Stærk og farlig medicin forsvinder fra plejehjem: - Det må simpelthen ikke forekomme
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Opioider som for eksempel oxycodoen er blandt det stoffer, der forsvinder på en række af landets plejehjem.
Tre nordjyske kommuner oplevede sidste år, at der forsvandt medicin fra kommunens plejehjem.
Selvom der er skarpe procedurer for medicinhåndtering på landets plejehjem, forsvinder farlig og afhængighedsskabende medicin gang på gang ud af det blå.
Det viser en kortlægning, som TV2 Østjylland blandt landets 98 kommuner, hvoraf 95 af kommunerne har svaret i undersøgelsen. Og ofte er det nødvendigt at involvere politiet.
I de fleste sager, hvor medicin forsvinder, er der tale om potente medikamenter fra stofgrupperne opioider og benzodiazepiner.
- Det er stoffer, som både bliver brugt som medicin, men som også er udbredt som rusmidler, og som man kan finde på det illegale marked, siger overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling og konsulent på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitetshospital, Charlotte Andersen, til TV2 Østjylland.
Frygter strafbart tyveri
Og medicinsvind er altså ikke noget, som blot sker på et enkelt plejehjem hist og her.
I 38 ud af 95 kommuner har der i løbet af et år været svind fra mindst ét plejehjem, viser TV2 Østjyllands kortlægning.
Lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet, Kent Kristensen, kalder det alvorligt og vurderer, at der kan være tale om tyveri.
- Det kan betyde, at borgerne ikke får den medicin, de har fået ordineret. Men det betyder også, at vi er inden for straffelovens rammer om tyveri. Den medicin, som bliver bliver taget, bliver taget til ulovligt formål. Og det er strafbart, siger han til TV2 Østjylland.
HER ER DER FORSVUNDET MEDICIN I NORDJYSKE KOMMUNER:
Aalborg Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. 29 styks Oxylan 5mg, seks pakker Codilek Depot 5mg (antal pr. pakke ukendt). Medicinen forsvandt over 14 dage. Sagen blev politianmeldt.
Brønderslev Kommune har oplevet medicinsvind på et plejehjem af to omgange. Henholdsvis 15 og 25 piller smertestillende og sovemedicin. Det blev meldt til politiet, der, ifølge kommunen, ikke kunne tage sagen.
Frederikshavn Kommune har haft medicinsvind fra et plejehjem. Temesta a 1 mg og en æske af 25 styks. Politiet var ikke involveret.
Kilde: TV2 Østjyllands rundspørge til landets 98 kommuner.
Fører til utryghed på plejehjem
Et af de plejehjem, der oplever, at medicin forsvinder fra medicinskabet er Thorsgården i Aarhus.
I december 2022 blev ledelsen for første gang opmærksom på, at der manglede medicin i en lejlighed. De følgende måneder fortsatte svindet andre steder på plejehjemmet.
- Det er jeg rigtig ked af. Og det er rigtig beklageligt for vores beboere, men også rigtig utrygt for gruppen som helhed, siger forstander Nana Bach.
Politiet blev inddraget i sagen tilbage i december, ligesom plejehjemmet selv tog en række skridt for at stoppe svindet. Der blev varslet stikprøvekontrol og adgangen til visse typer medicin blev indskrænket med særlige låse. Og så forsøgte ledelsen i en række mails at appellere til den person, der efter deres opfattelse tager medicinen.
- Vi er dybt berørte af, at der kommer en person i huset, der har behov for at tage disse præparater. Hvis du har brug for hjælp, er vores dør og åben, og der findes en løsning for dig, stod der blandt andet i mailen.
Potente og afhænighedsskabende stoffer
Blandt landets plejehjem er der eksempler på sager med ampuller, dråber og alt fra nogle få piller til flere hundrede styks, som er forsvundet på én gang eller over tid.
TV2 Østjylland har vist listen til overlæge på AUH, Charlotte Andersen, som fortæller, at stofferne overordnet set hører til grupperne benzodiazepiner og opioider. Stoffer, som virker afslappende, angstdæmpende og kan give en følelse af eufori.
DISSE STOFFER FORSVINDER
I kortlægningen går en række stoffer igen. De kan kategoriseres i to grupper:
Opioid-stoffer
F.eks. Morfin, Oxycodon, Tramadol.
Stofferne hæmmer centralnervesystemet og virker sløvende. De kan være dødelige ved overdosis.
Benzodiazepin-stoffer
F.eks. Oxazepam, Zopiclon.
Stofferne virker angstdæmpende og sløvende. De er stærkt vanedannende og kan føre til kraftige abstinenser.
Kilde: Charlotte Andersen, overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling og konsulent på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitetshospital.
Men de er også afhængighedsskabende og farlige.
- Opioider er for eksempel farlige i den forstand, at de hæmmer centralnervesystemet. De er sløvende og hæmmer vejrtrækningssystemet, forklarer Charlotte Andersen og understreger, at misbrug af disse stoffer i værste tilfælde kan være dødelig.
Også Charlotte Andersen vurderer, at tyveri er sandsynligt i mange tilfælde.
- Det er stoffer, man kan få en effekt af, og som har en gensalgsværdi. Det kan være, at dem, der får dem til at forsvinde, selv bruger dem. Man kan også forestille sig, at de bliver solgt videre på det illegale marked, siger hun.
På det enkelte plejehjem er det ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed ledelsens ansvar at sikre rammerne for medicinhåndteringen. Det skal håndteres af personale, som har fået oplæring i det, men de har et individuelt ansvar for at følge instrukserne.
- Medicinsvind er uacceptabelt. Det må simpelthen ikke forekomme, siger overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, Charlotte Hjort, til TV2 Østjylland.
Styrelsen har ikke sin egen statistik for, hvor ofte svind forekommer.
- Det er svært at vurdere, hvor meget og hvor lidt der er uheld og utilsigtede hændelser, og hvor meget
der er rent tyveri. Men som sagt er det uacceptabelt. Så det skal man kontrollere. Man skal have systemer til at sikre, at der ikke sker medicinsvind, siger Charlotte Hjort.
Skal undersøges nærmere
Årsagerne til at medicin forsvinder, bliver da heller ikke altid opklaret. Men ud af de 38 kommuner, der har oplevet svind, oplyser 23, at der er sket politianmeldelse i én eller flere sager.
I to tilfælde har kommuner endda bortvist én eller flere medarbejdere.
Hos Kommunernes Landsforening garanterer fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Sisse Marie Welling (SF), at medicinsvindet vil blive taget meget alvorligt.
- Derfor er det her bestemt også noget, vi skal have undersøgt nærmere, så vi kan finde ud af, hvad omfanget er, og hvad der mere præcist ligger bag jeres undersøgelse. Medicin skal ikke forsvinde. Men når det er sagt, er der selvfølgelig forskel på, om der forsvinder et par Panodiler, eller om omfanget er større og mere systematisk, siger hun til TV2 Østjylland.