Åh nej: Koldt forårsvejr på vej
Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord
Det kolde forårsvejr bliver i perioder ledsaget af vinterligt nedbør.
Først i den sidste weekend af april er der tegn på lidt mildere vejr i prognoserne.
Forårsvarmen er de seneste dage blevet sat på pause.
Ikke bare i Danmark, men i stort set hele Europa.
For kold, arktisk luft bliver i disse dage sendt ned over det europæiske kontinent.
Ifølge prognoserne ser det kolde forårsvejr ud til at have fat i Europa den næste uges tid.
For Danmarks vedkommende betyder det 8 til 10 grader, når det bliver varmest, samt let nattefrost og perioder med vinterligt nedbør.
Vinterligt nedbør kan forekomme
I den sidste halvdel af april ligger den gennemsnitlige maksimumtemperatur på 13,4 grader herhjemme.
Men med udsigt til encifrede dagtemperaturer på termometret den kommende tid skal vi altså vænne os til en uge med noget køligt vejr for årstiden.
Det kølige forårsvejr giver anledning til en del kolde morgener, hvor flere kommer til at stå op til let frost.
Frost i april er imidlertid ganske normalt. Typisk skal vi hen i midten af maj, før at sæsonens sidste frost indfinder sig.
Samtidig med det kolde vejr bliver det i perioder også ustadigt med byger på programmet.
Kombineret med det kølige vejr kan disse være med et hvidt islæt i form af slud. Dog bliver der også dage med overvejende tørvejr og god plads til solen.
Et 'blåt Europa'
Allerede først på ugen sørgede en markant koldfront for, at vejret blev betragteligt koldere fra Skandinavien i nord og helt ned til Middelhavslandene i syd.
Henover weekenden ser den kolde luft ud til at få endnu mere fat, hvilket skyldes et højtryk over De Britiske Øer, som er med til at hive den kolde luft ned over Europa.
Særligt kold bliver luftmassen over det centrale og nordøstlige Europa, hvor temperaturen i halvanden kilometers højde ser ud til at ligge på mellem 8 og 12 grader under det normale fra søndag til onsdag.
Men som kortet herunder indikerer, er det næsten hele Europa, der får det koldere end normalt.
Håb forude
Hvis man savner noget lunere forårsvejr, er der håb sidst i prognoserne.
Fra den sidste weekend i april er der nemlig tegn på stigende temperaturer til et mere normalt niveau.
Det viser graferne herunder, som er en række prognoser for temperaturen over Danmark, hvor den røde graf er det normale for årstiden.
Alle ligger under det normale indtil omkring 28. april, hvor det atter ser lunt ud igen.