland.
Aalborg Håndbold, der er forsvarende dansk mester, ligger i denne sæson på andenpladsen i herreligaen, hvor de er fire point efter GOG.